En af de mest populære og legendariske københavner attraktioner har endelig fået grønt lys til at åbne op. På mandag (d. 8 juni) åbner Tivoli endelig, og dermed er sommeren officelt skudt i gang i den gamle have. Portene åbnes klokken 11:00 og sommersæsonen er forlænget til d. 4 oktober i år.
Forlystelserne afsprittes løbende, der er “gjort plads” til den rette afstand, og Tivoli har udviklet en række tiltag i deres app. Her bliver gæsteoplevelsen endnu nemmere med billetkøb hjemmefra, bestilling af mad og den virtuelle kø til forlystelserne.

Alle Tivolis sikkerhedstiltag (og praktisk information) til de gode oplevelser kan i øvrigt findes her. 

Vi har samlet det vigtigste du skal vide om åbningen.

Sammen om København ?

"......I tilfælde hvor Tivoli medarbejdere er tæt på gæsterne, vil de være iført visir i gæstevenligt Tivoli design"

TIVOLI ÅBNER IGEN:

Sommersæson med fornyelser og traditioner
I år er det 175 år siden, at publikum for første gang blev præsenteret for H. C. Lumbys Champagnegalop i Tivoli. Samme år kunne gæsterne også for første gang købe sig et Tivoli abonnentskort. Begge dele er forsat en del af Tivolis DNA. Tivoli bliver aldrig færdig og i år er der bl.a. udsigt til en ny festival: Tivoli Food & Wine. Tivoli-Garden indgår traditionen tro i forlystelseshavens kulturprogram i form af parader og små stationære koncerter.

Fyrværkeri skal der til
Udover de traditionelle fyrværkeri opvisninger på åbningsdagen, Tivolis fødselsdag og årets sæsonafslutning vil der hver lørdag frem til den 4. oktober være mulighed for at opleve lørdagsfyrværkerishow. Denne sommer bliver der sat fokus på H.C. Lumbyes udødelige værk Champagnegaloppen, som han  komponerede specielt til Tivoli 2. års fødselsdag i 1845. Anders Kanstrup fra bandet TooManyLeftHands har i anledning af Champagnegaloppens 175 års fødselsdag fået opgaven at producere en 2020 remixudgave af melodien. Han har også givet input til Tivolis fyrværkerimester til hvordan det skal folde sig ud på himlen over Hovedstaden.

Repremiere på Askepot på Pantomineteatret
Pantomimeteatret – Tivolis ældste bygning  fra 1874 – byder hver dag sæsonen igennem på pantomimer, klassiske balletter, moderne danseforestillinger og eventyrballet for børn. Af de i alt 9 forskellige forestillinger i sæsonen kan nævnes pantomimen Spåkvinden og børneballetten Den Grimme Kylling.
Der bliver mulighed for at opleve danseforestillingerne Et Glimt af i Går, i Dag af Paul James Rooney og Tim Rushtons populære Accordion Stories vender også tilbage. Der er gensyn med det knap 1000 år gamle eventyr om Askepot den 13 juni 2020. Bag balletten, der havde premiere i 2016, står Dronning Margrethe som den kyndige hånd bag scenografi og kostumer. Oh Land har komponeret musikken, mens den russiske Yuri Possokhov er koreograf.

Film under åben himmel med afstand
Når det bliver juli i Tivoli, er der udsigt til nogle hede sommeraftener, for her bliver der vist romantiske og flere prisvindende film for publikum på Plænen. Filmfans kan glæde sig til nogle særlige aftener under åben himmel, hvor duften af sommer blander sig med filmoplevelser. Gæsterne kan se eller gense  The Greatest Showman, Oscarvindende film som La La Land og historien om Bohemian Rhapsody, hvor Rami Malek i rollen som Fredie Mercury blev belønnet med en Oscar. Der lægges ud med den romantiske polterabend film, Brudepiger, der er fuld af girlpower den 5. juli klokken 20:00.

Tivoli Mad & Vin Festival
I år der ekstra fokus på madoplevelser i Tivoli. Fra lørdag den 29. august til søndag den 20. september er der som noget helt nyt Food & Wine-festival i Tivoli. Her omdannes Tivoli til en mad-oase med boder, fællesspisning og meget mere. Der er inspiration at hente for både børnefamilien, den nysgerrige foodie og feinschmeckere. Festivalen laves bl.a. i samarbejde med Landbrug & Fødevarer og programmet er fortsat under udvikling.

Nyt koncept: Garden Deli
Tivoli Food & Beverage står bag det nye koncept Garden Deli, der åbner for første gang til Sommer i Tivoli. Her kan gæsterne få et hurtigt måltid for hele familien. Det er velsmagende mad med vægt på økologi og bæredygtighed, der kan nydes i Tivolis jubilæumshave lige ved restauranten Mazzoli’s.

Restaurant Gemyse er også kommet på hjul. Den har fået egen foodtruck lige uden for køkkenhaven, og her kan gæsterne købe signaturfalafler og poké-bowls. Fru Nimb lancerer som noget nyt frisksmurte madpakker og der er også tænkt på vegetaren samt Fru Nimbs yngste gæster. Cakenhagens fine kager og drikkevarer kan fortsat nydes i Cakenhagen eller som ”to-go”.

Crème by Nimb – Nimb har fået en lillesøster
En af nyhederne på gastro-fronten er, at Nimb og Tivoli har udvidet med den nye cafe Crème by Nimb på Vesterbrogade 1. Det har været en ambition at åbne en café uden for Haven og udvikle Nimbs gode køkken i en retning, hvor andre end hotellets gæster også kan få glæde af det. Crème by Nimb har også et to-go område, så man nemt kan tage mad og drikke med sig. Der er cocktailoplevelser med det nye Fairy-Tale Cocktail-menukort med H. C. Andersen-tema og specialdesignede glas i Nimb Bar. Nimb Roof åbner op for tagterrassen med mange specail events som f.eks. barbecue aftener omkring poolen. I 2020 kom Nimb Hotel som det eneste hotel i Danmark med på Condé Nast Travelers Gold List 2020.

Botoft, Ballet mm
Kultur er en vigtig del af Tivoli oplevelsen. Sidste år  blev der alene til Koncertsalen og Glassalen solgt 307.000 billetter, hvilket placerede Tivoli, som et af Danmarks største mødesteder for kultur og underholdning. Covid-19 har medført en række aflysninger og flytninger. Rasmus Botoft er konferencier i Glassalen, når der inviteres til Tivoli Varieté anno 2020. Han kaster sig ud i varieté-genren med en række håndplukkede special-guests. Varietéen er blevet flyttet til 16.09.20 – 19.09.20. Der er også udsigt til shows med blandt andet Niels Hausgaard fra 01.09.20, Anders Blichfeldt 09.09.20, og Rune Klan med showet Håbefuld 10.09.20-11.09.20. Herudover kan publikum se frem til et gensyn med Eventyrteatret og Crazy Christmas. Til jul genopsættes ballet juleklassikeren om Nøddeknækkeren fra d. 28.11.20.

Rasmus Klump inviterer
De yngste gæster kan se frem til, at Rasmus Klump med venner optræder ved Tivoli-Søen. Her kan gæsterne opleve 3 forestillinger samt en helt ny, ”Rumrejsen”, hvor Rasmus Klump bygger en raket og tager til månen. Hele plæneområdet kommer fra den fra den 12. – 16. september til at stå i Rasmus Klump Festivalens tegn. Med alt fra pandekager og high five med Rasmus Klump, Pingo og Flora. Under festivalen bliver der opstillet telte med aktiviteter, bibliotek, udklædning, lykkehjul og Børneulykkesfonden står bag trafikbanen. Bjørnen Rasmus Klump, der næste år fylder 70 år, hyldes i en parade med Pelle og Skæg, når den vender tilbage fra august. Her kan gæsterne opleve Rasmus Klump paraden, der tager på rejse fra pladsen ved H.C. Andersen Slottet og ender på Plænen i en grande finale. Der vil være musik undervejs, og turen foregår på dansende ben, cykel, i bil og på skivet Mary.


LARS LIEBST: VI ER BAGUD PÅ POINT

Tivolis direktør, Lars Liebst siger:

”Vi er bagud på point pga. Covid-19, men nu tager vi hul på sommersæsonen. Vi har længe forberedt os på at kunne åbne Tivoli i en version, som lever op til myndighedernes sikkerhedskrav omkring afstand, forsamlinger og hygiejne. Vi ser frem til at give gæsterne en sikker og smidig Tivoli oplevelse med nye digitale kø-systemer og vi har en stor, professionel medarbejderstab med erfaring i at håndtere forsamlinger. Senere på sommeren får vi premiere på en helt ny Tivoli Food & Wine festival. Nu ser vi frem til gensynet med gæsterne og vi tager fat på genåbningen af Tivoli med omhu og påpasselighed”.


HAR DU SET?

Vores bornholmerguide er online. Følg med her. dontt.dk/bornholm