Af Waqas
 fra Outlandish

Da jeg var 9 år, meldte de lette mørke hår sig under min næse. Vidste ikke rigtigt hvad det betød eller var, men da jeg stille og roligt kom puberteten nærmere og nærmere voksede hårene sig mere og mere tæt og snart forsvandt huden under en let dyne af….ja skæg.

Det var ikke specielt sjovt at være den eneste knægt på hele skolen med et overskæg. Især når alle de andre knægte var lyse og ingen hår havde overhovedet.

Det ikke fordi jeg blev mobbet….måske lidt, men mest af alt var det lidt flovt på daværende tidspunkt, da overskæg i slut 80´erne ikke var specielt cool. Tværtimod var det forbeholdt de lidt tørre lærer og pakistanske onkel typer.

Da jeg rundede de 14, fik jeg sgu nok. Så jeg gik ind på toilettet, tog min storebrors Gillette skraber og fjernede sneglen. Jeg stod seriøst i en halvtime efterfølgende og bare stirrede på mig selv og lavede mærkelige ansigtsudtryk. Det skiftede mellem næsten højlydt latter til et sug i maven over WTF har jeg gjort?????

Da jeg kom ud holdt jeg en hånd op foran munden, så min mor ikke opdagede, hvad jeg havde gjort….like that was going to happen.

Hun opdagede det og blev ikke sur, men lidt skuffet over at jeg ikke hvilede nok i mig selv til at lade det være. For som det gamle pakistanske ordsprog siger “uden overskæg, er man intet”.

Jeg var også mega nervøs for klassekammeraternes reaktion, da jeg skulle i skole for første gang helt glatbarberet.

Jeg har lige siden været glatbarberet, men har haft fuldskæg on and off de sidste 7 år, men aldrig igen et overskæg, aldrig!!!!!!

Lige indtil start november 2012, hvor jeg nu har groet overskægget ud til et godt formål. Nemlig som ambassadør for Movember kampagnen sammen med Outlandish, for at sætte fokus på mænds helbred og især prostata kræft. Jeg skulle dog stærkt overveje det grundet min negative omgang med overskægget. Jeg sagde ja til det naturligvis, fordi det er et godt formål. Men et eller andet sted også fordi, jeg ville bevise for mig selv, at der altså ikke er noget galt i at have det og at den lille usikre dreng i 80´erne godt kunne have båret det med stolthed – at der ingen grund var til at flove sig, at det er uhyre vigtigt at kunne hvile i sig selv især som en lille dansk pakistansk overskægs bærende knægt fra vestegnen. Min mor havde sgu alligevel lidt ret:)

//Waqas
 fra Outlandish