Cirkusrevyen er en påmindelse om, hvorfor fællesskab stadig betyder noget

Anmeldelse af Cirkusrevyen 2026.
Dyrehavsbakken, Klampenborg.
Spilleperiode: 7. maj – 22. august 2026.

Der er noget befriende over at sidde i et gammelt revytelt på Dyrehavsbakken og høre flere hundrede danskere grine af de samme ting.

Af politikere. Af DAO. Af os selv.
Og af et år, der allerede føles mærkeligere, end nogen havde regnet med.

Måske er det netop derfor, Cirkusrevyen stadig føles relevant.

For midt i alle diskussionerne om danskhed, fællesskab og hvad Danmark egentlig er blevet til, findes der stadig steder, hvor landet samler sig uden at tænke alt for meget over det.

Cirkusrevyen er et af de steder.

Siden 1935 har revyen været en del af sommeren på Bakken. Generationer af danskere har siddet i det ikoniske telt, mens navne som Osvald Helmuth, Victor Borge, Dirch Passer, Ulf Pilgaard og Malene Schwartz har sat tonen gennem tiden.

Og alligevel føles Cirkusrevyen 2026 ikke som et museum.

Tværtimod.

“Cirkusrevyen er også en påmindelse om, at vi stadig kan samles om noget, vi ikke er enige om, og grine af det samme alligevel.”

Fra venstre: Niels Olsen, Bodil Jørgensen, Mads Knarreborg og Lars Mikkelsen
Foto af Miklos Szabo

Folkeforføreren Troels Lund Poulsen

Forestillingen åbner med et brag, da “folkeforføreren” Troels Lund Poulsen bliver sendt direkte gennem revymaskinen. Allerede dér er stemningen i teltet på kogepunktet, og salen er flad af grin. Også den del af publikum, der aldersmæssigt ellers har oplevet lidt af hvert.

Det er svært ikke at blive imponeret over, hvor præcist Cirkusrevyen rammer årets Danmark.

Grønland og Donald Trump fylder naturligvis også i årets forestilling. Seks minutter, hvor man både griner og bliver ramt lige i maven, (samvittigheden..) når revyen iscenesætter den pludselige danske kærlighed til Grønland. Den betydning, mange i landet måske først for alvor opdagede, da amerikanerne begyndte at interessere sig lidt for meget for øen.

Det er både selvironisk og skarpt skrevet. Og heldigvis stadig meget dansk.

Minna og Gunnar fra de legendariske fiskereklamer vender også tilbage i en ny, og omvendt, version, hvor det efterhånden er blevet umuligt at få fisk længere. DAO får naturligvis også sin tur gennem maskinen, ligesom Bakkens egen Morten Messerschmidt dukker op.

Valgets helt store stemmesluger, som har gjort DF store igen og samtidig er en mand med sin helt egen historie som “stærke kvinders stik-i-rend-dreng.” Og så siger vi ikke mere. Det skal opleves.

Lad os håbe, næste generation også opdager det

Det hele fungerer, fordi Cirkusrevyen efterhånden har fundet en balance, som mange kulturinstitutioner kæmper med. (Billetsalget har, igen, allerede rundet 50.000)

Man har formået at modernisere uden at ødelægge det, folk kommer for.

Tempoet er højere. Referencerne er nyere. Forestillingen føles mere nutidig. Og så er de ældste efterhånden så gamle, at de ikke opdager fornyelserne.

Instruktør Joy Maria Frederiksen fortjener en stor del af æren for det. Hun har endnu engang sammensat et hold, der fungerer imponerende godt sammen.

Og så er der Lars Mikkelsen. Årets store nyhed på scenen.
Han går hverken ind i genren med distance eller ironi. Han går ind i den som Lars Mikkelsen.

Det klæder forestillingen, sammen med “de gode gamle”. Forestillingen holder, og så er vi tilbage til starten. Nemlig påmindelsen om en god dansk tradition.

Her sidder mennesker stadig i det samme telt og griner af det samme land, det samme år og de samme problemer.
Lad os håbe, næste generation også opdager det.

Det fortjener institutionen.

Vi giver Cirkusrevyen 2026 fem ud af fem stjerner.