🇪🇺 For our global audience, here’s the English version. Click here.
Sidst vi skrev om Les Deux, indledte vi med ordene: “Fra en københavnsk begyndelse til et internationalt modebrand. Det bliver der i dag sat (endnu) en streg under, når Les Deux lancerer en eksklusiv kollektion med NFL-giganterne fra Detroit Lions. Kollektionen består af 22 styles og lanceres altså i dag.
Samarbejdet kommer forud for en særlig kamp i München den 15. november, hvor Detroit Lions møder New England Patriots på FC Bayern Munich Arena. Her spiller Detroit Lions som hjemmehold, og kollektionen bliver samtidig en del af klubbens europæiske fanaktiviteter.
Detroit Lions er et af NFL’s etablerede hold i en liga, der er blandt verdens mest kommercielt succesfulde sportsorganisationer.
“Amerikansk sport har inspireret os fra dag ét, så det føles meget naturligt for os at arbejde direkte sammen med Detroit Lions"


Kristoffer Haapanen, Co-founder & CEO
Ifølge Les Deux’ Co-founder & CEO Kristoffer Haapanen, er samarbejdet en naturlig forlængelse af brandets eksisterende interesse for amerikansk sport.
Kristoffer fortæller:
“Amerikansk sport har inspireret os fra dag ét, så det føles meget naturligt for os at arbejde direkte sammen med Detroit Lions. Mode og amerikansk fodbold er måske to forskellige verdener, men der er en mentalitet, vi kan genkende: Intet er givet på forhånd, og hver eneste meter skal fortjenes. Da Lions skulle spille i München, så vi det som det rette tidspunkt til at bringe de to verdener sammen og forbinde Detroits med vores europæiske perspektiv.”

"Samarbejdet er samtidig en del af Detroit Lions' ambition om at styrke sin internationale fanbase"
Samarbejdet er samtidig en del af Detroit Lions’ ambition om at styrke sin internationale fanbase. Det fortæller Emily Griffin, klubbens Senior Vice President of Marketing and Brand:
“Udvidelsen af vores fanbase globalt har i flere år været et centralt fokus i vores brandstrategi hos Detroit Lions. At se denne kollektion med Les Deux blive til virkelighed for vores europæiske fans forud for vores kamp i München styrker vores forbindelse til fans verden over yderligere. Vi ser frem til at samarbejde med Les Deux om at bringe den eksklusive kollektion ind i vores fanaktiviteter i München i november,” siger Emily Griffin.
Salha Latif, Vice President of Global Consumer Products i NFL supplerer:
“Mode er en af de mest effektive måder, vi kan nå nye fans i Europa på, og samarbejder med brands, der allerede præger kulturen her, er afgørende for den udvikling. Les Deux tilfører fortællingen om Detroit Lions en ægte autenticitet, og lanceringen af LD/DL forud for holdets kamp i München giver europæiske fans en ny måde at knytte sig til holdet på, både på og uden for banen.”

Les Deux bliver en stor del af NFL-festen i München
Kollektionen har fået navnet LD/DL og består af 16 styles fra Les Deux samt seks kasketter udviklet i samarbejde med det amerikanske sportswearbrand ’47.
Designet trækker på flere af de elementer, der har præget Les Deux gennem årene, herunder workwear, varsity-jakker og klassiske styles med tydelige sportsreferencer.
Kollektionen lanceres eksklusivt i Europa og bliver tilgængelig gennem Les Deux’ og Detroit Lions’ egne kanaler samt udvalgte europæiske forhandlere. Blandt dem er Oberpollinger, Galeries Lafayette og BSTN.
I forbindelse med kampen i München bliver kollektionen også tilgængelig i den officielle Detroit Lions Fan Shop hos Marc O’Polo på Theatinerstraße 11 samt i Detroit Lions Fan Fest Shop på Odeonsplatz 1.
Det kan du se mere til på dontt.dk til november.

Flere artikler som denne?
Hold dig opdateret på de mest spændende historier, tips og interviews.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få det hele direkte i inboxen.
Allerede 60.500+ på listen. Vi sender ud 1 gang om ugen!


