🇪🇺 For our global audience, here’s the English version. Click here.
I Wildersgade på Christianshavn ligger en af de mest interessante danske softwarevirksomheder. Virksomheden hedder Auditdata og er netop blevet solgt for anden gang for et større trecifret millionbeløb.
Auditdata udvikler software og teknologi til høreklinikker og hospitaler verden over. Den danske virksomhed har siden 1992 bygget løsninger, der gør det lettere at drive moderne høreklinikker.
Nu skal virksomheden ind i næste vækstfase med nyt internationalt ejerskab, større teknologiske ambitioner og USA som et afgørende marked.
Vi tog en snak med CEO Christoffer Spangenberg om at bygge en global softwareforretning fra Danmark. De sidste knap 8 år har Christoffer Spangenberg været CCO and Head of Professional Services, men er netop blevet udnævnt til ny topleder i virksomheden.
“Vi skal være endnu dybere i vores teknologi, så vi kan håndtere endnu større kunder globalt”

Christoffer Spangenberg, CEO, Auditdata
Da Christoffer Spangenberg kom til Auditdata, som CEO, for knap otte år siden, var udgangspunktet først og fremmest Norden.
I dag arbejder den danske softwarevirksomhed med høreklinikker og hospitaler i hele verden, og virksomheden står foran endnu et markant skridt i sin udvikling. Auditdata er nemlig blevet en del af Tera Software Group, som er støttet af den globale softwareinvestor Insight Partners. For Christoffer Spangenberg handler det dog ikke først og fremmest om et nyt ejerskab.
Det handler om at komme videre og nå den næste målsætning.
“Vi nåede den størrelse, vi skulle nå og kunne nå inden for de rammer, vi var i. Vi blev tre gange større på alle fronter. Så vi skulle op i den næste liga, og det har vi mulighed for med vores nye ejerskab,” fortæller han, da vi spørger, hvorfor det nye ejerskab skulle ske i år.”
"Det handler om at gøre produkterne smartere og mere effektive, blandt andet ved hjælp af AI, data og automatisering"
For Christoffer Spangenberg er næste fase i virkeligheden ganske enkel.
Auditdata skal være større. Men væksten skal følges af en tilsvarende udvikling i teknologien.
“Vi har behov for at blive større. Vi skal være endnu dybere i vores teknologi, så vi kan håndtere endnu større kunder globalt.”
Det betyder ikke nødvendigvis flere funktioner for funktionernes skyld. Tværtimod. Det handler om at gøre produkterne smartere og mere effektive, blandt andet ved hjælp af AI, data og automatisering.
For branchen er der samtidig et ganske konkret pres.
Der bliver flere ældre, mens der ikke kommer tilsvarende flere hænder til at håndtere behovet for hørepleje.
“Der er mindre tilgang end afgang. Der bliver flere og flere ældre.”
Dermed bliver effektivitet også et konkurrenceparameter for høreklinikkerne. Og her ser Auditdata et stort potentiale.Hvis software kan gøre administrationen mindre tung, skabe bedre overblik og hjælpe klinikker med at arbejde mere effektivt, bliver teknologien ikke bare et it-værktøj. Den bliver en del af selve forretningen.

Hvorfor lige Tera?
Det nye ejerskab giver Auditdata adgang til noget, som Christoffer Spangenberg ser som mindst lige så vigtigt som kapital: kompetencer og erfaring fra andre softwarevirksomheder.
“Tera kender området. De har en niche inden for det her, og de har adgang til andre virksomheder, som er på forkant.”
Det kan eksempelvis være Auditdatas CCO, der kan sparre med en anden virksomhed i gruppen, som er længere fremme på et bestemt område.
“Det havde vi også mulighed for i det danske setup. Men her er det bare en anden skala.”
For Christoffer handler det derfor også om at få adgang til de rigtige værktøjer og teknologier på det rigtige tidspunkt.
Og ikke mindst om at kunne lære af virksomheder, der allerede har løst nogle af de udfordringer, Auditdata selv står over for.
Fra Norden til hele verden
At bygge en global virksomhed fra Danmark i en meget specialiseret niche har dog ikke været uden udfordringer.
Da Christoffer Spangenberg kom til Auditdata, var fokus primært på Norden. Siden har virksomheden ekspanderet internationalt, blandt andet gennem opkøb, partnerskaber og etablering af lokale selskaber.
En vigtig del af strategien har været at følge de store enterprise-kunder og deres internationale rejse. Christoffer fortæller:
“Vi har fulgt vores store enterprise-kunder og deres rejse. Det har været afgørende for os at have så tæt et partnerskab med vores kunder. Derudover har vi lavet en række opkøb.
Vi har for eksempel en meget stærk position i Australien. Det kom via et opkøb af en canadisk virksomhed, som havde en god tilstedeværelse der, og som vi så har kunnet bidrage positivt til med vores teknologi.
Når det fungerer godt på ét marked, ved vi, at det formentlig også vil passe godt til andre lignende markeder. Det engelske marked ligner for eksempel det australske på mange områder på grund af deres fælles historie.”
For selvom produktet kan være det samme, er markederne det ikke altid.
Derfor har lokal tilstedeværelse været vigtig.
Auditdata har i dag medarbejdere og ledere på tværs af markeder, og ifølge Kurt Bager er det ikke nok blot at rulle den danske måde at gøre tingene på ud over hele verden.

Foto: For Christoffer Spangenberg er kulturen en vigtig del af Auditdatas fortsatte vækst. Med medarbejdere på tværs af landegrænser prioriterer virksomheden at skabe fællesskab på tværs af organisationen, blandt andet gennem fælles aktiviteter og fysiske møder. For selvom Auditdata er blevet en global virksomhed, skal medarbejderne stadig føle, at de er en del af den samme virksomhed og arbejder mod det samme mål.
"Det kræver kultur"
“Det var vigtigt for mig at fortælle dem (red. de nye ejere) om den kultur, vi har opbygget. Den er vigtig at fastholde. Kommunikation bliver derfor afgørende, når organisationen vokser på tværs af landegrænser. Vi er meget forskellige fra land til land, og der er en stor respekt for det hos os alle.”
Når man spørger Christoffer Spangenberg, hvor Auditdata skal være om nogle år, er svaret bemærkelsesværdigt konkret.
“Ligesom vi har vækstet tre gange så meget, så skal vi jo gøre det igen.”
Flere klinikker. Flere markeder. Bedre produkter. Det er i virkeligheden såre simpelt. Christoffer Spangenberg fortæller videre:
“Hvis vi skal realisere det mål, så bliver USA et afgørende marked for os. 40 procent af vores potentielle marked er i USA. Så her spiller vores nye amerikanske ejerskab selvfølgelig en hovedrolle.”
Og netop USA bliver derfor interessant at følge i de kommende år.
Flere artikler som denne?
Hold dig opdateret på de mest spændende historier, tips og interviews.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få det hele direkte i inboxen.
Allerede 60.500+ på listen. Vi sender ud 1 gang om ugen!


