For 7 år siden brændte KB hallen ned på tragisk vis. Et internationalt fredet ikon forsvandt på en dag. Den triste omstændighed er der skrevet nok om, så vi skynder os at spole frem til i dag. For ja! KB Hallen står igen. Ja, den stråler faktisk. Et vellykket åbningsarrangement er afviklet, hvor selveste Kronprins Frederik indviede. Anmelderne roste åbningsarrangementet, men i særdeleshed selve KB Hallen.
I den forbindelse mødtes vi med Niels-Christian Holmstrøm ude foran KB Hallen en eftermiddag, hvor klublivet i den grad spirer. Unge som ældre er på vej til træning, der er hygge i restaurant “Granen” og i cafeteriet “gemmer” sig en masse forældre, der er en del af deres børns fritidsliv.
Kort sagt; masser af foreningsliv, klubliv og glade unge som gamle mennesker omkring hele anlægget på Peter Bangs Vej på Frederiksberg.
Det er da også en glad og imødekommende Holmstrøm, som vi møder ude foran KB Hallen, og vi kan mærke, at han glæder sig til at fortælle om den nye hal.
Selvom KB er en stor klub (over 4000 medlemmer), så virker det til, at alle er på fornavn.
Men som Holmstrøm siger flere gange: “Herude på boldbanerne er vi alle lige. Vi er ligeglade med, om man er rig, fattig, brun, grøn eller hvid. Vi er lige.“
KB Hallen er genopført uden hjælp fra offentlige kasser. Hvordan har det dog kunnet lade sig gøre?
Niels-Christian Holmstrøm:
I den her kommune kommer de ikke med penge til sådanne ting. De vil hellere have lave skatteprocenter, tror jeg, det hedder. Det skal siges, at vi får et drifttilskud, men KB investerer selv i bygninger. Vi ejer og investerer selv, men er også stolte over at være herrer i eget hus. Men som sagt; Vi har ikke fået hjælp fra nogen offentlige kasser, på trods af at KB Hallen altid har sat Frederiksberg på landkortet nationalt som internationalt. Det har medført et stort stykke arbejde, hvor vi måtte rundt med hatten. Det var hårdt arbejde, men vi mødte også en stor opbakning. AP Møller fonden gav os f.eks. 55 millioner kroner, ligesom andre fonde og private har hjulpet os. F.eks. har vores egen William Kvist faktisk bidraget selv.
"I KB taler vi ikke om strategi 6.4 eller 7.3 eller noget andet. Vi gør bare tingene."
Holmstrøm og Kronprinsen til genåbningen af KB Hallen.
Hvor stort et arbejde har selve byggeprocessen været?
Niels-Christian Holmstrøm: Det er jo ikke som ovre i Jylland, hvor de bare smider affald ud i nærmeste grusgrav. Der skal ansøges om alt her. Først skulle vi havde det nedbrændte affredet. KB Hallen var jo en fredet bygning. Så alene det er en kæmpe proces. Det har krævet blod, sved og tårer, og vi har da længtes efter de her dage, hvor KB Hallen står igen.
Så det var en stor dag, da vi endelig holdt vores åbningsfest i sidste uge. Som jeg sagde på åbningsdagen:
“Ved branden mistede Danmark en ikonisk bygning, et fredet mesterværk, men vi KB´ere mistede en del af vor identitet.”
“Det var fremsynede KB-ledere, der i 1920´erne iværksatte den dristige plan at købe en nedlagt blommeplantage langt væk uden for byen her på det yderste Frederiksberg og opføre datidens største private sportsanlæg med boldbaner ude og inde, klublokaler, opvisningshal og swimmingpool. Det var lang tid før, der var tænkt på fritids- og folkeoplysningslove og tilhørende kommunale idrætsanlæg.
Det var også KB-ledere, som gennem klubbens 143-årige historie har præget udviklingen i dansk cricket, tennis og fodbold med forankring i klubbens stolte traditioner.”
Man skal tænke på, at hallen var mere end koncerter, stævner, arrangementer, store møder osv. Det var manges hverdag. Vi er mange, der har spillet bold der morgen, middag og aften. Til åbningsfesten mødte jeg mange KB´ere, der gik med glædestårer, wauw fornemmelser og lykkefølelser over, at KB hallen var tilbage. For os har det været som at miste noget af os selv.
KB er 143 år. Hvad er KB´s overordnede mission/vision egentlig i dag?
Niels-Christian Holmstrøm: Her taler vi ikke om strategi 6.4 eller 7.3 eller noget andet. Vi gør bare tingene. KB udbredte boldspil i hele Skandinavien. Det var KB, som var med til at skabe foreningskulturen, og vi ledere har en historisk forpligtelse til fortsat at opfylde de ting. Klubben drives af engagement.
Vi er den klub, der har vundet flest mesterskaber. Vi har fremragende faciliteter fra kiosk, restaurant osv., som styrker klublivet. Det eneste, vi groft sagt mangler, er mere plads. Det er ikke som i Jylland, hvor der er for mange fodboldbaner og for få fodboldspillere.
I KB skal vi blive ved med at levere sportsfolk til den øverste hylde. Det går rigtig godt, men vi vil hellere have de bliver ved os lidt længere tid end et par eksempler.
Hvor vigtig var fusionen med B1903 i sin tid?
Niels-Christian Holmstrøm: Vi er glade for FC København. Det var det eneste rigtige dengang at lave en fusion mellem B1903 og KB. FCK er blevet en udemærket kobling mellem de to klubber. Det stillede nogle krav, da vi i Danmark, alt for sent i øvrigt, indførte prof. fodbold. Alt for mange klubber gik om bord på toget, men ingen spurgte, hvad det kostede. Det har vi set nogle grimme eksempler på de sidste 25 år. Vi vurderede, at der skulle en sammenlægning til, hvis vi skulle klare de krav. Det var godt set, men det er ikke noget, vi praler med.
I FC København er vi ikke som de jyske klubber, der snakker om gruppespil, før de er med, eller råber op, hvis de næsten vinder noget. Vi noterer da lige, hvis vi vinder. Men det taler for sig selv, det vi har lavet nationalt som internationalt.
Flemming Østergaard er en lystløgner....
Mistede FC København noget af “KB” i Østergaard tiden? Er det overvurderet at snakke om en “Østergaardtid” ift. til Østergaard? Flemming Østergaard har før sagt, at man stadig bygger på hans plan.
Niels-Christian Holmstrøm: Flemming Østergaard har aldrig haft en plan. Han har stjålet sig til den ide. Han er en, der vil have part i alle succeser her, men tørret dårlige af på andre.
Flemming troede, at han skulle styre det hele. Han er en god sælger, og han har lavet et godt stykke salgsarbejde herinde sammen med andre i øvrigt.
Alt det med han “er/var” klubben er hans løgnhistorie. Han er en lystløgner af værste skuffe.
Jeg har haft et professionelt forhold til ham, og som sagt har han gjort et godt stykke salgsarbejde, men han har ALDRIG haft noget med det sportslige at gøre. Efter han havde lavet Laudrup kontrakten, som gik galt med et stort brag, tudede han i 3 måneder. Der kom han til mig, og bad mig om at hjælpe ham. Min eneste betingelse var, at han aldrig blandede sig i det sportslige igen. Når han siger, at det var ham, der fandt Zuma f.eks., så er det endnu en af hans løgne.
Vi er videre i FC København, og godt videre endda. Vores resultater taler for sig selv. Hans betydning for FCK er overvurderet, og det er vel snart kun David Trads, der tror det. Men hvem tror også på den omvandrende narrøv, som aldrig har haft styr på sine kilder? Det er sørgeligt for Danmark, hvis det skvadderhoved kommer i Folketinget.
Og videre er de bestemt i FC København. Klubmanden Holmstrøm fortæller med stor entusiasme om weekendens resultater og førstepladsen i Superligaen. En helt normal dag på KBs anlæg fortsætter sin gang, og vi takker for en god snak med Holmstrøm. På vej ud hilsner alle, og smiler måske lidt mere end de sidste 7 år. KB Hallen er tilbage.
Tabloidaviserne
De danske tabloidaviser dagen efter denne artikel udkom ….