🇪🇺 For our global audience, here’s the English version. Click here.
Få danskere har opnået samme internationale gennemslagskraft i modebranchen som Josephine Skriver. Med en karriere på verdens største catwalks, kampagner for nogle af luksusverdenens mest ikoniske modehuse og mere end otte millioner følgere på Instagram er hun blandt Danmarks mest kendte profiler globalt.
Under Copenhagen Fashion Week mødte vi Josephine i The Jewellery Rooms showroom i Bredgade i København, hvor hun sammen med stifterne Pernille Møbjerg Knudsen og Charlotte Møbjerg Ansel-Henry fortæller historien bag deres fælles kollektion, Josephine Skriver Jewelry, som de lancerede tidligere i år.
"Jeg kunne mærke, at vi delte de samme værdier"

Der var masser af energi i The Jewellery Rooms showroom og butik i Bredgade, hvor vi skiftevis talte om samarbejdet, studerede smykkerne og dykkede ned i kollektionens moodboards.a
Josephine,
Hvorfor var The Jewellery Room den helt rigtige partner til din første smykkekollektion?
“For mig handlede det meget om, at man nogle gange møder mennesker, hvor kemien bare er der fra første øjeblik. Jeg mærkede med det samme Pernille og Charlottes passion, og jeg vidste jo allerede, hvor dygtige de var.
Men jeg kunne også hurtigt mærke, at vi delte de samme værdier og ambitioner for samarbejdet.
Vi var enige om, at smykkerne gerne måtte have karakter og udstråling, men de skulle ikke være styret af trends. Det skulle være smykker, man har lyst til at bære i mange år, ikke noget, der kun føles relevant i en enkelt sæson. Hele processen har derfor føltes utrolig naturlig og ægte, og det synes jeg også, man kan se i det, vi har skabt.
Jeg er virkelig stolt af kollektionen og går selv med smykkerne hver eneste dag. Resultatet er blevet langt bedre, end jeg nogensinde havde turdet håbe på, og jeg håber, at andre vil få den samme glæde af dem, som jeg selv har.”
Samarbejdet udsprang ikke af en marketingstrategi
Pernille & Charlotte,
Hvad var det ved Josephine, der gjorde, at I vidste, hun var den rigtige person at skabe en kollektion sammen med?
Charlotte:
“Vi havde en fælles relation, som introducerede os, men derfra gik det faktisk ret hurtigt. Ligesom Josephine beskriver, føltes det helt naturligt fra første møde, og vi havde det virkelig sjovt sammen gennem hele processen. Jeg tror, de bedste samarbejder opstår, når kemien er der fra begyndelsen, og det var den her.”
Pernille:
“Samarbejdet udsprang ikke af en marketingstrategi eller en ambition om bare at lave et samarbejde med en stor profil. Det handlede om, at det gav mening. Hele The Jewellery Room bygger på at løfte passionerede og dygtige kvinder, som har noget på hjerte og arbejder hårdt for det, de tror på. Den fortælling passede Josephine perfekt ind i.
Selvom samarbejdet kom hurtigt på plads, har processen aldrig været forhastet. Tværtimod har vi brugt den tid, der skulle til, og været enormt grundige.


Du kan se hele kollektionen her
Hvad har I hver især lært af hinanden gennem processen?
Charlotte: “Jeg har lært, hvor langt man kommer med sin mavefornemmelse. Når man samtidig har en gensidig respekt for hinanden, for de forskellige kompetencer man bringer til bordet og for de roller, man hver især har, så opstår der en helt særlig kreativ proces.”
Josephine: “Det er jeg meget enig i. Jeg har faktisk aldrig oplevet at være så kreativ før, og jeg har heller aldrig følt så stor tillid i et samarbejde. Jeg har virkelig haft følelsen af, at alle idéer kunne komme på bordet.
Et godt eksempel er de små skjulte detaljer i kollektionen. Hver ring har en farvet ædelsten på indersiden, og tilsammen danner farverne en regnbue. For mig symboliserer de den lille gnist, vi alle bærer i os, men det er også en diskret hyldest til min egen familie – det, vi i Danmark kalder en regnbuefamilie. At vokse op i den familie har formet mig på mange måder, og det var vigtigt for mig, at den historie også fik lov til at være en del af kollektionen. Den slags samtaler kræver tillid, og det er noget af det, jeg har sat allerstørst pris på gennem hele processen.”
Og nu sidder vi jo her i jeres flotte butik i Bredgade i København. Hvor er Jewellery Room som brand generelt i dag?
Pernille:
“Vi udvikler og skalerer hele tiden forretningen. De seneste år har vi haft et stigende fokus på de internationale markeder, hvor vi for alvor begynder at få godt fat. I dag ser vi os selv som et etableret brand – også uden for Danmarks grænser – og det passer rigtig godt sammen med et samarbejde som det her.
At købe smykker er i høj grad et spørgsmål om tillid. Derfor investerer vi enormt meget i den oplevelse, vi giver vores kunder – lige fra rådgivning og tryghed til den kuratering, som er kernen i The Jewellery Room. Vores ambition har altid været at skabe en platform, hvor de dygtigste uafhængige smykkedesignere kan møde kunder fra hele verden, og den mission arbejder vi fortsat målrettet efter.”
Flere artikler som denne?
Hold dig opdateret på de mest spændende historier, tips og interviews.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få det hele direkte i inboxen.
Allerede 60.500+ på listen. Vi sender ud 1 gang om ugen!


