På årets første dag satte vi os ned med Cecilie Vinde fra beautybrandet Lavinde for at tage et tilbageblik på 2024 – et år, der både bød på store udfordringer og store sejre. Virksomheden har gennemgået markante forandringer, modtaget en Gazelle-pris og lanceret spændende nye produkter. Med det fundament ser Lavinde nu frem mod et ambitiøst 2025, hvor fokus er på smartere arbejdsprocesser, nye markeder og endnu flere produktlanceringer. Cecilie giver os et unikt og ærligt indblik i rejsen – og i de kommende planer.
Cecilie, Hvis vi starter med det oplagt og helt store spørgsmål. Hvordan går det hos Lavinde?
“Jamen, det går rigtig godt, og vi står et rigtigt godt sted nu. Vi har været igennem en rejse, som vi ikke vidste, at vi skulle på sidste år. (2024) Det har været den hårdeste rejse, men også den bedste, der kunne ske for os.
Vi modtog en Gazelle, og det er vi enormt stolte af. Gazellen er jo et bevis på, hvor stærkt vi har løbet. Desværre har vi løbet så stærkt, at det også spændte ben for os. Vi har derfor omstruktureret internt og fået flere specialister (red. frem for generalister) tilknyttet, så vi nu har et endnu stærkere team. Det har været nødvendigt for at kunne følge med udviklingen og de krav, vi står overfor.”
Ændringer, nye processer og store ambitioner
Cecilie fortæller videre, at Lavinde har omlagt deres lagerhåndtering:
“Det er mere krævende, end vi nok turde håbe på, men det giver os et vigtigt pusterum og muligheden for at fokusere på det, vi er bedst til. Vi har en medarbejder dedikeret til lageret, hvilket har været afgørende. Personligt giver det mig mere tid til at fokusere på salg og strategi.”
Nye produkter og trends
“Vi er helt overvældede over modtagelsen af vores nye hudplejeserie. Mange kunder har efterspurgt, at vi udvider sortimentet, så det hele kan købes ét sted. Vores fokus på allergivenlige og effektive produkter har virkelig slået igennem, og vi ser en stigende efterspørgsel efter skandinaviske, naturlige looks.
Vi er også begyndt at arbejde mere med Color Cosmetics, hvilket er spændende. Det har tidligere været svært at udvikle certificerede produkter. Så det er interessant, at der begynder at komme flere muligheder for os, der laver allergicertificerede makeup inden for color. Da vi sad for 4-5 år siden og kiggede på at gå i gang med øjenskygger, der blev vi hurtigt ramt af en mur, fordi at det er nærmest umuligt at kunne levere powdery produkter, som ikke har et højt indhold af tungmetaller. Men nu kan vi så se, at råvarer-leverandører er dykket ned i at finde alternativ til, hvad kan vi så gøre? Og det er jo for os super godt se, så det bliver heldigvis nemmere at udvikle allergicertifierede produkter. Så det er sådan et godt bevis på, at hele branchen skal skubbe til hinanden, hele vejen rundt.”
Hvad er jeres ambitioner for 2025?
“Det overordnede mål er at fortsætte væksten med nye produkter og indtog på nye markeder. Vi starter online på et nyt internationalt marked, hvilket bliver en spændende udfordring. Samtidig er vi meget fokuserede på at styrke vores maskinrum og tilknytte flere specialister for at sikre en sund og agil vækst.”
Fra en proppet lejlighed med produkter, til prisvindende bestsellere
Læs / genlæs vores store interview med parret bag Lavinde. Her fortæller Cecilie S. Vinde og Fillip Løwén Nielsen om deres vilde rejse med Lavinde.
“Jeg brugte alt for mange penge på min high-end mascara. Og dem der var billigere var ikke særlig gode.”
Get smarter, faster!
Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København.