At Lars Seier er blevet medejer af F.C. København er nok kendt af de fleste. Men hvordan skete det? Der var tale om en opsigtsvækkende hurtig handel, i forhold til at der var tale om knap en kvart milliard kroner…. kontant!

Det afslører Lars Seier i den nye bog, SEIER – et roadtrip, som netop er udkommet fra Politikens Forlag. Bogen er fortalt til og dermed skrevet af Hanne Sindbæk.

I bogen vil Hanne Sindbæk vide, om det var pga., at han var gammel fan, at han gerne ville være medejer?

“Altså jeg var fan, men ikke på samme måde, som jeg er Arsenal fan, for den klub er i blodet på mig.”

Derefter fortæller Seier om det, vi allerede ved. En hedgefond var klar til at overtage Lønmodtagernes Dyrtidsfonds 30%, hvilket de andre aktionærer i PARKEN ikke var interesserede i. Den ene storaktionær hedder Erik Skjærbæk, som Lars Seier kendte fra Saxo Bank tiden, og det udviklede sig til et venskab.

Lars Seier fortæller i bogen:

“Han (Erik Skjærbæk, red.) havde selv købt sig ind i Parken på grund af de ejendomme og Lalandia, der hørte med. Han havde haft klubben i halvandet år uden at have set dem spille. Dengang havde Saxo Bank en loge derinde, så jeg inviterede ham ind og se en kamp med hans eget hold. Jeg tror faktisk, det var den kamp, der var den første kamp, han nogensinde så. Det var ham, der overbeviste mig om, at jeg skulle sige ja. Jeg var i San Francisco, da tilbuddet kom, men jeg satte mine folk til at lave en hurtig analyse, og så sagde jeg: O.k. det gør vi sgu. I hedgefonden havde man planlagt en stor præsentation, og de blev ret irriterede, da de om morgenen opdagede, at jeg havde købt det for næsen af dem. Der er nok heller ikke mange, der kan rykke på sådan en handel i løbet af fire-fem dage. Men jeg havde pengene for mine Saxo Bank-aktier og havde rimelig meget tørt krudt, altså kontanter, på det tidspunkt. 222 millioner kroner måtte jeg af med for 22,5 procent af aktierne.”

I bogen beskriver Lars Seier også, at hans ambition med FCK er, at det for alvor skal blive byens hold, ligesom man kender det fra de store byer som FC Barcelona er Barcelonas hold. Klubben skal kort sagt blive et med byen, så folk tænker, at den er en repræsentant for København. Et kulturelt flagskib.

Du kan i morgen læse en anmeldelse af bogen her på dontt.dk. 

Erik Skjærbæk

Lars Seier, Erik Skjærbæk og hans kone får en rundvisning i Lalandia, umiddelbart efter Seier blev medejer.

om dontt.dk

dontt.dk er et medie, som er henvendt til creators, storbyen og folk med “mod på mere”.

Vi skriver for de danskere, som sætter dagsordenen og definerer trends. Vi skriver om iværksætteri, kultur og inspiration. Fra udgangspunktet i København, beskæftiger vi os med hele Verden. Vi bringer både det, som vores læsere forventer at skulle læse, men også det, som de ikke vidste de gerne ville læse. Vi har over 350.000 unikke læsere om året, og mere end 35.000 modtagere af vores nyhedsbrev. Du kan tilmelde dig gratis her.