Vi har igennem hele året dækket, hvordan udfordringerne er blevet større ift. virksomheders målretning af Facebook-annoncer. Kort fortalt, så har Apple ændret deres privatindstillinger, så man f.eks. fremover skal give apps tilladelse til at tracke deres data i dine indstillinger. Det rasede Facebook over i store kampagner. Facebook fortalte dengang, at de største tabere ville blive små og mellemstore webshops/virksomheder. Det er formentlig også en del af sandheden, men Facebooks position er også truet. Det viser både deres markedsværdi, men også fald i annonceomsætning på flere markeder. Derimod har Apple tjent styrtende med penge på ændringen selv. ( Læs om det her.)
Før Apples ændringer havde vi en snak med Halfdan Timm, som til daglig er partner i Obsidian, som er et af Danmarks førende performance bureauer. Den artikel kan du læse her.
Halfdan ramte sine forudsigelser rigtigt, så det er oplagt, at vi beder ham give et overblik og kigge lidt i spåkuglen igen.
Halfdan, du sagde i marts, at “nogen risikerer et stort fald, når iOS opdateringen kommer”. Kom det forventede fald?
Halfdan Timm: “Jeg tror, at både sociale medier og annoncører er overraskede over, hvor stort faldet var. Da den globale adoption rate af iOS 14.5 steg i juni forværredes resultaterne også. Jeg havde selv håbet, at måske halvdelen af iPhone-brugerne ville opt’e in. Men i virkeligheden er det jo 9 ud af 10, der opt’er ud. Der var også en vis naivitet fra nogle platforme – herunder Snapchat, hvis aktiekurs faldt 25 % efter Q3 earnings – om hvor godt Apples measurement-løsning ville virke. I store træk virker den jo ikke.”
Hvad er den største udfordring ved annoncering på Facebook pt. ?
“Der er tre udfordringer lige nu.
Vi kan ikke måle lige så meget som tidligere. Det er et isoleret problem, som vi godt kan overkomme.
Vi får også dårligere resultater, fordi algoritmen har mindre data at arbejde med. Det er et endnu større problem.
Og så det største problem: Nogle annoncører har trukket sig ud, fordi de er udfordrede, men endnu flere har skruet op for deres annoncering for at få det salg, de havde planlagt. Det betyder, at CPM-prisen på Facebook-annoncer er steget efter opdateringen. Jeg troede, at de ville falde, men det har vi ikke set. Ikke alene måler du mindre og får også færre resultater – du betaler simpelthen også mere for fornøjelsen.”
Broget billede
Hvad har overrasket dig mest?
“Jeg forstår ikke, at 9 ud af 10 opt’er ud til opdateringen. Jeg tror måske, at de tror, at de så får færre eller ingen annoncer. I virkeligheden bliver de bare mindre relevante. Opdateringen kan også trække tæppet væk under annonce-betalte og gratis tjenester samt information. Jeg tror ikke, at folk har tænkt til ende, om det her i realiteten er en god idé.”
Vi kan se, at Sociale medier taber annoncekroner og markedsværdi efter opdateringerne. Er det et øjebliksbillede, tror du?
“Jeg er sikker på, at medierne genvinder det tabte, men det har sat dem tilbage.
Udviklingen stopper dog ikke.
De sociale medier får flere brugere, deres måling bliver bedre, der kommer nye formater og en større del af kunderejsen trækkes nu bare ind på platformen i stedet for.
Jeg er sikker på, at de kommer tilbage, og at det her er et midlertidigt fald. Vi er simpelthen sat et halvt til et helt år tilbage målings- og optimeringsmæssigt.”
Bruger jeres kunder flere eller færre penge på annoncering via Facebook nu?
“Vi har nogle kunder, der bruger mindre på Facebook og har rykket deres spend over på andre platforme.
Vi har andre, der bruger flere penge for at genvinde det tabte.
Og vi har andre igen, der bruger det samme beløb og får lige så meget ud af det som før.
Det er et meget broget billede, vi ser. Men der er virksomheder, der har stoppet deres annoncering, fordi at det simpelthen ikke er (målbart) profitabelt for dem længere.
Det kan komme de resterende virksomheder, der formår at følge med virksomheden, til gavn. Det er et udskillelsesløb, og når det er færdigt, står overleverne tilbage som vindere og klar til at tage den næste store optur”, slutter Halfdan Timm.
Har du læst?
Hvad skal der ske med Frederiksberg Allé? Læs her.
Katrine Lee Larsen: Jeg er allergisk overfor stilstand. Læs her.
Weekend med Kristoffer Haapanen fra Les Deux. Læs her.
Alex Vanopslagh: “Du skal have friheden til ansvar.” . Læs her.
Orgi-E fra Suspekt har skrevet en sang til dontt.dk. Læs her.
Creators
En ugentlig opdatering om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København.
Tilmeld gratis her.