🇪🇺 For our global audience, here’s the English version of this interview. Click here.
I sidste uge lancerede modehuset Gucci kampagnen La Famiglia – en kampagne, der har været ventet med stor interesse.
Én ting er en ny kollektion fra et af verdens mest historiske og betydningsfulde modehuse. Noget andet er, at La Famiglia markerer begyndelsen på en ny æra for Gucci.
Kampagnen er nemlig første gang, Demna Gvasalia – kendt under fornavnet Demna – viser de første æstetiske udtryk som ny kreativ ansvarlig for Gucci.
“De skal sammen føre Gucci ind i en ny æra af succes”

Demna, Gucci
Derfor er historien vigtig:
Vi fascineres stadig af de store huse, som gennem årtier har skabt trends og inspireret kulturen. Det handler om kreativitet, vision og idéer, der rækker ud over branchen – og som du og jeg stadig kan lade os inspirere af i dag.
Demna kom til Gucci fra Balenciaga i 2025, hvor han overtog rollen som Artistic Director. Dengang sagde Stefano Cantino, CEO for Gucci:
“Jeg har altid beundret Demnas kreative tilgang, som både er unik og stærk. Hans evne til at ære et brands ikoniske arv, samtidig med at han omfavner en moderne sensibilitet, er ekstraordinær. Med Guccis styrkede fundament som afsæt vil Demna føre modehuset mod fornyet modeautoritet og vedvarende kulturel relevans.”
Mens Francesca Bellettini, Deputy CEO i Kering med ansvar for Brand Development, lod forventningerne stige:
“Jeg ser frem til samarbejdet mellem Demna og Stefano, når de sammen skal føre Gucci ind i en ny æra af succes.”
Og den æra starter altså nu med La Famiglia.
Gucci er fortsat et af de vigtigste modehuse i Kering-koncernens portefølje
Kampagnen kan læses som en undersøgelse af husets arkiver, visuelle koder og historiske identiteter – set gennem Demnas blik. I stedet for én samlet fortælling eller en entydig kollektion præsenterer Gucci en række karakterer og garderober, der tilsammen danner et portræt af huset.
Fotografen er den amerikanske kunstner Catherine Opie, og hendes billeder viser et kollektiv af personligheder, der hver især repræsenterer forskellige sider af det, Gucci selv omtaler som husets særlige “Gucciness”. Her er ingen tydelig hovedperson – i stedet er det attitude, gestik, styling og tilstedeværelse, der binder fortællingen sammen, mindst lige så meget som tøjet.
Fortællingen kredser om identitet, tilhørsforhold og karakter, samlet under begrebet La Famiglia. Familien forstået bredt: som et fællesskab af forskelligheder, der holdes sammen af fælles referencer og æstetiske koder.
Samtidig skal La Famiglia ses i en større kontekst. Gucci er fortsat et af de vigtigste modehuse i Kering-koncernens portefølje, og forventningerne til Demna er høje efter en periode med både kreativ og kommerciel genopretning. Kampagnen fremstår derfor ikke som en endelig definition af fremtiden – men som et bevidst første skridt.
La Famiglia-kollektionen kan købes i Gucci-butikker verden over og på gucci.com fra 8. januar.


Flere artikler som denne?
Hold dig opdateret på de mest spændende historier, tips og interviews.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få det hele direkte i inboxen.
Allerede 60.500+ på listen. Vi sender ud 1 gang om ugen!


