I 2015 blev virksomheden About Vintage startet af Thomas Andersen og Sebastian Skov Regeser. Det var med en mission om et alternativ til de dyre designer ure, som er de færreste forundt.
Tidligere har de fortalt, hvordan de startede med 50.000 kr. hver for 6 år siden, aldrig haft et underskud og nu vurderet til at være mere end 100 mio. kr. værd.
Det har fået både urgrossisten Stæhr og investeringsvirksomheden Brygge Partners til at købe sig ind i virksomheden. Det har medført en yderlig vækst, hvor potentialet i især Asien kun overgår fantasien. I 2020 firedoblede About Vintage sit bruttoresultat til over 7 mio. kr., mens bundlinjen endte på ca. 2 mio. kr. Det giver endnu flere ressourcer til at satse på deres største vækstmarkeder i Asien. Men i denne uge har de en nyhed af mere lokal karakter. About Vintage er nemlig blevet officel partner med Byens Hold, F.C. København.

Udover en masse eksponering og et kommende “F.C. København-ur”, så venter partnerne med at afsløre hvad samarbejdet konkret indeholder.

Til FCK siger Thomas Andersen, Co-Founder i About Vintage:

”Vi har store ambitioner og elsker kreative samarbejder, og det fik vi mulighed for i et partnerskab med F.C. København. Med hovedstaden som vores fælles hjemmebane, samt en stor kærlighed til spillet og de dynamikker fodbold og livsstilsbranchen deler, var det et naturligt skridt for os at tage.”

Thomas Andersen (tv.) og Sebastian Skov Regeser (th.)

F.C. København er mindst lige så begejstrede. Kommerciel Direktør i F.C. København, Jacob Lauesen fortæller:

”Vi har længe arbejdet på det helt rigtige partnerskab med et urmærke, og vi er utroligt stolte af at kunne byde velkommen til About Vintage, og ser frem til at fortælle mere om partnerskabet og de fælles planer – blandt andet for et helt unikt ur, som inden alt for længe kan findes i Fanshoppen.”

Jacob Lauesen
Foto: Andreas Højbjerg


MERE KØBENHAVN?

Les Deux og F.C København laver ny hverdagskollektion. Læs her.

Carlsberg ville droppe københavnertradition: Ølkuskene fortsætter alligevel. Læs her.

Lars Seier afslører i ny bog: Sådan blev jeg medejer af F.C. København. Læs her.

FCK-formand afslører: Vi havde en fuldstændig detaljeret plan. Læs her.