🇪🇺 For our global audience, here’s the English version of this interview. Click here.


“Jeg kunne selv have brugt Karriereklubben, da jeg startede min karriere.” Sådan forklarer Caroline Rossmeisl idéen bag podcasten Karriereklubben, som hun står bag sammen med André Thormann og Nima Tisdall. Podcasten tager hver uge lytternes dilemmaer op og lader tre forskellige erhvervsprofiler komme med deres perspektiv. Caroline er 27 år, uddannet journalist og har allerede været omkring både Børsen, Lunar og Pandora – i dag arbejder hun med kommunikation i Novo Nordisk

I dette interview fortæller Caroline Rossmeisl om idéen bag podcasten, tvivlen i starten af karrieren, hvem der inspirerer hende – og hvilken gæst, hun drømmer om at få med i Karriereklubben.


Caroline, Kort fortalt: Hvad er Karriereklubben?

“Karriereklubben er en podcast, der diskuterer dilemmaer i arbejdslivet. Hver uge inviterer jeg tre erhvervsprofiler med forskellig baggrund ind, som svarer på tre dilemmaer, vi har fået fra vores lyttere om alt fra at finde sin vej og drøm i karrieren til de daglige udfordringer på kontoret.”

"Jeg blev næsten så bange for at tage det forkerte valg, jeg fik svært ved overhovedet at turde tage et"

Caroline Rossmeisl

Caroline Rossmeisl


Hvordan opstod ideen til Karriereklubben?

“Ideen opstod, fordi jeg godt selv kunne have brugt Karriereklubben, da jeg startede min karriere. Jeg var totalt ramt af FOMO – hvad nu hvis jeg tog den forkerte vej? Alt lød for spændende, og jeg havde ingen anelse om, hvad der var det rigtige. Jeg blev næsten så bange for at tage det forkerte valg, jeg fik svært ved overhovedet at turde tage et. Det er noget, jeg ved, mange af vores lyttere genkender. Der er så mange veje at gå i arbejdslivet og så mange ting, man ikke ved i starten. Vi syntes, der manglede et sted, hvor man kunne få svar – både på de skæve, svære og sjove dilemmaer, som vi alle kan spejle os i.”

Hvorfor valgte I podcast som primært format/kanal?

“Med podcasten kunne vi nå bredt ud og skabe en samtale. Ideen med Karriereklubben er lidt, at man som lytter skal føle, man sidder til et kaffemøde med tre fede profiler, der giver råd til netop den udfordring, man selv står overfor.”

"Vi vil bygge bro mellem generationerne"

Caroline Rossmeisl

Hvem er podcasten henvendt til?

“Vi ønsker særligt at ramme den yngre målgruppe i arbejdslivet – vores primære lyttere er derfor 25-35 år. Men vi ser faktisk flere og flere i det ældre segment begynde at lytte med, og det er vi vildt glade for. Det er vigtigt for os at få talt om de dilemmaer, Gen Z står i, og vi håber, at vi samtidig kan være med til at bygge bro mellem generationerne.”

Hvilket dilemma har gjort størst indtryk på dig personligt?

“Der er mange dilemmaer, der har gjort indtryk, og jeg er virkelig beæret over, at så mange har lyst til at dele deres historier med mig og Karriereklubben. Noget af det særlige ved Karriereklubben er, at vi virkelig prøver at være tæt på vores lyttere. Jeg vil gerne bryde barrieren ned mellem dem, der giver rådene i podcasten, og dem, der modtager dem. Derfor tager jeg også kaffer, virtuelle kald og frokoster med vores lyttere.
For nylig havde jeg en frokost med en kvinde, der var på vej ud på arbejdsmarkedet. Hun har en mild form for OCD og var i tvivl om, der var plads til hende i de store corporate miljøer. Det krævede mod at dele dilemmaet. Vi talte først virtuelt og mødtes derefter til frokost. Det gjorde stort indtryk på mig, fordi hun var så bevidst om, hvad hun var god og mindre god til – og alligevel tvivlede hun på, om der var plads til hende. Jeg håber virkelig, at vores samtale og panelets input har givet hende nogle brugbare perspektiver og lidt mere selvtillid med på vejen.”

"For hey – man gør ingenting alene"

Caroline Rossmeisl

Hvem eller hvad inspirerer dig? (Personligt og/eller professionelt)

“Sådan helt high level synes jeg, Oprah Winfrey er for cool. Hendes evne til at gøre samtalerne så nærværende og være autentisk er virkelig noget, jeg beundrer – og noget, jeg selv prøver at praktisere.
Lidt mere jordnært er jeg så heldig at være omgivet af en masse mennesker, der virkelig inspirerer mig. For hey – man gør ingenting alene. Karriereklubben blev også kun til en succes på grund af det hold, vi skabte sammen: Nima, André og jeg.

En af dem, der virkelig inspirerer mig er Sarah Fourian, som både er min samarbejdspartner og senere er blevet en nær ven. Hendes evne til at involvere og give videre inspirerer mig dybt. Det prøver jeg selv at praktisere helt konkret ved at have som mål, at jeg én gang om måneden dedikerer alle mine ressourcer, netværk, skills og tid til at hjælpe én person videre mod deres drøm.
Jeg var aldrig selv kommet i gang med Karriereklubben alene – så det betyder meget for mig at give det videre.”

"Jeg synes, det ville være så blæret at få Margrethe Vestager med i Karriereklubben"

Hvad er det bedste råd, du har fået undervejs?

“Man bygger ikke sådan en podcast alene – og vi har fået virkelig meget hjælp undervejs. Et af de råd, der står klarest for mig, er faktisk dét, der gjorde, at jeg overhovedet kom i gang med Karriereklubben: Første skridt er at være ærlig over for sig selv om, hvad man drømmer om – og så sige det højt.
Der findes også masser af undersøgelser, der viser, at det at kunne kommunikere, hvad man vil, ofte hjælper én i den rigtige retning. Derfor er det også altid dét råd, jeg selv giver videre: Ræk ud, sig det højt, prøv dig frem.”

Hvad er de næste skridt for Karriereklubben?

“Jeg har så mange drømme for Karriereklubben. En af de ting, jeg gerne vil lykkes med, er at bruge AI til at gøre episoderne tilgængelige på engelsk. Jeg har mange internationale i Danmark, der efterspørger podcasten på engelsk – og her kunne vi virkelig hjælpe nogen med at forstå det danske arbejdsliv og marked, som kan være svært at navigere i, hvis man kommer udefra.
Derudover er vi begyndt at udvide konceptet og lave flere live-podcasts – et format, der virkelig kan noget. Det bryder endnu en gang barrieren ned mellem panelister og lyttere, og giver folk mulighed for at stille deres dilemmaer direkte. Det giver altid nogle virkelig stærke samtaler.”

Og her til sidst: Er der en speciel gæst, du drømmer om at få med i Karriereklubben?

“Jeg synes, det ville være så blæret at få Margrethe Vestager med i Karriereklubben – altså, hvis jeg kunne styre at være starstruck og rent faktisk føre en fornuftig samtale. Jeg synes, hun er så overdrevet sej – især hendes ro, som jeg virkelig beundrer. Jeg er virkelig spændt på, hvilke karriereråd hun ville kunne give. Jeg ville helt sikkert selv lappe dem i mig,” slutter Caroline Rossmeisl.


Get smarter, faster!

Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København.