Han er kun lige fyldt 16 år og opfylder altså nu aldersgrænsen for at måtte spille i den danske Superliga. Men snakken om F.C. Københavns svenske stortalent Roony Bardghji er forlængst nået ud fra KBs baner. Der er ingen tvivl tilbage. Roony Bardghji kan meget vel nærme sig sin debut for Løverne. I ugens løb har F.C. København nægtet at lade Roony rejse med det svenske U-17 landshold, så det var ventet, at han er med i den trup som Jess Thorup havde udtaget til dagens kamp i PARKEN mod AGF. Dermed kan der vente debut foran mere end 30.000 forventningsfulde fans. Men hvem er svenskeren? Brug 3-5 minutter her, og bliv lidt klogere på det spørgsmål.

Allerførst. Spørgsmålet til FCK-træner Jess Thorup: Hvorfor afviste I, at Roony Bardghji kunne tage med det svenske ungdomslandshold?

“Det skyldes, at han har trænet med os mere eller mindre fast. I al den tid vi har haft mulighed for det, har vi bragt ham ind for at udfordre ham mere og se, hvad næste step for ham er. Han har gjort det rigtigt fint. Vi har også været bevidste om, at der er en regel, der siger, at det ikke er før, man er fyldt 16, at man kan komme i spil. Han har spillet nogle reserveholdskampe i den seneste periode, hvor han har gjort det rigtig fint. Så vi føler, at vi skal bruge den periode nu mest optimalt, for at se om vi kan bringe ham tættere på minutter. Vi har jo allerede givet rigtig mange unge værdifulde minutter, men Roony står også på spring til måske på et eller andet tidspunkt at være den næste i rækken.”

Sådan lød det for et par dage siden, og FCK-træneren stod altså ved sine ord. I dag er Roony med i PARKEN for de stolte løver.


Roony Bardghji
Født: 15. november 2005.

Tidligere klubber: Malmö FF, Kallinge SK, Rödeby AIF.

Roonys familie stammer oprindeligt fra Syrien, men selv er han født i Kuwait. Han har svensk statsborgerskab.


Fra Malmø til København

Det er under halvandet år siden, at F.C. København hentede deres guldfugl i det svenske. Der var enormt mange klubber, som var interesseret i at hente Rooney allerede dengang, men det var altså København med Ståle Solbakken i front, der løb med svenskeren.

Dengang sagde Rooney:
“Jeg var i Malmö FF i halvandet år, og det var fantastisk, og jeg har lært meget. FCK føles dog rigtigt for mig. De har en plan for mig, som jeg tror meget på. Jeg har også følelsen af, at kampene i Danmark er hårdere, og for at jeg fortsat kan udvikle mig, så behøver jeg hårdere kampe, men det var virkelig ikke en let beslutning. Helt fra lille har jeg haft som mål at blive Sveriges bedste fodboldspiller, og det håber jeg fortsat på at blive.

Ved skiftet blev han beskrevet således fra det svenske: 
“En spiller med god spilforståelse, god teknik, der kan afslutte med begge ben og kan spille både på kanten, som 10’er og som angriber.”

Han blev da også hurtigt en succes i København. Som 14-årig blev svenskeren topscorer i den danske U17-liga med 15 mål i 10 kampe – og blev som 15-årig rykket op i U-19 truppen.  s

Se klippet her fra Roony Bardghjis debut på F.C. Københavns U-17 hold for lidt over et år siden.

 

Barcelona og Bayern

Rooneys ageren og spil i København har bestemt ikke gjort interessen mindre. Tidligere i år havde B.T. en historie om, at klubber som Ajax, Bayern München og F.C. Barcelona var interesserede i svenskeren.

Det har medført en massiv interesse fra Europas største klubber. Ifølge B.T. kilder ligger blandt andet Bayern München og F.C. Barcelona på lur. Efter signende skulle han havde været på besøg i F.C. Barcelona, men det satte corona en stopper for. Med hans unge alder, kan han stadig tælle som en “homegrown” spiller, hvilket gør ham endnu mere eftertragtet. Der har allerede været nævnt summer som 75 mio. danske kroner. Den værdi bliver ikke mindre, hvis han lykkes i en tidlig alder i Superligaen. Måske starter det i dag?