Interview med Mikkel Dissing, Co-founder af Ditur.dk

Det var været et endnu et begivenhedsrigt år for ur-virksomheden Ditur. Udover at fortsætte deres store onlinesalg dels i Danmark, men også på nye markeder, åbnede de deres første butik. Den blev åbnet med et brag midt i Aarhus på den ikoniske beliggenhed, der tidligere tilhørte Royal Copenhagen. Bag virksomheden står tvillingerne Mikkel og Kasper Dissing. Vi tog en snak med Mikkel om udviklingen i virksomheden, de største udfordringer og hvordan han ser ind i 2022.

Ditur

Tvillingerne Kasper og Mikkel Dissing

Hvordan har 2021 været for jer? 

2021 har været et ret vildt år for Ditur. Vi gik ind i 2021 med cirka 30 ansatte og forventer at ramme over 100 dygtige kolleger inden udgangen af 2021. Det eksemplificerer meget godt den organisatoriske udvikling Ditur har været igennem. Kasper og jeg har brugt meget energi og ressourcer på at videregive ansvar og få bygget det rigtige fundament til den fremtidige vækst. Dermed ikke sagt, at vi ikke også har vækstet på top og bundlinje i 2021, hvor vi har formået at åbne 2 nye markeder og flagship store i Aarhus.

Hvilken udvikling i virksomheden er I mest tilfredse med?

Det vi begge er mest stolte men også taknemmelige over, er, at Ditur formår fortsat at være én stor familie. Det, at vi går fra en “flok” på 30 stykker til snart at nærme os 100 kunne potentielt have været dræbende for kultur og DNA, men det er lykkedes os at fastholde vores kerneværdier og det gode sociale miljø på arbejdspladsen.

Hvad har været den største udfordring? 

For Kasper og jeg har det været det psykologiske spil i, at vi pludselig skulle til at satse på ansættelser, før der var et rent faktisk akut behov for dem. Vi er ikke i tvivl om, at det er den rigtige måde at sikre væksten på – altså at være mere forudseende, men det passer ikke super ind i Kaspers og min meget konservative tilgang til at drive forretning.

Hvad er det vigtigste, I har lært i år? 

At det sociale miljø på arbejdspladsen og kollegaernes velfærd kan blive afgørende for, at Ditur fortsat kan blomstre. Det er en evig kamp især i 2021 om at tiltrække og fastholde de bedste og dygtigste E-Commerce specialister. Det har været lidt en åbenbaring for Kasper og jeg, vi syntes allerede, at det var vigtigt, men mere at det måske kan blive det vigtigste fremover.

Hvem har inspireret jer allermest i år? 

Den er svær, Kasper og jeg suger en del inspiration fra andre dygtige e-commercere – men i sær Coolshop/Mark & Jacob har givet os en del inspiration.

Vi skal vækste både top og bund

Hvad er ambitionen for 2022? 

Vi skal vækste vores top og bundlinje uden at gå på kompromis med vores værdier. Dertil har vi for 2022 lagt en del bæredygtige tiltag i støbeskeen, og har en klar vision for, at det er året, hvor vi for alvor gør en forskel.

Hvordan ser jeres egen hverdag ud?

Kasper og jeg havde en idé om, at i takt med at vi fik udviklet organisationen, så ville vi få mere frihed til at forfølge de dele af forretningen, vi finder mest spændende, og det er i relativ høj grad lykkedes. Jeg sidder i dag primært med product development og det kreative ansvar, mens Kasper sidder med indkøb og marketing. Dertil er vi selvfølgelig meget dedikerede til fortsat selv at sidde med strategi og retning for Ditur. Vi havde en forventning om at de bredere skuldre i vores organisation ville give mere fleksibilitet og mindre kontortid, dette er ikke helt indfriet endnu, hvilket betyder, at de fleste af vores vågne timer fortsat bruges sammen… på kontoret.

Hvad vil I gerne have mere tid til i 2022? 

Forretningsudvikling og idegenerering er og bliver afgørende i det her game. Det skal man tage sig tid til.

Mere Ditur:

Stort interview: “Vi skal holde fast i iværksætteriet. Læs her.
Tvillingerne fra Ditur: Vi vidste, at vi skulle lave noget sammen. Læs her.
Ditur i massiv vækst. Læs her.
Ditur åbner stor fysisk butik. Læs her.
Bag om en organisk succes. Læs her.


En ugentlig opdatering om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København. Tilmeld her.