Kasper Hjulmand har forberedt sig et år på at blive Danmarks nye herrelandstræner. I den tid har han søgt svar hos virksomhedsledere, politikere og sportsudøvere på, hvem vi danskere er. For danskerne skal kunne spejle sig i landsholdet, hvis det hele skal blive en succes. Han har også studeret fodbolden og fundet et afgørende svar til sine kritikere i en analyse af 96 Champions League-kampe. Nu skal han kitte det hele sammen, så han kan jagte sin drøm om at vinde et mesterskab til Danmark.

I samarbejde med Berlingske bringer vi dette interview med Kasper Hjulmand . Artikel er skrevet af Martin Borre og billeder fra Oscar Scott Carl. Du kan læse den i sin fulde længde her.

Du kan lidt længere nede i denne artikel få gratis adgang til berlingske.dk i en hel måned.

Foto: Oscar Scott Carl

Kasper Hjulmand er en drømmer.

Han drømmer stort og vidt og gerne dertil, hvor træerne strejfer eller måske endda rækker ind i himlen.

Lige nu drømmer Danmarks nye herrelandstræner om at skabe et nationalhold, som danskerne kan samles om. Som de kan se sig selv og naboens søn i, som begejstrer med passioneret, konstruktiv fodbold med masser af følelser.

Og han drømmer om et Danmark og København festklædt i rødt og hvidt ved næste sommers EM, beruset af sejre og et mesterskab anført af det danske fodboldlandshold.

I jagten på de drømme har Kasper Hjulmand brugt det seneste år på at rejse store dele af verden rundt.

Han har i et år været ansat i en konsulentrolle i DBU for at kunne forberede sit nye job, og det har givet et tiltrængt åndehul til at søge viden og inspiration. Han har besøgt fodboldforbundene i Tyskland, England, Holland og Belgien, topklubber som Atlético Madrid og Ajax, talt med trænerkolleger, herunder sine forgængere Morten Olsen og Åge Hareide.

Men han har også bevæget sig væk fra vante græsgange og haft en anden dybde og ro med familien og gode venner.

Men som den nok mest centrale del af dannelsesrejsen har han talt med adskillige danskere bredt i samfundet, erhvervsledere, politikere og idrætsudøvere i en søgen efter, hvem vi danskere er. Hvad er det, vi repræsenterer, hvad er det, vi står for, hvordan er det, vi tænker? Hvad er den danske identitet?

Men hvorfor er dansk identitet vigtigt for landstræneren?

Det handler ikke om at kunne sætte det på en formel som i den årelange debat om danskhed, der har splittet politikere og kulturelite.

Men for Kasper Hjulmand er det ved den danske identitet, det hele begynder, hvis man skal skabe det landshold, den fodboldkultur og de resultater, som han drømmer om.

»Det er faktisk præcis den proces, som de succesfulde forbund, jeg har studeret, satte i gang som det allerførste. Det var det, Tyskland gjorde i starten af nullerne frem mod deres verdensmesterskab i 2014. Det er det, England har gjort nu ved egentlig at kopiere Tysklands strategi, men ved at sætte engelske ord på, og det er det, som Liverpool har gjort med de nye ejere. De har lavet en analyse af deres identitet. Så alt starter med, hvem man er,« siger Kasper Hjulmand.

»Liverpool startede med at finde ud af, hvad de var for en by. Det betyder noget for det udtryk, der er på banen, for hver gang spillerne går på banen, skal folket kunne se identiteten i alle minutter i deres spil. De skal være tro mod deres identitet, og det er ikke tilfældigt, at Virgil Van Dijk har fortalt, at han var opvasker som 17-årig, da få troede på ham, at Sadio Mané giver penge til Afrika, og at Trent Alexander-Arnold nogle gange kommer cyklende til træning hjemme fra sin mor. Det er en del af identiteten. Så for mig og den organisation, jeg er i – og jeg kan mærke, det er det samme, når du taler med Lego eller med Novo – skal du som leder være tro mod den, du er, og bygge op omkring det,« siger han.

Ej fodboldromantiker

Som en lille gimmick til dette interview stiller jeg Kasper Hjulmand 13 enten/eller spørgsmål. Maradona eller Messi? Guardiola eller Klopp? Djursland (hans hjemstavn) eller København?

Det skulle være en sjov og simpel måde at give et indblik i den nye landstræner. Kasper Hjulmand er med på det og svarer. Men han bryder sig åbenlyst ikke om det.

»Det kan du ikke!« siger han til spørgsmålet om de to argentinske koryfæer.

Det skal man også kunne som landstræner, indvender jeg.

»Nej, ikke de der enkelte svar, det er jo et helt umuligt spørgsmål. Det er helt umuligt, det spørgsmål der.«

Lang pause.

»Så for sjov skyld siger jeg bare Maradona,« svarer han med et grin.

Episoden fortæller meget om, hvordan Kasper Hjulmand ser på debatten om fodbold. Og hvordan han gerne vil snakke om landsholdet og om den måde, han ønsker spille fodbold på.

Han er blevet kaldt en fodboldromantiker, fordi han har insisteret på at spille offensiv fodbold bygget op om en boldbesiddende spillestil. Han blev kritiseret for at være for naiv og for offensiv, da FC Nordsjælland efter at have vundet det danske mesterskab i 2012 samme efterår blot fik ét point i seks kampe i Champions League.

Men landstræneren mener, at debatten i Danmark er alt for forsimplet. Bare det at tale om et hold som boldbesiddende eller en offensiv tilgang, er for snæver en bås.

»Jeg har været rimelig træt af fodbolddebatten i Danmark, for jeg synes, vi er for hurtige til at påklistre nogle etiketter på spillestilen. Det er, som om der kun findes to måder at spille fodbold på; enten er man kyniker, der kun vil vinde og er fuldstændig ligeglad med, hvordan det ser ud, eller også er man romantiker og vil hellere have bolden end at vinde. Jeg tror, at Åge og jeg er lige irriterede over, at det bliver tegnet op, som om vi er i hver vores retning. Men der kommer ikke til at være paladsrevolutioner med mig som landstræner,« slår han fast.

Han kalder det paradoksalt, at han ofte skal argumentere for, at det vigtigste for en fodboldtræner er at vinde fodboldkampe.

»Det er jo sådan, det er. Jeg er 100 procent drevet af at vinde.«

Men, tilføjer han:

»Jeg føler bare, at fodbold også kan ret mange andre ting. Der er millioner, der hver uge betaler kassen for at komme ind og se kampe for dramaet i sig selv, for små detaljer. Jeg kan selv huske, at jeg som dreng blev inspireret af detaljer. Min første trøje på væggen var Allan Simonsens, og den måde, han spillede fodbold på, skulle jeg ud og kopiere. Senere var det Søren Lerby, og så rendte jeg rundt med sokkerne nede om anklerne. Fodbold kan så meget oven i det at vinde og tabe. Det kan vække følelser, det kan inspirere, og jeg synes også, at det spændende ved fodbold er, at det hele tiden udvikler sig.«

Kasper Hjulmand vil ikke gå ned i dybere taktiske detaljer, før han har indviet spillerne i sine tanker.

Men danskerne skal kunne se et hårdtarbejdende kollektiv med aggressivt, optimistisk og håbefuldt spil.

»Hvor vi tror på, at vi kan vinde alle kampe, uanset hvad der står foran os. Hvor vi går på banen med brystet fremme og med en stærk tro på egne evner, og hvor vi er villige til at lægge det arbejde i det, der understøtter drømmene om at vinde det hele. Det er nogle grundlæggende ting,« siger han.

"Jeg har været træt af fodbolddebatten i Danmark"

Kasper Hjulmand

Resultaterne er det vigtigste

Kasper Hjulmand ønsker altså en diskussion om fodbold og landsholdet med flere nuancer.

Men når man er dansk landstræner, er man det også for hele nationen, hvor langtfra alle fans, der ruller ind i busser fra hele landet mod Parken med klaphat og ansigtsmaling, diskuterer de nuancer mellem omstillinger og boldbesiddende spil.

Så hvordan vil Kasper Hjulmand med sin meget faglige tilgang til fodbold få hele befolkningen med sig? Og hvordan vil han overbevise skeptikerne, som Åge Hareide trods gode resultater ikke overvandt?

»Resultaterne er det vigtigste. Hvis ikke de er der, kan jeg snakke fra nu af og til juleaften. Men jeg vil også gerne være med til, lidt ligesom i England, at give befolkningen håb, hvor de er stolte af de drenge, der spiller, og kan identificere sig med dem. De er rollemodeller, og de tager det på sig. Og det kommer ikke bare tilfældigt, det kan vi også godt arbejde med strategisk, for de personligheder er der på landsholdet. Vi skal have deres identitet ind i spillet, deres villighed til at give alt, hvad de har, vise hvem de er, hvem vi er, det skal få folket til at bakke op omkring de forhåbentligt gode resultater. Og det vil jeg stå på mål for. Jeg vil være den, jeg er, og gøre det, jeg tror på. Og så må folk i øvrigt tænke om mig, hvad de vil, men jeg håber, at rigtig mange vil bakke op om landsholdet. For de her gutter brænder helt vildt for landsholdet. Der er intet, der tænder dem mere end landsholdet.«

Er den folkelige forestilling om landsholdet lidt en anakronisme, hvor befolkningen drømmer sig tilbage til roliganbevægelsen og VM i Mexico i 80erne?

»Jeg mener ikke, det er en anakronisme. Jeg tror stadig, at landsholdsfodbolden har en unik evne til og mulighed for at samle, når vi kan genkende naboens dreng. Det bedste fodbold spilles indiskutabelt i Champions League, men mange tusinde fra Peru solgte alt, hvad de ejede, for at komme til VM i Moskva. Der er estimeret tre mia. mennesker, der følger et VM, så landsholdsfodbold har noget i sig, og det har det også i Danmark. Og jeg håber virkelig på en kæmpe fest til næste sommer.«

Hvad er dine forventninger til EM på hjemmebane?

»Jeg har en forventning om, at vi … Jeg er jo en drømmer. Jeg drømmer jo. Og jeg drømmer om, at vi vinder. Jeg tror på, at det kan lade sig gøre. Og det betyder i hvert fald, at hvert sekund, jeg ånder, hvor jeg ikke sover, der vil jeg formentligt tænke over, hvordan vi kan optimere tingene, så vi gør alt, hvad vi kan, for at vinde. Jeg forventer, at vi bygger videre og udvikler på det stærke fundament og arbejde, som Åge har lavet med holdet, og som spillerne har udført. Så vi står så stærkt som muligt til de kampe, så vi kan slippe tøjlerne fuldstændigt løs, når vi spiller, og at København, hele Danmark, kan blive begejstret og have lov til at glæde sig og kaste sig i armene på hinanden og synge og danse med rød-hvide farver i ansigterne, når vi kan fejre en masse sejre,« siger Kasper Hjulmand.

»Det er det, jeg drømmer om.«