Af Thomas Refdahl
…sagde HKH Kronprins Frederik. Rådet fik jeg og min ene forretningspartner under et møde med Kronprinsen i Rio de Janeiro Brasilien i september i år. For mig kunne det ikke have været et bedre råd – hvorfor han sagde det, hvordan det giver mening og hvorfor det var et af de bedste råd jeg har fået, det kommer jeg tilbage til.
Vores kerneforretning er magasinproduktioner for store brancheforeninger som Dansk Industri, Dansk Erhverv og Olie Gas Danmark. Den sidste er brancheforening for den danske offshore olie- og gassektor, hvor giganter som Maersk, DONG, Semco, Rambøll, Chevron, Shell og Siemens dominerer den danske milliardindustri. Alle nogen vi havde dialog med og som var med i vores sidste magasinproduktion for Olie Gas Danmark, der udkom både i Danmark, Norge og Brasilien, hvor vi fulgte udgivelsen rundt i verden. De har i øvrigt meget stærke caipirhinas i Brasilien skal jeg hilse at sige! 2cl danske drinks til overpris, gå væk! Sprut med squish af lime til lavpris, hej hej!
Vi deltog på den danske fællesstand i Rio de Janeiro på en af verdens største olie- og gasmesser, hvor vores magasinproduktion for Olie Gas Danmark blev distribueret. Her fik vi lejlighed til at snakke med HKH Kronprins Frederik. Omgivet af bodyguards, konsulatfolk, den danske ambassadør i Brasilien, topfolk fra Dansk Industri, tilskuere og pressefolk, der knipsede løs med deres store paparazzikameraer, chattede vi først med ham om alt det formelle…og kedelige! ”Hvad laver I så?”. ”Hvad er jeres uddannelse?”. ”Hvor har I kontor?”. Det sidste spørgsmål blev en åbning til at tage ham væk fra alt det formelle, da vi har kontor i Kødbyen på Vesterbro, samme sted som vores fotografbureau har til huse. Jeg vidste at Kronprinsen havde fået taget adskillige billedserier af vores faste fotograf Ulrik Jantzen og tænkte jeg ville nævne, at vi havde en fælles bekendt. Lige i det jeg skal til at nævne dette, dasker jeg kronprinsen på skulderen idet jeg siger ”Du kender sgu daaaa…”. Netop i det sekund går det op for mig, at jeg har dasket vores kommende konge på skulderen, omgivet af 4 bodyguards med øresnegl, samtidig med jeg siger ”du”. Man er jo ”dis” men den slags mennesker! På trods af de tanker der nåede at flyve igennem mit hoved om mig liggende på gulvet i jakkesæt, holdt i skarp benlås af fire steroidetætte bodyguards, så skete der intet. Ikke andet end jeg hurtigt fortrak min hånd fra hans skulder og gjorde sætningen færdig; ”…Ulrik Jantzen”. Hans øjne spilede op og han nikkede genkendende, ganske rigtigt, de havde mødt hinanden adskillige gange. Inden Hans Højhed nåede at sige mere spurgte jeg ham om noget helt andet, som jeg havde i tankerne, at han som gammel Siriusmand ville finde mere interessant end alt det formelle. ”I øvrigt skal jeg og mine to partnere til Grønland i 8 dage for at krydse noget af Indlandsisen. Bo i snehuler og køre på hundeslæde på en del af Siriusruten”. Herefter gik snakken lystigt. Pingo (som HKH blev kaldt da han var i Frømandskorpset) trådte ud af sin officielle rolle og min partner og jeg fik en helt venskabelig, meget uformel snak om en fælles interesse for ture i vildmarken.
Så tilbage til burgerne og kagen. Det var det sidste han nåede at sige inden han bogstavelig talt blev hevet væk, da han havde brugt for meget tid på min partner og jeg sammenlignet med de andre han havde hilst på. Han nåede at give os rådet om, at vi skulle fylde os med junkfood inden turen for at kunne modstå det hårde arbejde på isen og det ekstreme klima på ned imod minus 50 graders frost. ”Husk at spise burgere, massere af burgere”, hvortil jeg nåede at respondere ”vi æder noget kage”. ”Jaja, massere af kage”, sagde HKH (så fik jeg også lige bandet overfor Hans Højhed…det var dog ikke bevidst).
Det drejer sig ikke om rådet i sig selv, for jeg har sgu ikke tænkt mig at spise Whopper Cheese og brunsvigere inden jeg skal til Grønland i 8 dage. En smule overkill og pænt klamt. Rådet isoleret set er med andre ord pænt dårligt. Grunden til det for mig står som et af de bedste råd jeg har fået er, at det billedgøre den filosofi, eller det lommefilosofiske, sociale eksperiment, jeg har forsøgt at ligge mig for dagen når jeg networker. Jeg er ny til det at networke. Jeg har kun være erhvervsaktiv i 5-6 år, og i starten forsøgte jeg alt hvad jeg kunne på at være så rigtig, så formel og så klog at høre på som muligt, når jeg stod foran en forretningsforbindelse. Jeg tror ikke en døjt på, at der er nogen af dem jeg mødte i min tidlige karriere der husker mig. Men jeg tror på at Kronprinsen kan huske vores samtale om Grønland, hundeslædeture, Indlandsisen, snehuler, diæter og naturen. Måske ikke nødvendigvis mig, men vores samtale. Hvorfor tror jeg det? Fordi samtlige af de 50 andre mennesker han snakkede med på den danske stand, den septemberdag i Rio, snakkede om pumper, pakninger, varmesystemer, boreplatforme, eltavler, supplybåde, oliereservater og alt muligt andet, som jeg er sikker på, at Kronprinsen ikke interesserer sig det mindste for.
Så min tanke med denne dontt, dette lille eksempel fra den virkelige verden (eller min verden om ikke andet), er vel blot min måde at opfordre til at huske på at være dig selv når du networker og gør forretning generelt. Det lyder måske simpelt, men det virker. Glem den pæne facade, husk at spørge om ting, som resten af selskabet ikke spørger om. Networking drejer sig ikke om at snakke forretning – det drejer sig om at blive husket, så man derefter kan lave forretning! Dét er konklusionen på mit lommefilosofiske eksperiment omkring networking! Jeg oplever alt for tit folk der virker kunstige og falske, der gemmer sig bag en facade når jeg møder dem – ligesom jeg selv har gjort engang. Hyg dig og slap af, joke med folk, også direktøren for den milliardtunge offshorekoncern, og sæt aldrig nogen på en piedestal – heller ikke Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik…eller Pingo, som jeg kalder ham.
//Thomas Refdahl