Vi har tidligere omtalt “regnjakke-gate”, som kort fortalt går ud på, at butikskæden Zara åbenlyst har plagieret et par af Rains’ regnjakker.

Sagen har stået på i flere år, men er endt med et forlig.

Daniel Brix Hasselager, direktør og hovedaktionær i Rains fortæller til Børsen:

“Vi fik jo i Sø- og Handelsretten sidste år medhold i, at vores design var beskyttet, og en aftale om erstatning var derfor bare den sidste krølle på sagen. Jeg har det rigtig fint med det forlig, vi nu har indgået. Vi fik det, vi kom efter – nemlig, at det blev slået fast, at vores design er beskyttet.”

Her ses én af de jakker, som Rains mener, at Zara har kopieret. Det er Zaras udgave til venstre og Rains’ til højre. Foto: Rains

I følge vores oplysninger, så indgår det i forliget, at parterne holder erstatningsbeløbet hemmeligt.
Men at det har været en dyr sag at føre for Rains er ingen hemmelighed.

Til det siger Daniel:

“Jeg kan bekræfte, at det er rigtig dyrt at føre sådan en sag, som jo kan trækkes i langdrag. Det har kostet millioner. Erstatningen var for os ikke det springende punkt. Vi ville have fastslået, at vores produkter nyder beskyttelse, og det har vi fået. Hvis erstatning er afgørende, skal man ikke rejse sådan en sag,” fastslår Daniel Brix Hesselager.

Men fremover er ingen i tvivl om, at Rains´ design er beskyttet – og at det har været en kamp mellem “David vs. Goliat”, gør kun sejren endnu bedre.

“Det handler ikke om økonomi for os. Men om principper. Vi vil vise, at globale giganter ikke uhindret kan stjæle design og krænke andres rettigheder som en del af deres forretningsmodel”, slutter Daniel Brix Hesselager.

Daniel Brix Hesselager.


Creators

Tilmeld vores nyhedsbrev gratis her.