Den amerikanske techgigant Apple har brudt endnu en grænse på aktiemarkedet onsdag ved at blive det første amerikanske selskab, der nåede en markedsværdi på børsen på svimlende 2.000 milliarder kroner. Analytikere måber, og aktionærerne jubler. Men hvad er forklaringen?

I samarbejde med Berlingske giver vi svaret. Artiklen er skrevet af Vibeke L. Svansø.

Du kan lidt længere nede i denne artikel få gratis adgang til berlingske.dk i en hel måned.

Svimlende 2.000 milliarder kroner. Så højt nåede den amerikanske techgigant Apples markedsværdi onsdag.

Det skete, da Apples aktie rundede kurs 468 kort efter, at de amerikanske børsmarkeder åbnede i New York. Dermed bliver Apple den første amerikanske virksomhed, der runder den magiske grænse.

Apples kursudvikling efterlader analytikere på stribe måbende og overraskede.

Selskabets aktiekurs er vokset med mere end 50 procent siden årsskiftet. Da coronapandemien ramte den vestlige verden og ikke mindst USA, styrtdykkede Apples aktiekurs i lighed med alverdens aktiemarkeder, men siden det historiske lavpunkt på aktiemarkederne i marts i år, er Apples aktiekurs med onsdagens rekord stort set fordoblet.

Alene siden 31. juli, da selskabet præsenterede sit andet kvartalsregnskab for i år, er kursen steget med 21 procent.

Kvartalsregnskabet spiller da også en helt afgørende rolle for, at Apples aktiekurs har nået 2.000 milliarder kroner med rekordfart.

Det skriver Financial Times.

Da coronakrisen ramte, droppede Apple i lighed med mange andre børsnoterede selskaber sin forventninger til de kommende salgs- og indtjeningstal. Apple frygtede leveringsproblemer fra Kina, hvor selskabet producerer de iPhones, iPads, Mac-computere, Apple-ure og andre devices, som udgør omkring 80 procent af selskabets omsætning. Og selskabet måtte lukke sine Apple-butikker verden over.

"Apple splitter på mandag sin aktie op. En aktie bliver til fire aktier. Det sker, fordi aktien er blevet for dyr til, at den bredere gruppe af aktionærer har råd til at købe. Markedet tager derfor forskud på glæderne, når mere almindelige amerikanere ventes, at kaste sig over aktien i næste uge."

Appleprodukt trøster under corona

Men mens andre virksomheder måtte se kunderne forsvinde, trøstede millioner verden over sig tilsyneladende under coronakarantænen med at købe nyt Apple-udstyr. 31. juli præsenterede selskabet et kvartalsregnskab, som viste en salgsvækst på 11 procent. Apple rapporterede vækst i alle selskabets frem produktkategorier, men især én kategori skilte sig ud – nemlig iPhones.

Det fik ifølge Financial Times storbanken Goldman Sachs’ aktieanalytikere til at skrive følgende til deres kunder:

»Det viser sig, at vi og konsensus (blandt aktieanalytikerne, red.) end ikke ramte baseballbanen med hensyn til, hvad der var muligt.«

Apple er da heller ikke den eneste techgigant, der har vist sig at være en særdeles robust forretning under coronapandemien. Virksomheder som Facebook, Netflix, Alphabet (Google), Amazon og Microsoft har også klaret sig overraskende godt gennem krisen.

Men den positive udvikling i salget kan ikke alene forklare Apples vilde kursridt.

Fortnite-kamp med Epic game påvirker ikke

Aktiemarkederne er på sit højeste i øjeblikket, og det amerikanske aktieindeks er tæt på sit højeste nogensinde efter det historiske lavpunkt i marts. Det skyldes blandt andet, at aktiemarkedet i øjeblikket er yderst optimistisk, når det gælder udviklingen af en vellykket covid-19-vaccine og håb om, at den amerikanske regering er på vej med endnu en økonomiske hjælpepakke.

Apple splitter på mandag sin aktie op. En aktie bliver til fire aktier. Det sker, fordi aktien er blevet for dyr til, at den bredere gruppe af aktionærer har råd til at købe. Markedet tager derfor forskud på glæderne, når mere almindelige amerikanere ventes, at kaste sig over aktien i næste uge.

Til gengæld tillægger ingen tilsyneladende Apples og Googles strid med spiludvikleren Epic Games om betaling i Epic Games’ verdensomspændende gamingsucces Fortnite betydning for selskabets markedsværdi.

Apple og Google har fjernet Fortnite fra deres appstores, fordi de ikke vil have, at Epic Games gør det muligt at købe direkte fra selskabet i Fortnite-appen. Epic Games har derfor stævnet de to selskaber.

Ifølge Wall Street Journal kan det dog på sigt blive et problem for Apple, alene af den grund at verdens mest værdifulde selskab ikke har råd til fejltagelser – og at salget fra Apples appstore samt selskabets satning på services som streaming af film og musik samt betalingsservices kommer under pres. På længere sigte skal det nemlig være med til at sikre selskabet mindre afhængighed af salget af IPhones, som i dag udgør omkring 55 procent af omsætningen.

Apple er i øvrigt ikke det første selskab, der har rundet en markedsværdi på 2.000 milliarder dollar. I december 2019 nåede det saudiarabiske olieselskab Aramco samme milepæl. Siden er selskabets aktiekurs dog faldet, og markedsværdien ligger i dag på omkring 1.800 milliarder dollar.