Bornholms Mosteri, som producerer økologisk saft og most på havnen i Rønne, lancerer for første gang nogensinde en gløgg. I år kommer de nemlig med deres version af en god Bornholmsk brygget gløgg. Den kommer i 2 udgaver. En klassisk rød gløgg med alkohol og en alkoholfri æblegløgg.

Bornholms Mosteri er en socialøkonomisk virksomhed, som udover at lave nogle ansvarlige produkter også har et stort fokus på at skabe arbejdspladser for personer, som har haft det svært på arbejdsmarkedet.

Vi tog i forbindelse med lanceringen af gløgg en med snak med Josephine Senger Svendsen, der er direktør for Bornholms Mosteri.


Bornholms Mosteri

Josephine Senger Svendsen, direktør for Bornholms Mosteri.


"Vi har lavet vores svar på en god klassisk rød gløgg, som endda er økologisk. Det har manglet på markedet."

Josephine, i den kommende uge lancerer Bornholms Mosteri en gløgg. Hvorfor har I kastet jer ud i det?

“En del af mit arbejde er at blive ved med at skabe jobs og beholde arbejdspladser i virksomheden. Det gælder især i vores “off season”, hvor vi af gode grunde sælger lidt mindre. Med vores nye produkter, giver det os en mulighed for at være endnu mere relevante for vores kunder.

Samtidig har det været et givende projekt for os som virksomhed ved at samarbejde med Small Batch (red. Bryggeri på Bornholm). Vi har virkelig haft et godt samarbejde omkring det her projekt, og det viser igen den villighed, der er til at hjælpe hinanden på Bornholm. Der er en stor gruppe af lokale producenter på Bornholm, som både sparrer og hjælper hinanden.”

I har et godt ry omkring jeres produkter. Sætter I ikke noget på spil med en ny type produkt? F.eks. at det er et produkt med alkohol?

“Bornholm Mosteri startede faktisk med at lave cider. Men det spiller nu ikke ind i vores overvejelser. Vi gør det for at lave et sæsonprojekt og være endnu mere relevante.

Når det er sagt, kommer vi jo også med 2 udgaver, som vi talte om før. Vi har lavet vores svar på en god klassisk rød gløgg, som endda er økologisk. Det har manglet på markedet. Men vores anden, som er den her alkoholfrie æblegløgg, har vi også forventninger til. Der er en trend inden for“non-alcoholic produkter”, som vi bestemt også ser muligheder i.”

Nu er den klar! Lever den op til forventningerne?

“Den er i hvert fald blevet serveret med stor glæde for både familie og venner. Jeg har også testet æblegløggen på mine egne børn, og det var en stor succes. Så jeg har en god fornemmelse for produktet. Det er jo heller ikke noget, man lige udvikler over natten.


Bornholm Mosteri
Bornholm Mosteri

Flere nye produkter er på vej!

Hvad er forventninger til den nye gløgg salgsmæssigt?

Det er en gløgg, der skal være i vores sortiment fremover, så først skal folk lære den at kende. Det tager tid at bygge nye produkter op. Men de første tal er virkelig positive. Du kommer helt sikkert til at støde på den, der hvor du handler. Men til næste år vil vi have endnu større forventninger.”

Har I flere nye produkter på vej?

“Ja, vi kommer med nye varianter. Det kommer ud i starten af 2024. I forlængelse med vores nye tappelinje som vi har investeret stort i, har vi mulighed for at lave karbonerede produkter. Det skal man glæde sig til. (red. produkter med brus i).

I gør tingene lidt anderledes hos jer. I har nogle stærke kerneværdier, hvor I, udover at I ikke bruger tilsætningsstoffer, beskæftiger socialt udsatte. Hvor vigtigt er det for jer at blive ved med?

“Det står skrevet med bornholmsk granit, at det er sådan, vi arbejder. Det viger vi ikke fra. Men vi vil og skal gøre endnu mere for at fortælle vores historie.”


 Vi glæder os til at følge Bornholms Mosteri og vil blandt andet sætte fokus på deres kerneværdier. Herunder deres arbejde med socialt udsatte.


Tilmeld gratis

Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København. Tilmeld her.

Dontt.dk er opkaldt efter ordsproget “dagens dontt.”

Det er et gammelt dansk udtryk, som betyder “at man havde en opgave som skulle løses / gøres”.
Dontt udtales “don-tt” på klingende rigsdansk.