”Jeg var fuldstændig blown away.”
Sådan lyder det fra iværksætteren Martin Thorborg, efter han havde holdt nogle dages ferie på Bornholm efter et foredrag på øen.
14 dage efter var han tilbage på Melsted Badehotel med missionen om at køre rundt på øen og finde sig et sted at bo, fortæller Thorborg i et stort interview med Bornholms Tidende.
Gudhjem
Den særlige Gudhjem ånd
Hvis vi så spoler flere år frem, så ejer Martin Buch Thorborg sammen med sin kone nu 6 ejendomme i Gudhjem. Så man kan roligt sige, at han er gået “all in.”
“Vi har 3.000 kvadratmeter, talte jeg sammen forleden dag,” fortæller iværksætteren.
Det dækker blandt andet over en tøjbutik i byen samt hotellerne Klippen, Therns Hotel og Gudhjem Vandrerhjem.
“Gudhjem er Danmarks smukkeste by. I København opdager man først, at det er forår hen i maj, og så begynder det at blive vinter hen i november. På en eller anden måde er der kun to årstider i storbyen. Man ser ikke forårsblomsterne. Men herovre mærker man de små skift i vejret.”
Men det er ikke kun naturen, som Thorborg har forelsket sig i.
“Da Jannie åbnede sin butik, kom der straks 10 mennesker med blomster. Otte af dem havde vi ikke set før. Vi har mødt et par sure mennesker, der synes, at vi er for meget, men ellers er vi blevet mødt med åbne arme af mennesker, der har spurgt, hvad de kunne hjælpe med,” siger han og fortæller glad, hvordan hans kone forleden skrev i Gudhjem-gruppen på Facebook, da de havde glemt hundesnoren hjemme i Skodsborg.
“To minutter efter havde vi en hundesnor. Det var så en hvalpesnor, og vi har en stor grand danios, så det var lidt sjovt. Men det viser, hvor flinke bornholmere er.”
Opvokset med venstreorienteret far
Selv er Martin Buch Thorborg vokset op nord for København. Hans mor var pædagog og faren ingeniør.
“Kvarteret tilhørte nok den øvre middelklasse. Men min far var blevet skilt, før han mødte vores mor fra Schweitz, så han betalte stadig til sin ekskone og mine tre ældre halvsøskende, og han havde ærligt talt knap råd til at blive boende i huset i Bagsværd.”
Hvilke værdier er du vokset op med?
“Min far var meget venstreorienteret. Han læste Information og var altid på den lille mands side. Mine forældre åbnede også deres hjem for folk i nød. En ung syrisk kvinde boede der i tre år, og senest boede der et ungt rumænsk par i kælderen. Og selv fik jeg en rigtig god opvækst i mine forældres åbne hjem, hvor der tit var kunstnere eller underlige eksistenser, der lige overnattede. Det var altid trygt, men man vidste aldrig lige, hvad der foregik.”
Jeg ser mig som liberal
I dag opfatter han sig selv som liberal. Men som dreng voksede han op med forestillingen om, at ”folk, der kunne finde på at stemme på Venstre, var onde”. Det verdensbillede ændrede sig, da han blev kontorelev hos politiet.
“Der mødte jeg som 18-årig en politikommissær, der introducerede mig for det at være liberal. Og jeg forstod pludselig, at der også er noget smukt i at kunne hjælpe sig selv. Det var det, politikommissæren lærte mig. Samfundet skal hjælpe dem, der ikke kan klare sig selv. Men det er altså først, når vi falder, at vi skal gribes, siger iværksætteren, der altså tidligt tog skæbnen i sin egen hånd:
– Det sjove er, at jeg hele tiden har gået og troet, at det var min ingeniørfar, der har præget mig med sin entreprenørånd, men det er gået op for mig, at entreprenøren var min mor. Hun kom til Danmark fra Schweitz uden at kunne sproget, men gik op på Bagsværd Kostskole og sagde ”Hej! Her er jeg, jeg kan se, at I ikke har en skolefritidsordning. Skal jeg ikke starte sådan en op?” Det fik hun lov til og var leder af den de næste 20 år.”
Drevet af at skabe
Hvad driver dig selv som menneske?
“Jeg er drevet af at skabe,” siger han med en stemme, der begejstret tager til i styrke. “Jeg kan godt lide at se muligheder i ting. Jeg ELSKER det simpelthen. Hele tiden tænker jeg over, hvordan kan man optimere tingene. Og jeg hader spild!”
Du kan læse hele interviewet her.
Og så kan du glæde dig til vores kommende bornholmerguide på dontt.dk. Mon ikke vi finder plads til et Thorborg “sted” eller to.
Bornholmerguide
Årets bornholmerguide er naturligvis udkommet igen i år. Du finder den her: dontt.dk/bornholm
Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København. Tilmeld her.