Modeugen i København er i fuld gang. De danske brands kæmper om indkøbernes, pressens og influencernes opmærksomhed. Mens de “render” til events i hele byen, bliver der lukket mange millionkontrakter ude på CIFF, Nordens største modemesse. I år er der 1.200 brands repræsenteret, hvilket vidner om en voldsom konkurrence. (Det kan du læse mere om her.)
I forbindelse med Copenhagen Fashion Week har Les Deux både sat deres ikoniske basketbane op og åbnet deres helt egen souvenirbutik med basketrelaterede varer. Det har været enormt populært. Det har vi talt med Mathias Jensen, Creative Director i Les Deux, om.
Hvad er ideen bag jeres souvenirbutik under CIFF?
“Ideen fik vi egentlig for ret længe siden. Vi havde en idé om at ombygge en container og lave en slags traveling pop-up shop, som vi kunne sætte op i forbindelse med vores basketbane, når vi havde den med rundt i Europa. Her kunne vi sælge unikke produkter, speciallavet til eventet og vores community.
Vi elsker at samle mennesker og skabe oplevelser, og denne lille “gimmick” har været voldsomt velbesøgt i dag og er et instant samtaleemne. Vi synes også, det er sjovt at bryde branchens “aftale” om, hvad man gør på en messe. Vi har nærmest droppet at have kollektionen med derud, og har hverken stativer eller bøjler. Vi er der for at tale og hygge os med vores kunder og skabe et pusterum på en ellers ret hektisk messe.”
Hvad kan man få/købe?
“Vi har designet 5 unikke baskettrøjer, som er speciallavet til denne messe. Der er 15 af hver, så de er super limiterede. Derudover har vi et par af vores klassikere med, som nøgleringe, kaffekrus, stickers osv. Alt i alt et stramt lille udvalg af brandrelaterede souvenirs.”
.... den kontrast er præcis det, vi vil skabe med vores brand!
Hvordan er den blevet modtaget her på førstedagen?
“Folk har elsket det. Mellem butikken og basketbanen har vi skabt et hangout med små hyggelige caféborde og stole. Her serverer vi snacks og kolde drikke. Der har været sort af mennesker hele dagen. Så det har virket efter hensigten.”
Jeres basketbane er med som “nabo”. Den har snart været verden rundt, så det må være en succes. Hvad er det, som fungerer så godt?
“Der opstår en helt særlig energi, når vi sætter basketbanen op. Den fungerer allerbedst som brandskabende, når vi opstiller den unikke steder, hvor den skaber en kontrast til omgivelserne. For eksempel når vi sætter den op på Kongens Nytorv mellem smukke, historiefyldte bygninger, i hjertet af Wien eller i Firenzes gamle kvarter. Den kontrast er præcis det, vi vil skabe med vores brand.
Men på en festival har den også sin berettigelse. Vi kan mærke, at folk elsker at interagere med vores brand på en masse forskellige måder, men især denne virker helt fantastisk godt. Og så er det jo også sjovt at spille basket!”
Mathias Jensen, Les Deux
Bliv opdateret på 5 min - hver uge!
Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København.