To unge iværksættere har fundet en ny måde at investere på. Det gør de med et produkt, der både er et alternativ til bankerne og samtidig et alternativ til en angel investor som i Løvens hule.

I samarbejde med Berlingske bringer vi et interview med Mxney’ to stiftere Mads Andreas Olesen og Morten Lodal Askekilde. Artiklen er skrevet af Sara Hodzic. Billederne er taget af Søren Bidstrup.

Du kan lidt længere nede i denne artikel få gratis adgang til berlingske.dk i en hel måned.

Hold tungen lige i munden, for når nye finansvirksomheder melder sig på banen med et nyt produkt, så er det aldrig simpelt.

Mød Mxney – det udtales ligesom Money – der på en gang vil udfordre bankerne og investorer som Jesper Buch fra »Løvens Hule«. Den slags virksomhed kaldes med et fint ord for Fintech – men tænk over det som en bank indpakket i moderne teknologi.

Iværksætterduoen bag Mxney er i opgør med traditionelle måder at investere på. Det gør de ved at købe varelagre af webshops – en måde at sprøjte penge ind i en virksomhed og samtidig have sikkerhed for pengene.

På den måde investerer de altså kapital i webshops. Mxney sælger så varelageret tilbage, når webshoppen har brug for det og samtidig har tjent nogle penge gennem salget af produkterne.

Pengene skal først op ad webshoppens lomme, når de forskellige produkter bliver sendt afsted til kunderne.

"Vi kommer med vækstkapital i noget, der kunne minde om et konkurrerende bankprodukt, mens vi samtidig kommer med viden, sparring og netværk, som minder om det, man ville få fra en klassisk investor"

Morten Lodal Askekilde (tv)

Det bedste fra to verdener

De to stiftere Mads Andreas Olesen og Morten Lodal Askekilde har ønsket at skabe en forretningsmodel, der er et finansielt produkt samtidig med, at de kommer med viden og sparring, som man kender det fra DRs tv-program Løvens Hule.

De tilbyder nemlig webshoppene sparring og viden om, hvordan de bruger deres kapital bedst. På den måde bliver det, som de selv siger, et sammenkog af det bedste fra to verdener:

»Vi kommer med vækstkapital i noget, der kunne minde om et konkurrerende bankprodukt, mens vi samtidig kommer med viden, sparring og netværk, som minder om det, man ville få fra en klassisk investor, som vi f.eks. kender det fra Løvens hule,« siger medstifter Morten Lodal Askekilde.

Mellem to stole

Ideen med forretningsmodellen er at være med til at hjælpe de virksomheder, der bliver overset.

Det er nemlig ikke altid, at en nyopstartet webshop kan gå til banken eller til en angel investor som Jesper Buch. Og det er der, Mxney gerne vil komme ind i billedet:

»Vi har eksempelvis en mor, der har lavet en børneshop på nettet. Webshoppen startede som en hobby under hendes barsel, men hurtigt blev det til en decideret forretning. Hun drømmer dog ikke om at blive multimillionær og køre rundt i en Ferrari. For hende og mange andre, er ambitionen måske bare at blive 50% større, og der passer de ikke ind i formatet hos Business Angels og Løvens Hule. Og du kan heller ikke gå i banken og binde et risikabelt lån op på privatøkonomien, for det vil man ikke byde familien. Der falder man ned mellem to stole på trods af et glimrende potentiale,« siger Mads Andreas Olesen.

Robotten skal give sikkerhed

Det er ikke tilfældigt, at Mxney kun investerer i webshops.

De har bygget en onlineplatform for dem selv og deres kunder, hvor de gennem dataindsamling kan følge med i, hvilke produkter, der sælger godt, og hvilke produkter, der klarer sig mindre tilfredsstillende.

Det var også gennem dataindsamling, at de i begyndelsen af foråret kunne identificere potentielle webshops.

En kollega byggede en robot, der skulle skabe en sikkerhed for Mxney.

Sikkerheden ligger i, at robottens dataindsamling kan give Mxney et indblik i, hvor godt forskellige webshops klarer sig, og hvilke produkter, der sælger godt. Det skal forhindre dem i at investere i dårlige cases.

De potentielle webshops bliver så vurderet ud fra et »dur/dur ikke« system, som man kender fra nutidens datingapps:

»Vores robot løber nettet igennem og karakteriserer forskellige webshops, der kunne være interessante. Robotten tager screenshots af de forskellige hjemmesider og ligger dem ind i vores »hot-og-not«-system, som samtidig beriges med en lang række data af relevans for vores vurdering. Herefter kan vi i vores system swipe om den enkelte shop har vores interesse. Lidt ligesom man kender det fra Tinder,« siger medstifter Mads Andreas Olesen.

Fra el og juice

Mads Andreas Olesen og Morten Lodal Askekilde startede virksomheden Mxney i marts, og de har i skrivende stund investeret i 40 virksomheder i Danmark. Målet er at runde et trecifret antal investeringer i Danmark i slutningen af året samt en omsætning på 20 millioner kroner.

De to stiftere på henholdsvis 28 og 34 år har forskellige ting med i bagagen. Mads Andreas Olesen har blandt andet været med til at stifte energiselskabet Blue Energy, og Morten Lodal Askekilde har en baggrund som advokat. Han har efterfølgende været direktør for Joe & The juice.

De har begge deltaget i Berlingskes talent 100, og de har siden mødt hinanden gennem det fælles netværk derfra.

De kigger mod udlandet

Fremtiden for Mxney indeholder internationale visioner.

De har netop åbnet en afdeling i Sverige, og de er i skrivende stund ved at gøre de sidste forberedende skridt til at åbne i Norge. Men Skandinavien skal ikke være endestationen:

»Vores mål er, at vi i 2023 er i flere lande i Europa, end vi ikke er i. Vi har åbnet i Sverige, vi er i gang med at åbne i Norge. Og vi startede i marts, så det går hurtigt,« siger medstifter Morten Lodal Askekilde.