Hvad skal du stemme d. 1 juni? Hvad handler forbeholdet egentligt om? Frem mod valget sætter dontt.dk i en serie, fokus på præcis det og intet andet, som kan og vil klæde dig bedre på.
Vi har spurgt 4 kloge mennesker om de samme 4 spørgsmål. 2 der siger ja og 2 der siger nej.
Her kan du møde Marianne Lynghøj, som er et af Venstre helt store politiske talenter. For nylig blev hun valgt som folketingskandidat for Rudersdal-kredsen, som er en af Venstres vigtigste.
Selvom hun blot er 33 år, så har hun allerede været rådgiver, partner og vicedirektør i kommunikationsbureauet Ulveman & Børsting. Før det har hun været særlig rådgiver for Ellen Trane Nørby og Ulla Tørnæs.
Du anbefaler et “ja”. Kan du give 3 gode grunde til “hvorfor”?
Den vigtigste grund til at sige ja er, at med et ja, får Danmark mulighed for at være med til at udvikle den fælles europæiske forsvarspolitik. Som det er i dag, bliver vi bedt venligt om at sætte os uden for døren, når de andre EU-lande skal tage beslutning om, hvordan den europæiske forsvarspolitik skal udvikles. Jeg mener, at Danmark hører til ved bordet – ikke uden for døren.
Dernæst får Danmark mulighed for, at deltage i de europæiske operationer, som vi måtte ønske at deltage i. Det er vigtigt at slå fast, at hvis Danmark siger ja, vil Danmark fortsat have 100 % selvbestemmelse i forhold til, hvilke operationer vi vil deltage i. Det er fortsat Folketinget, der træffer den beslutning. I dag har EU en mission ud for Afrikas Horn, der har til formål at beskytte den internationale handelsflåde mod pirateri. Den operation kan Danmark ikke deltage i, selvom vi har verdens 5. største handelsflåde. Med et ja, får vi muligheden for sammen med vores europæiske allierede at beskytte vores frihed og sikkerhed, hvis der er et flertal i Folketinget for det.
Endelig er et “ja” et vigtigt signal til Putin. De seneste 15 år har Putin gjort alt, hvad han kan for at splitte Europa. Om det drejer sig om invasionen i Georgien, på Krim, støtte til anti-europæere som Orban og Le Pen eller krigen i Ukraine, så handler det om at splitte og svække EU. Med et “ja” 1. juni får vi i Danmark muligheden for at vise Putin, hvor vi hører til – i et stærkt, samlet, frit og demokratisk EU.
Hvad vil der ske, hvis vi ender med et “nej”?
Så vil Danmark fortsat ikke kunne deltage i udviklingen af den fælles europæiske forsvarspolitik, og vi vil fortsat ikke kunne deltage i EU-missioner. Det er sådan, som det er i dag. Men det værste i min optik vil være, at vi sender et signal til Putin om, at danskerne ikke bakker op om det fælles europæiske forsvarssamarbejde.
"Endelig er et "ja" et vigtigt signal til Putin. De seneste 15 år har Putin gjort alt, hvad han kan for at splitte Europa."
Brutal påmindelse
Hvad tror du vil afgøre valget?
Jeg tror, at den vigtigste faktor bliver, om man føler, at man ved, hvad man stemmer om. Ofte ser vi i EU-afstemninger, at danskerne føler sig for dårligt oplyst, og derfor hælder de til et nej. Så det er enormt vigtigt, at kampagnen – både fra ja og nej siden – er klar, tydelig og oplysende.
Der kan være mange som er i tvivl, eller måske ikke har sat sig rigtigt ind i den kommende folkeafstemning. Hvor ville du søge information, hvis du som borger stod med den udfordring?
Jeg ville først og fremmest søge oplysning på Folketingets EU-oplysning, som forklarer forbeholdet fra grunden og er en neutral oplysningsside. Derudover ville jeg se til de partier, som jeg normalt identificerer mig med og stemmer på og dermed deler holdninger og værdier med.
Hvordan ser din egen “valgkamp” ud? Bruger du meget tid på det?
Ja, jeg bruger rigtig meget tid på det. Den europæiske sikkerhedssituation blev markant forandret den 24. februar i år, da Putin angreb Ukraine. Det er en brutal påmindelse om, at den europæiske frihed som jeg har nydt i min levetid ikke kan tages for givet. Jeg tror på, at Danmark bliver stærkere af at være medlem af EU, at vi bliver rigere og mere sikre af EU. Derfor er det også vigtigt for mig, at det bliver et “ja” den 1. juni. Både for Danmarks sikkerhed, men også fordi jeg synes, at vi danskere skal sende et klart signal til Putin om, hvor vi hører til, og at hans forsøg på at splitte EU ikke vil lykkes, slutter Marianne Lynghøj Pedersen.
Tilmeld gratis
Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København. Tilmeld her.
Dontt.dk er opkaldt efter ordsproget “dagens dontt.”
Det er et gammelt dansk udtryk, som betyder “at man havde en opgave som skulle løses / gøres”.
Dontt udtales “don-tt” på klingende rigsdansk.