Bæredygtig mode rykker for alvor i den svenske tøjgigant Hennes & Mauritz med den 46-årige Helena Helmersson, der nu bliver topchef for den globale kæde. Hun blev allerede i 2014 kaldt Sveriges mest indflydelsesrige erhvervskvinde for sit arbejde med at smede bæredygtighed ind i billigt tøj.

I samarbejde med Berlingske bringer vi et par interessante “bidder”, hvor du kan komme tættere på profilen Helena Helmersson, som er skrevet af journalist Bibi Christensen. Du kan læse den i sin fulde længde her.

Du kan lidt længere nede i denne artikel få 3 måneders adgang, til alt indhold på berlingske.dk for kun en måneds betaling.

"Jeg bliver ikke skræmt. Jeg går bare i gang"

Helena Helmersson

JEG GÅR BARE I GANG!

Allerede i 2014, da hun var H&Ms bæredygtighedschef, blev hun af bladet Veckans Affärer udpeget til den mest indflydelserige kvinde i svensk erhvervsliv. Forbløffende nok gik hæderen i den årlige kåring altså ikke til en topchef. Men begrundelsen lød, at hun i en af verdens største tøjkæder havde »magt til at forandre verden« og dermed indflydelse langt uden for H&M.

Samtidig spåede Veckans Affärer, at hendes arbejde vil blive afgørende for, om hele H&Ms forretningsmodel på sigt vil holde. Bæredygtighed er ikke kun godt for verden; det er også blevet et konkurrenceparameter, et emne der i stigende grad optager forbrugerne. Kan det redde fast fashion?

Det fastslog Helmersson selv efter udnævnelsen forleden: »Bæredygtighed er helt kritisk for forretningen og en vigtig del af vores værdier – hvem vi vil være.«

Men det bliver en stor udfordring for den nye H&M-chef at bevise, at fast fashion kan blive en bæredygtig branche, og at H&M har en holdbar model. Kæden har været gennem store prøvelser i løbet af de sidste ti år, hvor Karl-Johan Persson, der er barnebarn af H&Ms grundlægger, har ledet selskabet.

På pressemødet forleden fremlagde han også et stærkt regnskab. Og det blev præsenteret som den rigtige timing til at overlade stafetten til en ny topchef, mens Persson i stedet overtager formandsposten fra sin far, Stefan Persson, der helt trækker sig. Det er altså også et generationsskifte i familien Persson, som stadig kontrollerer H&M.

Helena Helmersson

Bæredygtighed er ikke kun godt for verden!

Selvom Helena Helmersson selv erklærede sig overrasket over jobtilbuddet, er den større rokade næppe foregået uden større planlægning. Set i bakspejlet lignede det ifølge den svenske erhvervspresse allerede tanken, da hun for godt halvandet år siden blev hentet tilbage til Stockholm efter at have siddet flere år i Hongkong og styret H&Ms globale produktion og indkøb.

I stedet blev hun driftsdirektør, nummer to i hierarkiet, og ifølge kilder internt betragtet som »kronprinsessen«.

Helmersson, der startede hos H&M som helt nyuddannet i 1997, har tidligere udtalt, at det er vigtigt for hende at styre efter et formål, og at hun ville ønske, at hun noget før i sin karriere havde stillet sig selv spørgsmålet »hvorfor«.

Det gjorde hun først, da hun efter at have siddet ti år i hovedsædet i Stockholm blev sendt til Dhaka i Bangladesh og senere Hongkong. Det vakte et socialt ansvar, som for alvor foldede sig ud til bredere tanker om bæredygtighed.

»Er man i en stor virksomhed som H&M, må man altid stræbe efter at blive lidt bedre,« sagde hun i 2014 til Veckans Affärer og forklarede, at hun ikke opfattede sig selv som helt så magtfuld, som hæderen som Sveriges mest indflydelsesrige erhvervskvinde antydede.

»Men jeg er heller ikke en person, som bliver skræmt af ansvar. Jeg går bare i gang.«

Helena Helmersson // BLÅ BOG

Gudrun Helena Lundberg Helmersson er født i 1973 i Skellefteå i Nordsverige. Hun har en master i international økonomi fra Umeå Universitet og havde egentlig tanker om at arbejde i finanssektoren. Men efter fire måneder i en bank følte hun sig malplaceret.

Hun fik job i H&M i 1997 efter at have afleveret sit CV i receptionen i H&Ms hovedsæde i Stockholm. Oprindelig var det i en økonomifunktion, men hun rykkede snart over i indkøbsfunktioner.

I 2007 blev hun sendt til Dhaka, Bangladesh, som HR-chef for H&Ms produktionsanlæg og året efter videre igen til Hongkong som regionalchef med ansvar for forsyningskæden til undertøjsproduktion i hele Sydøstasien.

Fra 2010 og 2015 var hun H&Ms bæredygtigshedschef med base i Stockholm. I 2015 drog hun tilbage til Hongkong som global produktionschef. I september 2018 blev hun udnævnt til driftsdirektør for hele H&M.

Hun blev 30. januar udnævnt til koncerndirektør.

Helena Helmersson er gift og har to børn på 11 og 14.

Kilder: Hennes & Mauritz, LinkedIn, Svenska Dagbladet, Affärdsvärden, Dagens Industri, Expressen, Umeå Universitet, Greenbiz, Business of Fashion, Aftonbladet. Market.se.