Melsted Badehotel på Bornholm er kendt for sin idylliske beliggenhed og afslappende atmosfære. I år er de endda blevet kåret som det bedste badehotel på Sjælland og de omkringliggende øer i Discover Denmark-konkurrencen.

For fjerde år i træk besøger vi det populære badehotel, hvor vi har haft fornøjelsen af at tale med hotelchef Charlotte Koefoed. Charlotte er ny hotelchef, så vi var selvfølgelig nysgerrige på hendes tanker om hotellets udvikling, den kommende sæson og de små detaljer, der gør Melsted Badehotel til en unik oplevelse for alle gæster.

Læs med, og drøm dig med til Bornholm.


Vi har netop udgivet vores årlige Top 10 “Det skal du opleve på Bornholm”. Det kan du læse [her].


"Vi har på den ene side kvalitet og eksklusivitet, og på den anden side drosler vi helt ned."

Melsted Badehotel
Melsted Badehotel

Interview med Charlotte Kofoed, Hotelchef hos Melsted Badehotel

Charlotte, Det er jo fjerde år i træk, vi besøger Melsted Badehotel. Hvilken sæson ser I ind i i år?

“Man lever jo generelt en sæson ad gangen. Det er de fleste hotellers lod. I år valgte vi allerede at åbne op i marts måned, hvilket er ret tidligt for et badehotel. Det har været en god beslutning. Vi har haft rigtig travlt, hvilket selvfølgelig også har smittet af i vores restaurant, som er åben for alle. Det betyder enormt meget for os. Nu står vi foran højsæsonen, hvor det ser rigtig godt ud med bookinger, selvom vi stadig har et par små huller hist og her. Så for at svare kort på dit spørgsmål: Vi ser ind i en rigtig god sæson, hvor de sidste års investeringer og opgraderinger i hotellet virkelig skal udnyttes. Melsted Badehotel står et virkelig godt sted.”

Stemningen på og omkring Melsted Badehotel er meget rost. Hvad bliver man mødt af, når man er gæst hos jer?

“Først og fremmest er det jo den autentiske badehotel-stemning. Men vi har på den ene side kvalitet og eksklusivitet, og på den anden side drosler vi helt ned. Vi har f.eks. ikke fjernsyn på værelserne. Her drosler man ned og kigger lige ud over havet, hvor vi sidder. Det handler om ‘bare’ at være her. Vi har dejlige værelser og omgivelser, god mad og en følelse af ro. Jeg tror, vi vinder på det enkle, som bare er i top.”

Du er ny hotelchef på Melsted Badehotel, men kendt i hotelbranchen. Hvad var dit syn på Melsted Badehotel, inden du startede?

“Jeg vidste godt, at det er et fint og dejligt sted, at det ligger i gode omgivelser, og at det var noget, man rigtig gerne ville være en del af. Jeg var meget positivt overrasket over, hvor mange stamgæster vi har.”

Nærområdet er vigtigt for os

Hvad er dit favoritspot på hotellet?

“Det er vores have. Her er en masse ro og flotte blomster, men alligevel plads til, at man kan spille kroket, petanque eller fodbold. Der er havudsigt, uanset hvor du er henne, og du kan ikke høre bilerne fra landevejen.”

Hvad betyder det område (Gudhjem/Melsted), som I er en del af?

“Som du også har talt med stedets tidligere hotelchefer om, gør vi meget ud af at være en del af vores nærområde. Det er sådan et skønt område, vi er i, så andet ville også være unaturligt. Derfor deltager vi aktivt de steder, vi kan. Vi har sanketure, ‘Store badedag’, cykelture, sejlture, Melstedgaard og padelbanen, som vi fik sidste år. Det er de ting, som vi kan videreudvikle nu, når hotellet er toptrimmet. Vi har også fået en yoga-instruktør, der kommer forbi hotellet. Det er en skøn måde at starte dagen på for de gæster, der ønsker det.”

Du nævnte tidligere jeres restaurant. For andet år i træk er de erfarne kokke Daniel Kruse og Troels Madsen, kendt fra både Det Røde Pakhus og Molen, ansvarlige for Restaurant Melsted Badehotel. Hvad har de betydet?

“Vi havde jo spurgt på dem tidligere, så det har været et ønske længe. De har både givet noget stabilitet og grundlæggende højnet niveauet. Det har været godt for os at få helt styr på den del. Det er jo toppen af bornholmsk gastronomi, så vores gæster er i gode hænder. Vi har ikke noget stort kort, men et godt kort. Det er åbent for alle, så det giver også lidt ekstra liv hernede.”

Charlotte Koefoed

Charlotte Koefoed, Hotelchef på Melsted Badehotel.
Foto venligst udlånt af TV2 Bornholm. Tak.

3 favoritter på Bornholm

Og her til sidst! De 3 vigtige og hurtige!

Dit favoritsted på Bornholm:

“Jeg bor i Rønne og elsker at gå med min hund omkring Galløkken ved Rønne. Det er et skønt område. Men man kommer heller ikke udenom Paradisbakkerne.” (Som faktisk er på “årets top-10 af Bornholmeroplevelser i år. [her].)

Hvor ville du tage en med, som ikke har været på Bornholm før, hvis du kun må vælge ét sted?

“Hammershus. Det er så historisk. Det er alt fra Hammerknuden, havnen og alle klipperne, der skaber en ægte bornholmsk oplevelse for alle.”

Hvor spiser man bedst?

“Udover her på Melsted Badehotel, så vil jeg nævne de bornholmske røgerier. Min favorit er nok Bakkarøgeriet på sydkysten, men det kunne også være røgerierne i Allinge eller Gudhjem. Jeg har også et stort hjerte for Le Port, som ligger i Vang mellem Sandvig og Hasle.”


Har du set? Årets "top 10" til Bornholm er klar

Bornholm er en unik blanding af naturskønne landskaber, historiske seværdigheder og kulinariske oplevelser. Du har allerede Hammershus, Opalsøen og et besøg på røgerierne på listen. Her får du vores input på 10 steder, som vi synes, du skal opleve på Bornholm.

Fælles for dem alle er, at der er tale om sande bornholmske perler. Velkommen til “Top 10” på Bornholm anno 2024.

Læs med  [her]


Bliv opdateret på 5 min - hver uge!

Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København.