Igennem hele coronakrisen har vi oplevet en masse fantastiske og innovative initiativer. Krisen er ikke slut endnu, men det er kreativiteten ej heller. På fredag kan du opleve (og nyde)en 24-timers festival helt gratis. Festivalen hedder “CovidHagen” og bliver afholdt på toppen af Operaen og streames via covidhagen.dk
I den forbindelse fik vi en snak med Jonas Nybro, der repræsenterer gruppen som pressechef.
CovidHagen initiativet er lavet af 4 venner, der alle kender hinanden igennem musik og kultur i byen. Arrangementet er finansieret igennem sponsorater.
Jonas, Hvordan opstod ideen til CovidHagen Festival?
“Ideen om CovidHagen opstod, da Covid-19 lockdown trådte i kraft. De sad i “gruppen” og snakkede om, hvor trist det var, at danskerne, såvel som musikere, entertainere og folk fra branchen, alle blev ramt at dette.
De sad og legede med ideen om at lave en livestream festival, som de kunne give til Danmark, men at målet ikke var at skulle tjene en masse penge. I stedet ville de give noget tilbage til Danmark, samt give musikerne en mulighed for at gøre det, de elsker at lave, nemlig at spille.
Da ideen om Operaen kom på banen, undersøgte de, om det var muligt at komme op og spille der, og da Den Kongelige Opera sagde, at det var muligt, gik planerne så i gang.
Vores mål er at give danskerne det “festivalfix”, som de ikke har kunnet få denne sommer, og sætte nogle rammer for alle, der elsker musik til at nyde det på deres måde. Nu kan alle sidde derhjemme i deres haver, altaner, parker, eller hvor de har lyst og holde den festival, de ikke får til sommer.”
Hvad går det mere præcist ud på?
“Covidhagen er en 24-timers musikfest, som streames ud til alle danskere gratis. Det bliver afholdt på toppen af operaen med det største sceneshow, vi har kunnet stable på benene. Det er ikke en festival, der kan høres fra vandet eller fra Operaen. Men derimod en festival der skal streames til hjemmet, haven osv. Musikfestivalen vil have alt fra Shu-Bi-Or-Not-shu-bi (de resterende shubidua), James Sampson, til DJ’s Som Faustix og TooManyLefthands. Vi prøver at skabe en så bred vifte af musikere og kunstnere, som vi kan. Der vil blive spillet i 24 timer i streg, også om natten.”
Hvordan er det lykkedes at komme på plads med så stort et arrangement så hurtigt?
“Jamen, igennem hårdt arbejde, og ikke tage et nej i første omgang. Alle i teamet arbejder frivilligt, og elsker projektet. Derfor har vi også kunnet få det her stablet på benene. Alle fra vores produktionsteam, vores grafiske og visuelle team er alle folk, som har en baggrund inde for deres fag, men som syntes, at det her var et projekt, man ikke ville sige nej til. Udover det, så er det jo bare at sige nej til så meget søvn og privatliv, og i stedet bruge en masse tid på netop noget, man brænder for.”
Fantastisk venue I har! Hvordan er det lykkedes?
“Vi ringede i håbet om et ja, og da Operaen sagde, at det var muligt at bruge taget, var scenen sat. Dette er måske den mest unikke scene at stå på. Derfor tror jeg også, at mange musikere har sagt ja, for hvornår kan man ellers sige, at man har spillet på toppen af Den Kongelige Opera, med udsigt udover hovedstaden.”
Til festivalen kan du opleve følgende:
Faustix, TooManLeftHands, Shu-Bi-Or-Not-Shubi, Navid, James Sampson, Outlandish, Klumben og Raske Penge, Bro, Sandra Hussein, Christian Brøns, RH, Fabian Mazur, Hedegaard, Niklas, FiveK, Mads Christian, Nonsens, Zookeepers, Vild Smith, Blak, Alexkander Oscar, Yepha, Adrenalize, 8 Ball, Yakuza, Lucy Lov, Baime, Zididada, Milbo, Ericka Jane, Few Wolves, Hjalmer, Jyderne, Fat Pony, Toko, Lune Carlsen, Thoby og Louis Valuta.
HAR DU SET?
Vores bornholmerguide er online! Følg med her. dontt.dk/bornholm
SIMPELT, LÆKKERT OG OPDATERET BORNHOLMSK OVERBLIK