Et af Danmarks største biludlejningsselskaber har fået ny administrerende direktør. Den nuværende CEO ( og ejer af SIXT Danmark ) Henrik Isaksen gav 1. marts stafetten videre til Lasse Barsholm, der kommer fra en intern post som Kommerciel Direktør. Tidligere har Lasse Barsholm med stor succes varetaget stillingen som Kommerciel Direktør hos Experimentarium. Lasse stod inden da i spidsen for digitale betalingstjenester hos ParkOne og EasyPark. Tidligere har han bestredet stillingen som Salgs- & Udviklingsdirektør hos Elbils operatøren Clever og før dette udfyldt en række direktørposter i det kommercielle forretningsområde hos Københavns Lufthavne.
Det er ejeren af SIXT Danmark Henrik Isaksen, der selv har taget initiativet til skiftet. Han fortæller:
“Coronavirussen ramte Danmark tilbage i marts sidste år, hvilket gav mange nye udfordringer for både os og resten af landet, men samtidig gav det os, også muligheder for at revidere, hvordan SIXT Danmark skulle være i fremtiden. Det gav mig personligt muligheden for at komme tættere på det firma, der i mange år har været en meget stor del af mit liv.
Sidste år, overtog jeg posten som adm. direktør og blev dermed en direkte involvering i den daglige drift. Der er nu gået et år, og jeg har valgt at træde tilbage til ”rødderne”, som bestyrelsesformand for selskabet – en funktion jeg har haft i 12 ud af de 16 år som ejer af selskabet.”
Digitalt fokus
Henrik Isaksen fortsætter videre om valget af Lasse Barsholm:
“I SIXT arbejder vi på at blive den mest digitale, effektive og kundevendte leverandør af mobilitetsydelser. Det er mere aktuelt end nogensinde at indfri den mission, og derfor er jeg rigtig glad for, at Lasse træder til og overtager min plads. Han kender branchen indgående, og har en fantastisk evne til at fokusere på den stærkeste kundeoplevelse i en digital tidsalder.”
Lasse Barsholm fortæller selv om sin nye stilling som CEO for SIXT Danmark:
“SIXT er en spændende virksomhed med et kæmpe potentiale på et marked, hvor flere og flere kunder ønsker at have bil på en mere fleksibel måde end at eje. Jeg glæder mig til at bidrage yderligere med værdiskabelsen og med min viden indenfor kundeorienteret forretningsudvikling og digitalisering. SIXT har mange muligheder for at optimere den eksisterende forretning, udvide med nye spændende tiltag og styrke virksomhedens brand.”
Dontt.dk vil i den kommende tid følge de interessante planer fra SIXT Danmark.
Lasse Barsholm