Kære læser, Mød Mie Østergaard, til daglig Press and Media officer i Rio Ferdinand Foundation! Vi er glade for at kunne byde Mie velkommen på dontt.dk – Læs her om rejsen til jobbet, og samarbejdet med den tidligere Manchester United legende Rio Ferdinand. 

Af Mie Østergaard

Jeg var dødirriterende som barn og ung. Jeg tror, at flere af mine lærere ville have sagt, at jeg var på kanten af at have ADHD. Jeg havde altid krudt i røven og brugte mere af mine skoletid uden for klasseværelset og på skoleinspektørens kontor, end jeg gjorde inde i klassen med de andre elever.

Det hjalp ikke, at jeg bestemt ikke var vild med at gå i skole. Jeg syntes, det var kedeligt, og så var jeg heller ikke særlig god. Og jeg blev bestemt ikke bedre af at sidde ude på gangen.

Nu får jeg tit komplimenter af kolleger, som siger, at de aldrig har mødt en person som mig, som altid er så smilende, udadvendt og god til at møde nye mennesker – endelig kan jeg bruge min ’irriterende’ energi på noget positivt.

En ting jeg var god til, og som jeg altid så frem til, var sport. Jeg var så heldig at have forældre, der selv var sporty og fik mig af sted til stort set alle sportsgrene, der blev tilbudt i området. Som jeg blev ældre brugte jeg mest tid på fodbold og badminton, hvilket var en perfekt kombination af at få brugt både arme og ben.

Når det nu er sagt, så var jeg bestemt ikke den bedste. Men jeg havde et gen til at være en god leder, og jeg brugte stort set al min tid i de lokale sportsklubber og blev også selv træner, da jeg blev gammel nok.

Jeg tror, at det virkelig gjorde mig til den, jeg er i dag. Jeg fik vendt alt mit negative krudt til noget positivt, og da jeg endelig blev færdig på handelsskolen, som var en lang 3-årig kamp for mig, så skulle mit liv endelig leves!

Jeg tog min bedste veninde i hånden, kastede en rygsæk på ryggen, og sammen begav vi os ud på et 7 måneders langt eventyr i NZ, Aussie, Singapore, Malaysia, Borneo & Kina – den bedste beslutning, jeg kunne have taget som 19-årig.

Jeg kom ikke kun hjem med en masse minder, men min personlighed tog også en kæmpe drejning. Fra at være en irriterende og lidt forkælet pige, kom jeg hjem som en voksen kvinde, der havde fået øjnene op for verden, og hvad der forgår uden for Danmarks trygge rammer. Vi mødte så mange hjemløse børn på Philippinerne, at der ikke ville være plads nok på Fyn til dem. Vi mødte folk, der aldrig havde set hvide mennesker før, og vi oplevede en åbenhed og taknemlighed fra folk, der ikke ejede andet end de pjalter, de havde på kroppen.

Da jeg endelig havde fået betalt min kæmpe gæld af, takket være hårdt arbejde på Oslobåden, havde jeg selvfølgelig kun en tanke i hovedet – jeg skal se mere af verden! Denne gang tog jeg ingen i hånden, men kontaktede i stedet et velgørenhedsbureau og et par måneder efter startede jeg på et børnehjem i Bolivia, før jeg tog videre til Chile, Brasilien, Costa Rica, Panama, Nicaragua, Honduras, USA og Canada.

Denne gang fik jeg øjnene endnu mere op for fattigdom. Nok er Asien fattigt, men på en helt helt anden måde end Sydamerika. I Sydamerika og Mellemamerika oplevede jeg væbnede røverier, 6-årige bevæbnede tyve, etc.

Men heldigvis så jeg andet end fattigdom og grådighed – jeg mødte en fyr – og lige pludselig havde jeg ikke andre valg end at følge med ham til England! Jeg endte med at flytte til Stoke-on-Trent i 2010.

Jeg kom ind på Staffordshire University, og et helt nyt eventyr begyndte. Men det var ikke tre nemme år. Da kærligheden ikke holdt, stod jeg lige pludselig alene i et land, som jeg egentlig ikke var særlig vild med eller begejstret for. Men på et tidspunkt sagde jeg til mig selv: ”Der er kun en, der kan ændre denne situation fra negativ til positiv, og det er mig selv”. Så på trods af at studere stadig ikke var min stærkeste side, og jeg bestemt ikke var nogen haj til engelsk, gennemførte jeg en BA(hons) i Sports Journalistik i 2013 med en 2.1 – svarende til et dansk 10-tal.

Jeg besluttede mig straks for at flytte til London. Det tog et stykke tid at falde til, men ”Gud, hvor jeg dog elsker det nu”. I januar 2014 blev jeg ansat hos den engelske fodboldspiller Rio Ferdinands Foundation. En velgørenhedsorganisation, der arbejder med at give unge mennesker fra mange forskellige baggrunde muligheder i livet. Vi bruger flere forskellige redskaber for at give dem flere løsninger i livet. Et af de største redskaber vi bruger, er sport.

Jeg blev ansat som praktikant inden for kommunikation, en position der ikke kunne betale mine regninger, men kunne få mig til at stå op mandag morgen og glæde mig til at komme på arbejde. Efter mit praktikperiode sluttede, blev jeg fastansat som “Media og Press officer”. En stilling, der omfatter mange arbejdsgaver – en perfekt stilling til en person med meget krudt i røven!

Det arbejde, jeg sidder med lige nu, handler meget om, hvordan vi kan udnytte de ressourcer, vi har, og hvordan vi får mere mediedækning, så vi kan samle flere penge ind til at hjælpe de unge mennesker.

Jeg har mødt rigtig mange af de unge mennesker, vi arbejder med, og det er et kæmpe privilegium at se, at jeg er med til at hjælpe unge mennesker, der måske havde givet lidt op på livet. De får mere selvtillid og er klar til deres første job, efter at have været smidt ud af skolen og ikke have nogle andre til at hjælpe dem. Vi har også mange unge mennesker, der er blevet flyttet fra børnehjem til børnehjem, og når de så fylder 18 år, er vi der til at hjælpe dem.

For mig er det et drømmejob. Jeg får lov til at se, hvor positiv en effekt sport har på andre; præcis som det havde/har på mig. Jeg bruger meget af min tid på sport, og så møder jeg utrolig mange nye spændende mennesker hver dag.

Igennem det sidste år har jeg også oplevet en masse ting, som jeg aldrig havde drømt om. Jeg har bl.a. mødt mange kendte mennesker. Bare for at nævne nogen: Ian Wright, Rio Ferdinand, Olly Murs, James McAvoy, Gianfranco Zola, Ashley Williams.

I marts fik jeg, igennem en kontakt på mit arbejde, en times face-to-face interview med Thomas Sørensen. Det var en kæmpe oplevelse, og interviewet blev udgivet på forsiden af Politikens sportssektion. Det var en stor dag for mig.

Der er mange mange mennesker, som ikke troede på, at jeg nogensinde kunne blive til noget. Men hvor er det en fed følelse, at kunne vise dem nu, at jeg kunne. Jeg har oplevet forholdsvis mange ting i mit liv, både gode og dårlige, og jeg er sikker på, at sport har gjort mig til den person, jeg er i dag; udadvendt, god til samarbejde og så får jeg et buzz af at hjælpe andre mennesker.

Min fremtid er meget usikker, men en ting er sikker – jeg skal føle, at jeg lever, og jeg skal opleve nye ting. For mit liv leves bedst sådan!

Xxx
Mie