Samtale med Kasper Brandi, Co-founder af LABFRESH.

I 2017 startede parret Kasper Brandi og hollandske Lotte Vink tøjvirksomheden LABFRESH. LABFRESH laver lækkert moderne tøj til mænd. Men i mens de “gamle” tøjbrands har fokus på “årshjulet”, modeuger og traditionelt indsalg, så tænkte LABFRESH mere i teknologien i tøjet. Det betyder konkret, at stoffet fra LABFRESH kan afvise pletter, svedlugt og derfor skal vaskes mindre. Millionvirksomheden vokser hele tiden, og nu er brandet klar til at tage de næste skridt. Et af dem er deres første butik, som er et stort skridt for en virksomhed der kun har solgt online.

I dag kan du komme tættere på Kasper Brandi og LABFRESH.

OM LABFRESH:
Danske Kasper Brandi og hollandske Lotte Vink startede LABFRESH i 2017. Tøjbrandet er skabt med investeringer og lån fra private investorer og er i dag det største community-backed startup i Danmark og Holland. LABFRESH har kontor i Holland, men kunder i 98 forskellige lande.

Kort fortalt, hvem er Kasper?

“35 år gammel, tidligere Maersk-dreng bosat i Kina og Dubai, der flyttede til Amsterdam for at starte egen biks. Startede i 2017 herretøjsmærket LABFRESH sammen med min forlovede, hvor vi bruger ny teknologi til at lave plet-, lugt- og krølfri bomuld.”

Hvor er Labfresh som brand lige nu?

“De første år var eksplosive med salg i 98 lande og rigtig mange fejl fra vores side. I dag er der mere ro på, og vi har tid til at kæle for både produkter og branding. Vi laver vores egen bomuld i Schweiz, og vi har lige brugt 6 måneder på at renovere en 300 år gammel bygning i centrum af Amsterdam, som nu er vores flagship store og kontor.

Tidligere har jeg nok også været lidt for vild i min approach. Fra crowdfunding-kampagner i Japan til distributør i Columbia. Det var noget rod. Jeg er mere fokuseret nu. Hvis du spørger mine iværksættervenner, vil de sige, at jeg er blevet voksen.”

Hvordan opstod ideen til Labfresh?

“Jeg er typen, der er 100% overbevist om, at teknologi gør verden bedre. Jo mere jo bedre. Det kan slet ikke gå stærkt nok. Men t-shirts og skjorter er blevet fremstillet på samme måde siden 1950´erne. Vi kan sende Teslaer ud i rummet, men vores hverdagstøj består af ubehandlet bomuld, der lugter efter 1 dag. Det er noget fis.

I 2016 stødte jeg ind i nogle franskmænd, der havde patent på en vild teknologi. De var bedre til at forske end til at sælge. Så vi besluttede os for at dedikere de kommende år til at hjælpe forskere som dem med at få deres innovationer ud af laboratoriet og ind i garderobeskabe verden over. 

Historisk set er alle de teknologier, vi elsker i dag, blevet ignoreret i den indledende fase. Forbrugere siger, at det er for besværligt, og de store virksomheder siger, at det er for dyrt at producere. Men så går os små iværksættere i gang med at bygge og lige pludselig har det markedspotentiale. Det er, hvad der er ved at ske i modeindustrien nu. Jeg tror ikke på, at mine børn kommer til at gå i normalt ubehandlet bomuldstøj som voksne. De kommer til at se det som oldnordisk at gå i ubehandlet bomuld.”

"Historisk set er alle de teknologier, vi elsker i dag, blevet ignoreret i den indledende fase. Forbrugere siger, at det er for besværligt, og de store virksomheder siger, at det er for dyrt at producere."

Kasper Brandi

Hvordan er jeres organisation i LABFRESH?

“I den første virksomhed, jeg startede, var vi for hurtige til at hyre. Efter 2 år havde vi 55 ansatte og dundrende underskud. Med LABFRESH har jeg den modsatte approach. Det skal være sjovt og lækkert. Derfor har vi et lille kerneteam med generalister, som arbejder med en masse freelance specalister og bureauer. Alle må arbejde fra, hvor de vil og tidligere har vi fx været en måned på Bali sammen. 14 kolleger og et fint kontor tæt på stranden.”

Hvordan er arbejdsfordelingen mellem din forlovede og dig?

“Vi plejer at sige, at hvis Lotte kørte LABFRESH alene ville det være en lille virksomhed, og hvis jeg kørte LABFRESH alene, ville vi være bankerot. Det er fordi, Lotte er operationelt stærk og god til at køre forrentingen day-to-day. Og så fokuserer jeg på vækst, strategi og penge.”

Hvordan ser din hverdag ud? Især her “efter” corona?

“Jeg savner Danmark, men vi har fået indrettet os så fantastisk her i Amsterdam, at jeg har svært ved at se os flytte. Vi har lige købt lejlighed i et 350 år gammelt hus på vores yndlingskanal, og det er super idyllisk. De fleste morgener træner og svømmer jeg i Soho House kl. 7 og går de 3 km. på arbejde med vores hund.  

Vi er typisk på kontoret til kl. 19, når butikken nedenunder lukker. Så laver jeg mad, mens Lotte ser Netflix. Og så snorksover jeg kl. 23.”

Hvad er ambitionerne? F.eks. de næste 3 år?

“Det har overrasket os, hvor gode vores kunder har været til at støtte os siden starten. Først ved at forudbetale varer, som de betaler for 3-6 måneder, før vi leverer. Og derefter ved bogstavelig talt at give os penge. Vi har fået 11 mio. kr. i investeringer og lån fra 232 kunder de sidste 2 år. Vi har bogstavelig talt hængt deres navne op på vores “wall of heroes” i butikken, og de har t-shirts med teksten “LABFRESH owes me”. Pga. dem har vi ingen bankgæld eller kapitalfonde ombord, og det elsker vi. 

Så den største plan de næste 3 år er at lave en investeringsrunde på 20 mio. kr., hvor vi sælger en lille del af virksomheden til vores kunder. Pengene går til at åbne den næste række butikker i Europa og til at sætte ekstra turbo på vores forskning.”

Kasper Brandi & Lotte Vink 

Butikken skal være noget særligt

For nylig åbnede LABFRESH som tidligere skrevet deres første butik. Den ligger i Amsterdam, og en naturlig del af LABFRESH brand og univers. 

Kasper, Hvordan er åbningen gået?

“Jeg har lært, at det er hårdt arbejde at have en butik! På trods af at 97% af omsætningen er online, rendte vi allesammen rundt og stressede den første måned. Vi har indrettet bygningen med et stort åben areal i midten, så vi kan sidde ovenpå og følge med i alle kundeinteraktionerne nedenunder. Det er fantastisk lærerigt.

Fordi vi har hundredevis af investorer og freelancere har det også været nødvendigt at være sociale og sippe vin og øl  3-4 gange om ugen. Det har vi bestemt ikke noget imod. Så vi har allerede nået et øl- og vinforbrug så højt, at vi er blevet opgraderet til restaurantkunde hos vores lokale vinhandler.”

Hvad er ambitionerne med butikken?

“De fleste besøgende siger, at de aldrig har været i en butik som vores. Det er det vigtiste. Det skal være noget særligt. Det handler ikke bare om at få lidt ekstra omsætning. Vi bygger brand og et tættere community. 

Efter 6 måneder er det vigtigt, at det finansielt ser godt ud, så vi kan forsvare at åbne de næste butikker i København og Dusseldorf.”

Kan man forestille sig flere LABFRESH butikker?

“Ja! Men vi tager et skridt af gangen. Vi har ikke travlt og vores teknologi bliver stærkere hvert år.”

Continued….
Det her bliver ikke det sidste du har læst til Kasper og LABFRESH på dontt.dk
Vi har blandt andet et planlagt besøg i Amsterdam, hvor vi tager jer endnu tættere på den spændende virksomhed.

Du kan tilmelde dig vores nyhedsbrev her. 

Creators