Samtale med Anna Fast Nilsson, Founder af Hird Consulting.
Igennem de sidste 3 år har Anna Fast Nilsson skabt en veldrevet rekrutteringsvirksomhed herhjemme og blev for nylig fremhævet som “Top 100” talent hos Berlingske. Anna fandt et tydeligt hul i markedet og greb chancen. Her fortæller hun om starten, at tænke i “worst case” og hvor Hird Consulting er som virksomhed i dag.
Rekruttering fylder mere og mere og det glæder vi os til at sætte fokus på her på dontt.dk
(I sidste uge talte vi med Planet Nusa, GoMore og Les Deux om onboarding. Find link nederst i denne artikel.)
Anna, Har det altid stået i “stjernerne” at du skulle være iværksætter og skabe din egen virksomhed?
“Nej, det man ikke sige. Jeg er opvokset i en lille by i Nordjylland, som hedder Rakkeby (red. I 2023 var der 218 indbyggere.) Min far er arkæolog og min mor er pædagog. Men jeg tror altid jeg har haft en storbydrøm eller følelsen af at jeg skulle ud at skabe mit eget. Jeg har altid været kreativ, som på en eller anden måde er beslægtet med at iværksætte ting.”
Jeg har altid haft en kreativ tilgang!
Anna Fast Nilsson
Så du vidste, at du skulle flytte til København en dag?
“Uden tvivl. Men jeg gjorde det i små skridt. Først flyttede jeg til Hjørring for at gå på gymnasiet. Derefter flyttede jeg til Aarhus og så videre til København for at læse på CBS. På mange måder en diametral modsætning til min opvækst. På CBS var det naturligt at starte virksomheder. Det prøvede jeg også kræfter med under studiet med nogle forskellige projekter og opstart af virksomheder. Min første virksomhed var en plakat-virksomhed, hvor jeg havde en aftale med en distributør. Det var en stor læring i alt fra at få webshop trafik, kunder, distribution og gensalg. Derudover har jeg kastet mig over et app-projekt og et kreativt bureau. Så jeg fik mulighed for at prøve og teste en masse forskellige ting af, mens jeg studerede på CBS.”
Men du vælger alligevel “job-vejen” efter CBS?
“Det var faktisk en meget bevidst overvejelse. Jeg følte at jeg skulle ud og lære hvordan det er at være en del af en virksomhed. Jeg havde fået min master på CBS (Human Resource Management) og vidste at jeg skulle gå HR-vejen. Så min vurdering var, at det var nødvendigt at få noget erhvervserfaring. Jeg startede som Research konsulent i Compass Human Resources Group. Her var jeg i knap 3 år. Det var her, jeg opdagede et “hul i markedet.”
Som senere blev til Hird Consulting?
“Det skal siges at jeg efterfølgende var hos LEGO, hvor jeg var Senior External Recruitment Consultant. Men det stod ret klart for mig, at der manglede rekrutteringskompetencer i SMV-segmentet, og det trak i mig. Der var stor efterspørgsel fra virksomheder, men de kunne ikke betale de enormt dyre priser som de tog på min tidligere arbejdsplads – og som de gør i de fleste andre rekrutteringsbureauer. Så jeg kunne egentlig både se behovet og efterspørgsel. Hvilket er en fantastisk position til en ny virksomhed. Det blev til Hird, hvor jeg tilbyder helt andre priser og en proces, der er designet til SMV-segmentet.”
Der var egentlig masser af efterspørgsel fra virksomhederne, men de kunne ikke betale de enormt dyre priser som bureauet tog.
Var det et sats?
“Det kan du jo godt sige. Men jeg tænker altid i “worst case”. Så er man altid forberedt på en eller anden måde. Og det værste der kunne ske her…. Det var, at jeg måtte finde mig et job igen. Men jeg fik kunder fra start og var jo også godt forberedt på mange ting. Så jeg har ikke den klassiske iværksætterhistorie, hvor jeg var ved at brænde ud, måtte arbejde mig halvt ihjel eller haft kniven for struben.”
Det er 3 år siden du startede Hird. Kan du ikke give et overblik over hvor virksomheden er i dag?
“Det er faktisk her det seneste at der er sket mest. Jeg har haft en nøglemedarbejder (red. Som næsten var med fra start.), som sagde op i januar. Det var en stor mulighed for at retænke Hird og sætte skub på nogle ting. Virksomheden har kørt meget stabilt, så jeg har brugt den seneste tid på at arbejde med skalering af vores forretning. Det har blandt andet betydet, at jeg har fået et advisory board for første gang. Derudover har jeg fået en Partner ind, der gør at jeg har endnu mere tid til strategi og tænke lidt længere frem. Tidligere var jeg konstant i drift. Men opgaven for Hird er den samme. Vi hjælper start og scale-ups med at finde talenter. Det kan være alt fra en specialist til en co-founder. Det var vores opgave da vi startede og det er det stadig. Vi opererer i alle industrier.”
Kvinderne bag Female Invest er enormt inspirerende
Hvornår har man brug for jer? Det koster jo stadig lidt penge.
“Man kan godt blive overrasket over hvor små virksomheder som rækker ud. I dag kan man i øvrigt godt have en god forretning uden at være mange ansatte. Så det hænger ikke altid sådan sammen. Vi har tidligere hjulpet virksomheder der kun har 3-4 medarbejdere. Men selvfølgelig er de typisk større. Men du vil blive overrasket over hvor mange ressourcer man alligevel bruger på tid, annoncering og samtaler, hvis du selv klarer din rekruttering. Så jeg vil mene det kan betale sig i de fleste tilfælde. Det er også dyrt at vælge forkert.”
Hvem er du selv inspireret af?
“Jeg spejler og ser op til mange andre dygtige kvindelige iværksættere”. Jeg synes at kvinderne fra Female Invest er enormt inspirerende og dygtige. Jeg var heldig at møde dem tidligt i deres karriere. De har virkelig opnået meget, men er samtidig gode og ordentlige mennesker. De har et tydeligt mål med deres forretning og gør en forskel ift. til at få flere kvinder til at tænke i investering. Men der er virkelig mange spændende start- og scale-ups i Danmark, som jeg finder inspirerende.”
Danske brands: "Mennesker er afgørende for vores succes"
Les Deux, Planet Nusa & GoMore: Mennesker og relationer er afgørende for vores succes
Tema om vellykket rekruttering, kultur og onboarding med de 3 virksomheder. Læs med her.
Bliv opdateret på 5 min - hver uge!
Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København.