I flere år måtte familie og venner se langt efter lakridskongen Johan Bülow, der stort set kun var til stede i sin virksomhed. Efter en massiv nedtur og to cirkler tegnet for en læge fandt han op til overfladen.
Interviewet er bragt i samarbejde med Berlingske og skrevet af Nicolaj Vorre. Billederne er taget af Niels Ahlmann Olesen.
Du kan lidt længere nede i denne artikel få gratis adgang til berlingske.dk i en hel måned.
Det var midt i et møde med en leverandør, at Johan Bülow pludselig mistede kontrollen med sin krop.
Først kom det voldsomme smæld i nakken. Så begyndte øjenlågene at vibrere voldsomt, mens skuldrene hang på en underlig måde.
I dag husker han ikke helt, hvordan han kom ud af lokalet, men kort tid efter sad den dengang 28-årige iværksætter i bilen med kurs mod Nørrebro i København, hvor hans læge holdt til.
»Jeg burde jo slet ikke køre i den tilstand. Det var latterligt. Jeg var i panik og troede helt seriøst, at jeg var ved at dø,« fortæller Johan Bülow.
Hos lægen fik han besked på at sætte sig ved et bord og tegne to cirkler: En for familien og en anden for hans arbejde. Størrelsen på dem skulle afspejle, hvor meget de betød for ham. Johan Bülow var lige blevet far for første gang og tegnede familiecirklen klart størst.
Bagefter skulle han gentage øvelsen, men denne gang skulle størrelsen på de to cirkler afspejle, hvor han brugte det meste af sin tid.
»Da jeg så ned på de to cirkler, tænkte jeg bare: »Hvad fanden er det, jeg har gang i?« Jeg kunne jo se lige der, at jeg brugte alt for meget tid på arbejdet og slet ikke havde styr på mit liv.«
Jeg var der ikke
Det var i 2012, at stressen for alvor indtog Johan Bülows krop og tvang ham i knæ. Den havde været længe undervejs.
Fem år tidligere var han – sammen med kæresten Sarah Askari – flyttet hjem til fødeøen Bornholm for at forfølge en drøm om at fabrikere lakrids på fuld tid. Det blev så stor en succes, at parret allerede året efter måtte vende tilbage til København, hvor der var bedre mulighed for at producere lakrids i store mængder.
Det blev begyndelsen på nogle hæsblæsende år.
»Vi havde ikke nogen børn og ingen forpligtelser, så jeg kunne sagtens arbejde 100 timer om ugen. Ofte anede jeg ikke, om det var onsdag eller søndag. Jeg kan huske dage, hvor jeg vågnede klokken seks og sagde til mig selv, at jeg skulle på toilettet, klippe negle og barberes, inden jeg gik ud af døren. Og så satte jeg mig på toilettet med negleklipperen for at tidsoptimere. Det game kørte jeg meget i de år, men det var fandeme ikke sundt,« husker Johan Bülow.
Kan man være en god kæreste, bror og søn, hvis man arbejder 100 timer om ugen?
»Det korte svar er nok, at jeg var ikkeeksisterende. Alt, hvad der kom ud af mig, blev lagt i min virksomhed. Jeg har aldrig fået at vide, at jeg opførte mig dumt eller var sur – jeg var der bare ikke,« siger Johan Bülow, der i de år ofte overnattede på en luftmadras i sin virksomhed.
Ligesom alt andet blev også de gamle venner skubbet til side til fordel for arbejdet, og det begyndte efterhånden at få konsekvenser.
»En dag stod min bedste kammerat og prikkede mig på skulderen. Han havde snakket om, at jeg skulle være best man, når han en dag skulle giftes. Nu var tiden kommet, men han sagde til mig: »Det kan jeg ikke forsvare. Jeg har ikke set dig i flere år«. Det fik mig til at tænke, at nu var det måske alligevel gået for vidt med alt det arbejde,« fortæller Johan Bülow.
Der var dog slet ikke tid til at stoppe op. Der var fuld fart på virksomheden, han åbnede butikker på stribe, ligesom millionerne var begyndt at rulle ind på kontoen.
Dårlig samvittighed
Johan Bülow fortsatte sit arbejdsraseri, men i 2012 indtraf flere begivenheder, som skulle få afgørende indflydelse.
På hjemmefronten blev han og Sarah Askari forældre til deres lille datter, Eleanor, og i virksomheden satsede han det hele ved at bruge cirka 40 millioner kroner på en stor fabrik ved Sydholmen i Hvidovre, som han tilmed hæftede for personligt.
»Det blev en sindssyg og kaotisk periode med en masse dårlig samvittighed,« fortæller Johan Bülow.
For han ville så gerne være hjemme hos sin lille datter, men samtidig krævede byggeriet af den nye fabrik, at han stort set var til stede i virksomheden konstant.
»I bund og grund følte jeg ikke, at jeg var der nok for min kæreste og datter, men samtidig var forretningen dybt afhængig af mig, og det kunne jeg ikke bare uddelegere eller ansætte mig fra. Hvis jeg lod andre stå med det, ville det løbe løbsk. Der var alt for mange ting på min tallerken,« fortæller han.
Det opdagede Johan Bülow dog først, da han pludselig sad over for lægen på Nørrebro og tegnede cirkler.
De efterfølgende måneder var iværksætteren lagt ned af stress, og han beskriver perioden som »et rædselsfuldt mareridt«.
»Jeg var så langt ude, at mit hjerte nogle gange stak af. Det pumpede helt sindssygt, og så stoppede det pludselig med at slå i fem sekunder. Jeg har set mig selv springe op af sengen og slå mig vildt og hårdt i brystet, fordi jeg var bange for at få hjertestop. I det hele taget skete der så meget med min krop, som jeg aldrig har prøvet før. Min arm, der pludselig sov og den slags. Det var sgu en vanvittig tid,« fortæller han.
Samtidig begyndte nogle dystre tanker at krybe ind i hovedet på Johan Bülow.
»Midt i det hele fortalte jeg min far, at såfremt det fortsatte på den måde, ville jeg hellere være postbud. Der blev han bekymret, og det var jeg også selv. Fra barnsben er jeg blevet præget til at skulle skabe noget, så tanken om, at jeg ikke kunne komme tilbage og arbejde i min egen virksomhed, var forfærdelig. Det ville ødelægge mig, hvis jeg måtte opgive drømmen,« siger han.
Så galt skulle det imidlertid ikke gå. For Sarah Askari var efterhånden blevet træt af at se på sin kæreste, der lå på sofaen og havde det ad helvede til.
»Hun synes nok, at jeg var lidt af et skvat. Det var vildt provokerende for mig, for jeg var midt i et mareridt, men hun pointerede, at både familien og virksomheden jo faktisk havde det meget godt. Ingen var ved at dø. Kernen i det hele var sådan set bare, at jeg arbejdede alt for meget, og det kunne jeg ændre. Det krævede hun af mig, at jeg ændrede,« fortæller Johan Bülow.
Samtidig var kæresten god til at slæbe ham med udenfor hjemmets fire vægge, og lidt efter lidt begyndte han at blive sig selv. Knap fire måneder efter besøget hos lægen, troppede Johan Bülow op i sin virksomhed.
»I begyndelsen var jeg bare på besøg, fik en kop kaffe og kørte hjem igen. Dagen efter var jeg der måske ti minutter længere, og sådan trappede jeg det op,« siger Johan Bülow.
Væk med egoet
Selvom det var en rædselsfuld tid, ville Johan Bülow ikke have været sit stressanfald foruden, fortæller han. For det har lært ham en værdifuld lektie.
»Når man ligger der og tror, at man er ved at dø, finder man altså ud af, hvad der betyder noget i ens liv. Jeg har lært at prioritere min tid benhårdt og bruge den rigtigt. I dag har jeg mange dage, hvor jeg virkelig er effektiv og får lavet meget på kontoret, og så lukker jeg computeren og kører hjem til familien. Jeg er mega stolt af, at jeg har fået skabt den balance, for det har taget tid at erkende, at det vitterligt ikke er det bedste for mig at arbejde døgnet rundt.«
Hvor meget fylder frygten for igen at blive ramt af stress?
»Ikke meget, for jeg er blevet klogere, og jeg ville også blive enormt skuffet over mig selv, hvis det skete igen. Det ville jeg ikke kunne leve med. Jeg har altid haft det sådan, at det er helt fint at fejle. Jeg har lavet en million fejl i min virksomhed, men jeg skal bare ikke lave den samme fejl to gange, for så har jeg ikke været tilstrækkelig fokuseret.«
I tiden efter sit stressanfald fandt iværksætteren ud af, at såfremt han skulle indfri alle sine store ambitioner for Lakrids by Bülow, måtte han have hjælp.
Efter to år med en lang række hemmelige møder skrev han derfor i 2016 under på en aftale, der gjorde den svenske kapitalfond Valedo Partners til ny hovedejer af virksomheden. Kort tid efter overlod han posten som øverste direktør på lakridsfabrikken til svenske Fredrik Nilsson, som hidtil havde gjort karriere hos Nestlé.
»Vi var gået fra at være en udpræget dansk virksomhed til en international. Hvis det skulle lykkes, var der brug for nogle redskaber, som jeg ikke havde med i værktøjskassen. Samtidig kunne jeg se, at vi ikke helt kunne følge med i forhold til lancering af produkter, fordi jeg skulle nå for mange andre ting, og det begyndte forretningen at lide under. Da vidste jeg, at det var tid,« forklarer Johan Bülow, der i dag har titel af kreativ direktør.
Har det været svært for dig at give slip på rollen som øverste leder i din virksomhed?
»Nej, for jeg har opdaget værdien i at lægge mit ego til side. Jeg kan jo se, at jeg før brugte unødvendig meget tid på ting, som Fredrik kan gøre langt bedre. Og nu kan jeg i stedet bruge min tid på det, jeg er bedst til. Samtidig har skiftet givet mig mere tid med familien. Jeg arbejdede simpelthen for meget før, og jeg vil sgu gerne se mine børn vokse op,« siger han og tilføjer, at den gennemsnitlige arbejdsuge i dag ligger på cirka 45 timer.
»Hvad fanden er det, jeg har gang i?« Jeg kunne jo se lige der, at jeg brugte alt for meget tid på arbejdet og slet ikke havde styr på mit liv.
Johan Bülow
Valgte venner fra
Da Johan Bülow i 2016 solgte hovedparten af sin virksomhed, indkasserede han et trecifret millionbeløb.
De mange penge gav ham en følelse af »at have klaret den« og modet til at drømme endnu større. Samtidig fremkaldte pengene også en grim side i nogle mennesker omkring ham.
»Misundelse har fyldt meget. Da jeg købte et stort hus på Frederiksberg og satte det i stand, var der nogle af mine gamle kammerater, der næsten ikke kunne være i sig selv. Det var for meget for dem, og de kunne ikke glæde sig på mine vegne. Og så måtte jeg bare vælge dem fra,« siger Johan Bülow.
Føler du, at du ofte er omgærdet af overfladiskhed?
»Ja, på sin vis. Jeg har da oplevet, at folk snakker mig meget efter munden. Eller at nogen vil hjælpe mig med et eller andet, og at de så bagefter har kapitaliseret på det. Der er mange, der gerne vil være gode venner med mig, så jeg kan hjælpe dem eller koble dem til andre. Dem har jeg mødt,« siger han.
Af samme grund er Johan Bülow »totalt lykkelig« for, at han mødte Sarah Askari – som i dag er hans hustru – da de begge var 22 år og arbejdede som tjenere på Skt. Petri i København.
»Når man er i min position, kan det være svært at have tillid til andre menneskers intentioner. Altså, af hvilke grunde synes de, at jeg er interessant? Det samme gælder med venner. Der er jeg på samme måde taknemmelig over at have nogen, jeg kender fra way back,« siger han.
»Fuck, fuck, fuck«
Helt siden Johan Bülow i 2007 stiftede sin virksomhed, har fortællingen om den unge bornholmer med lakridserne haft mediernes interesse.
For hovedpersonen selv har det – især i de første år – dog været hårdt arbejde at leve op til det billede, der blev skabt.
»Jeg er virkelig blevet sat op på en piedestal. Folk forventer, at jeg siger noget spændende og inspirerende hele tiden. Det har jeg skullet lære at leve med. Jeg var jo egentlig bare en ung iværksætter, som havde fået en god idé, arbejdet stenhårdt og også haft heldet med sig. Men når jeg kom ud til folk, forventede de, at jeg var et orakel, som kunne svare på alt,« siger han.
Det har betydet, at Johan Bülow har stået »i et hav af situationer«, hvor han ikke længere følte, at han kunne bunde.
Tydeligst i erindringen står en aften, hvor han var inviteret til at holde oplæg for 200 erhvervsfolk ved et arrangement i den ikoniske børsbygning i København.
Indenfor døren var han blevet mødt af en gigantisk plakat med sit eget ansigt, der hvilede på en dåse lakrids. I det sekund fortrød han, at han nogensinde havde sagt ja til at komme.
»Jeg havde intet med. Ikke noget PowerPoint, ingen noter. Min plan var at tage den fra hoften, men det var jo håbløst naivt. Så jeg gik sgu i panik og flygtede ud på et toilet. Der sad jeg og tænkte: »Fuck, fuck, fuck. Jeg kommer til at skuffe alle de her hyperkompetente mennesker, som tror, jeg er en eller anden Superman«. Jeg havde bare lyst til at forsvinde,« fortæller Johan Bülow om episoden, som efterhånden ligger nogle år tilbage.
Gennemførte du oplægget?
»Da jeg sad ude på det toilet, var der kun ti minutter, til jeg skulle på scenen. Der var jo ingen vej udenom. I dag aner jeg simpelthen ikke, hvordan jeg kom igennem det. Jeg har ingen idé om, hvad jeg sagde eller gjorde, men bagefter fik jeg at vide, at jeg havde brændt scenen af og leveret dagens bedste oplæg,« siger han og slår et grin op.
Ingen tidlig pension
Johan Bülow kan se tilbage på 14 år, hvor han har knoklet med sin virksomhed. Der har været udfordringer, men klart flest opture. Og han har tjent penge nok til at leve som han vil resten af sine dage.
Tanken om at trække sig tilbage og nyde livet på en bountyø i Caribien eksisterer dog slet ikke.
»Nej!,« udbryder Johan Bülow, da Berlingske bringer temaet på banen.
»Jeg elsker det her projekt, og jeg kan på ingen måde forestille mig en verden, hvor jeg ikke længere gider det. Jeg kan simpelthen ikke leve uden, at der sker noget, og der pumper noget rundt i min krop. Jeg vil ikke leve uden det, og det ville undre mig meget, hvis jeg en dag vågner op og bare hellere ville ligge i hængekøjen.«
Tværtimod er han mere ambitiøs end nogensinde på vegne af sin virksomhed, som han fortsat ejer en pæn del af. For Johan Bülows erklærede mål er, at hele verden i de kommende år skal lære at elske lakrids.
»Jeg tror på, at vi kan blive et ikonisk dansk varemærke på linje med Lego og B&O. Det vil nogen sikkert grine ad, men det gjorde folk også, da vi begyndte at kræve 50 kroner for en dåse lakrids. Jeg kan se på vores kunder i for eksempel Tyskland og England, at de elsker produktet og vores brand. Jeg har en tyrkertro på, at vi kommer til at lykkes.«