Samtale med Lars Bo Jeppesen.

I bred målestok tænker mange nok “tidligere direktør i F.C. København”, når de hører navnet Lars Bo Jeppesen. Men hvis du spørger i medie/marketingbranchen, så “popper” der helt andre ting frem. Lars Bo Jeppesen har de sidste mange år været i en klasse for sig selv på både den danske og internationale bureauscene. Han ledede i mange år det samlede Dentsu Aegis i stort set hele Europa. Her havde han over 4500 medarbejdere under sig. Dentsu Aegis network er et af verdens største gruppe af medie- og digitalbureauer. Det skal det ikke handle om i dag, men derimod om Lars Bo Jeppesen. For hvem er manden?

Vi møder ham en tirsdag formiddag på Strandvejen i Hellerup. Lars er smilende og imødekommende, og spørger interesseret ind til vores medie, strategi og livet generelt. For sådan er Lars. Det er præcis den karakteristik, som tidligere kolleger og konkurrenter giver af ham. Imødekommende, dygtig og i en klasse for sig ift. til at fastholde medarbejderes engagement.

I dag kan du komme tæt på Lars Bo Jeppesen.

Jeg hørte engang, at du egentlig skulle have været læge?

“Det er rigtigt. Jeg var faktisk blevet optaget på studiet. Men når man er forhåndsoptaget, så skal man genbekræfte. Det missede jeg, og det var simpelthen for dumt. Det fik jeg at vide, ikke mindst af min far, og jeg fik skubbet til, at jeg så måtte lave noget andet. Det endte med, at jeg startede på Handelshøjskolen i Aarhus. Det I kender som CBS.”

Lars Bo Jeppesen får sin Cand.merc. efter en god hovedopgave, og får efterfølgende et job i marketingafdelingen hos TDC og bliver derefter marketingchef på den daværende sportskanal TVS. I begge jobs arbejder han tæt sammen med fodboldlegenden Preben Elkjær. TDC var sponsor for Silkeborg, hvor Elkjær dengang var træner, og senere var han faktisk direktør for sportskanalen. Her bliver Lars Bo Jeppesen så salgs- & marketingchef. Men i 1998 vælger Lars Bo og Preben Elkjær at starte det første sponsorshipbureau op i Danmark. De kalder det Promovator.

Lars Bo Jeppesen “fanget” under en stor marketingtalk i London.
Billedet er fra dengang han var CEO i Dentsu.

Hvilke forudsætninger havde du for at starte Promovator?

“Jeg synes faktisk, at de var gode. I mit første job hos TDC sidder jeg med et stort ansvar på trods af, at jeg er “ny og grøn”. Her kunne jeg jo se, hvor dårligt og hvor lidt virksomhederne arbejdede med sine aftaler. Så jeg fik tidligt en masse erfaringer, og dermed også en masse gode ideer til, hvordan man kunne gøre det bedre.”

Hvordan starter man så sådan en virksomhed? I var jo de første herhjemme.

“Det er faktisk en sjov historie. Preben kalder mig ind på TVS og fortæller, at han lige er kommet ud af et bestyrelsesmøde, og at vi må lukke kanalen. Vi har simpelthen ikke rettigheder nok ift. til at skulle fylde en hel sendeflade med sport. Sådan var det dengang. Jeg foreslår så Preben, at vi to skal starte en forretning op, som skal professionalisere arbejdet med sponsorater. Dvs. større danske virksomheder, som vil investere en masse penge i sponsorater. Hvordan aktiverer vi disse, så de får noget ud af det?”

Aktivering af partnerskaber er i dag blevet et “buzzword”, og noget alle snakker om. Da I startede var det helt nyt. Hvordan fik I ideen om ligefrem at lave et bureau med det som omdrejningspunkt?

“Jeg tænkte egentlig ikke så meget over det. Fra min TDC-tid vidste jeg jo, at der var et behov for de ting, som jeg sammen med Preben kunne. Der var især to indlysende ting. Vi skulle klæde virksomhederne bedre på med målgruppeindsigter og dermed kunne optimere kampagner. Det var helt nyt dengang. Derudover bevidstheden om, at når man køber sponsorater, så køber man rettigheder til aktiviteter, som folk brænder for. Det er vigtigt at være bevidst om, og et stort privilegie.

Desuden havde vi styr på vores pitch. Vi havde tilsagn fra nogle kunder, og så handlede det om at levere et godt stykke arbejde. Man får dermed også bygget nogle personlige relationer, hvor man stoler på hinanden. Det er vigtigt.”

Lars Bo Jeppesen fra sin tid som Parken-direktør. Foto: Andreas Højbjerg.

Med den viden du har tillagt dig nu, hvilket råd manglede du så, dengang I startede?

“Jeg vil sige 2 ting. 2 ting som jeg i hvert fald gerne vil give videre til unge mennesker nu.
Det er enormt vigtigt at holde omkostningerne nede, når du starter. Pengene er lige pludselig væk, og du har altid for få penge, når du starter ting op. Det går aldrig helt, som du forventer, og tingene tager altid lidt længere tid. Så omkostningsbevidsthed er enormt vigtigt.
Det andet er, at det er vigtigt at holde fast i sig selv. Selvom du er den lille mand/kvinde, når du starter noget op, så hold fast i, hvem du er. Hold fast i din integritet. Hvis nogen går ud over dine grænser, så sig fra.”

 

Europæisk topboss

I de næste 4 år vokser Promovator hastigt og arbejder med store brands som SAS, Carlsberg, TDC, Danske Bank og Velux. Det er nogle af de brands, som bruger klart flest penge på sponsorater herhjemme. Det vækker en stor interesse fra internationale bureauer, og Lars Bo Jeppesen ender med at sælge virksomheden i 2002 til det, der i dag hedder Dentsu. Her arbejder Lars Bo Jeppesen sig op til at være CEO for det meste af Europa, og dermed de 4500 medarbejdere som omtalt tidligere. Den post har han til april 2020, hvor han takker ja til et job som direktør for Parken Sport & Entertainment A/S. Han er i dag fortsat bestyrelsesmedlem i Dentsu i Danmark. Den rejse er en historie i sig selv, som vi senere glæder os til at beskrive på dontt.dk. Men hvad laver man egentlig, når man er så højt i hierarkiet i medie/reklameverdenen og har ansvaret for 4500 medarbejdere?

Lars Bo Jeppesen: “Man bruger 90% af sin tid på de markeder, der er udfordret. Man sidder enormt meget i en flyver og har tæt kontakt med de respektive landechefer. Få synergier, gode ideer og løsninger på tværs af alle landene. Vi fik skabt en stærk performancekultur, hvor man aldrig måtte føle sig alene, men hvor der stadig var konkurrence. ”

Hold altid fast i din integritet. Hvis nogen går ud over dine grænser, så sig fra.

Lars Bo Jeppesen

Mød en time tidligere!

Var det svært at sælge sin virksomhed, og dermed ikke bare bestemme alt selv? 

“Jeg kan huske, at de lagde meget vægt på, at grunden til, at de købte os, var netop, at jeg ikke skulle lave om på mig selv. Så jeg følte mere en stor støtte og en stadig stor frihed. Nogen tror, at bare fordi du er selvstændig, så er du fri. Sådan er det nogle gange, men du ved jo også fra dit eget, at det også betyder afhængighed af kunder, leverandører, medarbejdere osv. Så vi ramte et godt match.”

Og det var i den grad et godt match. Mediebureauet tordner frem, og scorer højt både på indtjening og medarbejdertilfredshed. I 2020, kort tid før Lars Bo Jeppesen takker ja til jobbet i Parken, får han følgende beskrivelse fra et brancheblad i forbindelse med en opgørelse over marketingpersonligheder:

“Som CEO for Dentsu Aegis-netværket i Norden og Europa er han en person, mange i branchen ser op til. Dels fordi han forvalter sit ansvar med stor sikkerhed og lige så stort vid, dels fordi han er et spændende menneske, en dygtig leder og forrygende taler, der tryllebinder med sin yderst begavede formidling af idéer og viden. Samtidig taler Dentsu Aegis’ resultater de seneste år for sig selv, og det på trods af store investeringer i både bureau-setups og kompetencer. Et nyligt eksempel er et samarbejde og partnerskab med Google med henblik på en styrkelse af de teknologidrevne marketingservices, gruppen kan tilbyde kunder. Fremsynethed, stærkt lederskab, fokus på resultater og i den grad på sine medarbejdere”

Lars Bo, har du et godt råd til unge, der gerne vil “blive til noget” i reklame/mediebranchen?

“Hvis jeg kun må give et, så er det din tid. Som ung har du mere tid end dine chefer og dem som typisk er lige over dig. Det kan give dig en konkurrencefordel, som f.eks. udligner din manglende erfaring. Mød ind en time før, gå en time senere. Det er ikke noget, du skal gøre nogen opmærksomme på. Din leder skal nok opdage det.

Lars Bo spillede en nøglerolle i den roste “Superligaordningen” under coronakrisen.
Her er han i samtale med De Radikales formand.

Hvem er du selv inspireret af?

”Som CEO var jeg meget inspireret af min daværende chef, Jerry Bulman. Han var virkelig god til at uddelegere et enormt stort ansvar. Som han sagde; “Det er mit ansvar at ansætte dig, og hvis jeg gør det godt, så er du god og kan selv styre det, og hvis jeg gør det dårligt, så er det jo ikke dig, der er noget galt med, men så har jeg ansat den forkerte.” Så man havde en enorm støtte fra ham, selvom der blev stillet høje krav. Det har jeg taget med.

Martin Bochineck er jeg også inspireret af. Han har haft en evne til at blive ved med at skalere, tænke nyt og stadigvæk levere digitale løsninger, der er “state of the art.” Det startede med Magnetix (dansk digitalbureau), som blev til Isobar og nu Merkle.”

Hvad drømmer du om nu?

“At det fortsat skal være lige så spændende. Jeg føler, at jeg har haft en spændende karriere. Jeg har arbejdet sammen med en masse dygtige mennesker, der har gjort det godt, og det har været meningsfyldt. Det må gerne fortsætte. 
To be continued….

Det her bliver ikke det sidste du har læst til Lars Bo Jeppesen på dontt.dk

Du kan tilmelde dig vores nyhedsbrev her. 

Creators