Mød Isabel Aagaard fra Last Object.

Hvad gør man, hvis man pr. natur er en entreprenant, formålsdrevet og arbejdsom sjæl, men samtidig støder ind i stressbarrieren? Man tænker ud af boksen og ændrer rutiner. Det kan ændre alt. Det er Isabel Aagaards historie et eksempel på.

Interviewet er bragt i samarbejde med Berlingske og skrevet af Nikolaj Steensgaard. Billederne er taget af Thomas Lekfeldt.

Du kan lidt længere nede i denne artikel få gratis adgang til berlingske.dk i en hel måned.

Isabel Aagaard har et mål, der giver mening. Det er at gøre jordkloden en tjeneste på bæredygtighedskontoen ved at udbrede personlige hygiejneprodukter, som kan genbruges, så ressourceforbrug og affaldsproduktion på sigt kan minimeres.

Men den 30-årige iværksætter har også et andet mål. Det er at forfølge sin mission uden at blive slidt ned af den enorme arbejdsindsats, som iværksætteri ofte fordrer.

Det kan dog være nemmere sagt end gjort. Sagen er, at iværksætteri kan være en hård disciplin, hvor lange arbejdsdage er fyldt med store og konsekvente beslutninger, som kan få afgørende betydning for ens livsbane.

Det hele er et dilemma, som mange iværksættere kender til. Det handler om indsats versus resultat.
Det er samtidig et alvorligt dilemma, som har følgevirkninger helt ind i de allermest personlige sider af vores liv: Nemlig vores mentale og fysiske sundhed.

Den problemstilling kender Isabel Aagaard alt til. Som barn af iværksættere og som medstifter af den fremadstormende virksomhed Last Object har hun oplevet at ramme barrieren, allerede inden hun fyldte 30 år.

Det var alvorligt, og det satte tanker i gang.

»Det tippede for mig en dag, hvor jeg var på konference. Jeg besvimede simpelthen. Det var jo ikke noget, der plejede at ske. Det havde ikke noget med mad eller søvn at gøre. Det handlede om stress. Jeg boede i USA på det tidspunkt og valgte at stoppe op. Jeg havde brug for en tænkepause,« siger hun.

Det er et par år siden, Isabel Aagaard havde sin ubehagelige oplevelse. Det er jo ikke usædvanligt at støde ind i stressbarrieren, men det er nok lidt atypisk at gøre det så tidligt i sit arbejdsliv. Heldigvis har hun lært af oplevelsen. Hun har foretaget ændringer i sit liv, som gør en forskel – og det er ting, som andre, ikke mindst iværksættere, måske kan lære noget af.

Men for at forstå, hvordan hun har indrettet sit arbejdsliv, bliver man nødt til at forstå, hvilket arbejdsmenneske Isabel Aagaard er. For hun er nok lidt atypisk i forhold til det gennemsnitlige, danske arbejdende menneske. Spørger man hende selv, så skal hendes natur findes i hendes opvækst.

Hun er datter af Troldekugle-stifterne Lise og Peter Aagaard. Og hun er ikke bange for at bruge begrebet »workaholic« om sig selv.

»Det er måske et negativt ladet ord, men sagen er, at jeg kommer fra en meget arbejdsom familie. Nogle mennesker siger, de lever, når de kommer hjem fra arbejde. For mig har det været anderledes. Jeg sidder søndag aften og glæder mig til at komme på arbejde,« siger hun og tilføjer:

»Jeg har altid arbejdet hele tiden. Jeg brænder for det. Det er ikke unormalt for mig, for jeg er hele tiden i tilstanden. Mine venner laver sjov med det, men mine projekter er faktisk mit liv. For mig er det ikke et spørgsmål om work-life-balance – det hele er samlet i ét for mig.«

Baggrunden for hendes indstilling skal ikke bare findes i natur og familieforhold. Det skyldes ifølge Isabel Aagaard også, at hun altid har forsøgt at arbejde med koncepter, som har et positivt formål. Det begyndte allerede i hendes studietid.

Hun har en bachelor fra IT-Universitet og en kandidatgrad fra Danmarks Designskole. Allerede under sit studie begyndte hun at designe produkter til hospitalsvæsenet – deriblandt en taske, som hjalp kemoterapipatienter med at foretage behandling fra eget hjem.

Isabel Aagaard oplevede glæden ved at designe og fremstille produkter, som gjorde en positiv forskel for mennesker eller samfund. Hun valgte dog at vende blikket mod andre sektorer og fik i den forbindelse kontorplads sammen med sin bror, Nicolas. Med udgangspunkt i at skabe et projekt, som ville gøre en positiv forskel på verden, gik de i tænkeboks.

»I november 2018 valgte vi, at vi ville lave noget sammen, som gjorde en forskel på det lidt højere plan. Kunne vi designe noget, der puffede verden i den rigtige retning? Det skulle være noget, der battede i det store billede. Ikke bare en nydesignet bambusstol eller frugtskål. De gør ikke i sig selv noget godt for verden,« siger hun.

De valgte en helt anden indgangsvinkel.

»Det fik os til at tænke. I stedet for at tilføje noget til verden, kunne vi så eliminere noget? Da vi dykkede ned i den vanvittige verden af engangsprodukter, kom ideen. Jeg havde brugt utallige vatrondeller, vatpinde og lignende. Kunne vi skabe en virksomhed på at skabe genbrug inden for den slags? Svaret var: Ja.«

Således lyder udviklingshistorien om det, der i dag er blevet til virksomheden Last Object. Hvor det projekt er kommet til, vender vi tilbage til om lidt. For der var en anden udfordring, som Isabel Aagaard måtte tackle undervejs. Det var hendes arbejdsliv.

Iværksætteri kan være en benhård og altopslugende disciplin. Det behøver man ikke at hedde Isabel Aagaard for at erkende. Fællestrækket for dem alle er, at de må finde en vej gennem deres hektiske arbejdsliv, som giver en vis form for balance mellem deres kapacitet som mennesker og deres entusiasme.

Isabel Aagaard lærte det på den hårde måde.

»Jeg har allerede oplevet at brænde mig selv ud. Jeg har oplevet stress. Det har været en konsekvens af, at jeg ikke har haft en stopklods. Fordi jeg brændte så meget for det, jeg lavede, var det svært at lade være med at arbejde. Jeg glemte at give mig selv lov til at trække vejret – eller gå den tur, hvor man kigger langt og får ro i sindet,« siger hun og tilføjer:

»Det fik konsekvenser. Det betød, at jeg måtte tage nogle måneder ud af kalenderen. Jeg var hårdt ramt. Jeg kunne ikke andet end at fodre mine fisk. Jeg blev også medicineret. Det plus andre ting betød heldigvis, at jeg blev rolig igen.«