Af Mads Davidsen, professional fodboldtræner, Teknisk Direktør hos Shanghai SIPG F.C.

Min udgave af ’creators’ er ikke en normal selvstændig- eller iværksætter-fortælling, men handler i høj grad om teamwork og mange menneskers vision, der blev til virkelighed – netop ved at skabe noget større sammen.

Jeg operer til daglig i fodboldens verden, der både er fascinerende og til tider forfærdelig. Der er dage, hvor jeg elsker alting og dage, hvor jeg nærmest hader denne ekstremt sort-hvide, kortsigtede og resultatfokuserede verden. Men jeg har med årene lært at navigere i det og besluttet mig for, at hvis man er ansvarlig, så prøver man at gøre en forskel – prøver at udvikle fodbolden til en bedre og mere nuanceret branche med flere visioner.

Den, der har evnen, har også pligten, siger man.

Jeg føler mig i hvert fald forpligtet. Evnen må andre vurdere.

At skabe noget, der er større end sig selv
I de sidste godt syv år har jeg arbejdet i Kina og kinesisk fodbold. Et boomende fodboldmarked, der i perioder, mens jeg har været derude, har overhalet verdens største ligaer i England, Spanien og Tyskland målt på økonomi og finansielle muskler.

Derfor har min tid i kinesisk fodbold været ekstremt fascinerende og spændende, men især i perioden fra oktober 2014 til i dag fremstår ubetinget som den mest interessante i min karriere. Og måske vil jeg aldrig finde et så interessant og storstilet projekt igen. Vi fik lov at drømme, opbygge og udføre mange af vores visioner.

Jeg var så privilegeret at blive headhuntet til en nystiftet klub i slutningen af 2014. Den pulserende internationale storby Shanghai led under mange års dårligdom rent fodboldmæssigt, og lokalregeringen var sammen med en stor lokal shipping-virksomhed, Shanghai International Port Group (SIPG) gået sammen om at skabe et kommende storhold. Til lejligheden købte de rettigheden til 25 seniorspillere – intet andet. Jeg glemmer aldrig mit første møde med præsidenten, hvor de spurgte, hvor mange bolde og kegler, der skulle bruges. Der gik det op for mig , at vi skulle bygge alt op fra bunden. Fantastisk mulighed!

Men de havde en vision – hjælp os med at bringe Shanghai tilbage på fodboldlandkortet, skab en klub, der kan vinde titler og gør det primært med lokale og egenudviklede spillere. En voldsomt spændende udfordring, som motiverede mig, fordi det i fodboldverdenen er sjældent, at man kan udvikle egne spillere og samtidig vinde titler.

Mads Davidsen, født 4 okt. 1982. Far til 1 søn med trialeten Katrine Amtkjæer.

Fra vision til strategi

I begyndelsen handlede det udelukkende om at få etableret en 1.holdstrup, et træningsmiljø og en kultur for at opnå kortsigtede pejlemærker og resultater. Men et møde med præsidenten i 2015 blev mit personlige kald i projektet. Han gav mig hovedansvaret for at bygge klubbens fodboldmæssige strategi og herigennem forsøge at planlægge; hvordan vi vinder i fremtiden? Jeg brugte herefter et lille år på at bygge vores filosofi ’THE SIPG WAY’, der grundlæggende beskriver alle vores arbejdsgange, metodik, rekruttering, talentudvikling, trænerrolle, miljø, træningsplaner fra U5 til 1.holdsniveau samt udvikle alle vores afdelinger lige fra den medicinske stab til analyseafdelingen og brug af data.

Et kæmpemæssigt arbejde, som krævede mange gode folks kræfter for at skabe vores strategidokument og blueprint, der beskriver og viser, hvordan vi arbejder i alle faser internt i klubben. Det var strategiplan fase 1.

Fase 2 var selve implementeringen og processen i prioriteringerne. ’When to do what and how’. Klart den mest vanskelige fase, fordi du her skal ændre vaner hos dine ansatte og få skabt en fælles forståelse (visionen) af, hvorfor vi gør det og få skabt den fortælling, der gør, at folk kan se en mening med arbejdet. Samtidig er det en tvekamp mellem ideologi og praktik. Det gælder om at få folk overbevist frem for at tvinge folk til at følge ens retning. Især arbejdende i en meget anderledes kultur som den kinesiske.

Fase 3 omhandlede mere konkret akademidelen, hvor vi fik bygget fodboldskoler rundt om i Kina, og i dag samlet set fra U5 til U23 råder over 11.500 spillere, der alle træner og udvikler sig under den samme filosofi og træningsmetodik. Især denne fase har været interessant at bygge, fordi der skabes noget kontinuerligt for fremtiden og dermed efterlades en klub i bedre stand end da, du kom. Det vil jeg personligt langt hellere måles på end at vinde en titel.

    

’The winner takes it all’

Set over et fireårigt perspektiv, så synes jeg, at vi har skabt noget unikt og bæredygtigt. For klubben. For byen. For kinesisk fodbold. For en masse små drenge med store drømme. Og det er langt det vigtigste Og kulminationen kom i november 2018, hvor vi vandt det første ligamesterskab nogensinde til SIPG F.C. og det første mesterskab til byen Shanghai i 23 år.

Og fodbold er, som tidligere nævnt, resultatfokuseret, så det gælder om at kunne dokumentere sin værdi og strategi, og det har vi gjort ved at gå fra at have en vision til på fire år at formå at føre den ud i virkeligheden. 

Måden og metodikken er imidlertid fortsat det vigtigste for mig personligt. Vi vandt ikke bare. Vi vandt på vores måde. Qua ’THE SIPG WAY’. Vores vej. Vores mesterskabstrup bestod af 30 spillere, hvor de 24 er egenudviklede og lokale spillere fra vores akademi. 24 ud af 30. Det tror jeg ingen andre klubber i verden har lykkes med samtidig med de vandt et mesterskab. Jeg kender i hvert fald ikke nogen. Det er meningsfyldt for mig, og netop sådan vil jeg helst arbejde i fremtiden. Jeg vil skabe noget for andre og sammen med andre. Det synes jeg, at vi burde have langt mere fokus på frem for bare at opnå noget for egen vindings skyld.

Derfor glæder jeg mig til 2019, hvor jeg vil arbejde som konsulent med mit eget koncept ”Strategic Planning & Coaching”. Her vil jeg forsøge at skabe mere langsigtede og holdbare strategier for klubber, så visionen i sidste ende har langt større chance for at blive realiseret.

Men først lidt familie- og juletid i Danmark. Rigtig glædelig jul og godt nytår til jer alle!

FOTO: IDA GULDÆLK ARENTSEN