Samtale med Christopher Geertsen, Founder af liiteGuard
Det danske brand liiteGuard startede med at være kendt for verdens første formbare benskinne og (kompressions)strømper, som er særligt udviklet til fodbold. I dag er de, ifølge mange eksperter, Danmarks mest innovative brand inden for løbetøj. Bag brandet står Christopher Geertsen, der i en alder af blot 22 år måtte opgive sin fodboldkarriere. Men det blev starten på noget nyt. For da Christopher fik den triste besked, var han allerede godt i gang med at lægge grundstenene til en virksomhed.
I dag kan du komme tættere på historien om liiteGuard. Her er ugens creator-samtale på dontt.dk med Christopher Geertsen fra liiteGuard.
Christopher Geertsen, Founder af liiteGuard.
"Selvom det er en knust drøm, er jeg som menneske 100 % indstillet på at få det bedste ud af alle situationer"
I korte linjer. Hvem er Christopher Geertsen?
“Jeg er 30 år og bor i Aarhus sammen med min bedre halvdel. I mange år var hele mit liv fodbold, og det var ambitionen, at jeg skulle nå helt til tops der. Men jeg måtte stoppe allerede som 22-årig pga. en slem knæskade. Jeg ved ikke, hvad jeg kunne have drevet det til, men før min skade nåede jeg at spille en del u-landskampe og blandt andet have en fuldtidskontrakt med Randers FC.”
Det vil sige, at på daværende tidspunkt var drømmen udelukkende en god karriere som fodboldspiller? Det må have været et kæmpe nederlag?
“Ja, det var både drømmen og planen. Som person har jeg altid været fokuseret på at blive rigtig god til noget, og ikke “lidt her og der.” Men når det er sagt, så læste jeg ved siden af. Spillerforeningen gjorde det muligt via deres uddannelsesprogram.
Når man er fodboldspiller, har man enormt meget fritid. I stedet for at tage hjem og spille Fifa, så gav uddannelse mig en mulighed for at styrke min “værktøjskasse” og på den måde holde hovedet i gang. Jeg havde en passion for marketing og branding, så det var ikke en svær eller hård beslutning for mig at have lidt skole ved siden af fodbolden.
Men for at svare på dit spørgsmål, var det da et hårdt slag at stoppe med fodbolden, men jeg er videre og samtidig lykkelig over, hvor jeg er endt i dag.”
Kort om Christopher Geertsen
Alder 30 år. Bor i Aarhus med sin kæreste
Fodboldkarriere: Fuldtidsprof i Randers FC, herunder debut i Superligaen som 17-årig
23 U-landskampe for Danmark
Men hvornår opstår ideen til liiteGuard?
“På et tidspunkt i mit behandlingsforløb ved jeg nok godt, at jeg ikke kommer tilbage på samme niveau igen som fodboldspiller. Selvom det er en knust drøm, er jeg som menneske 100 % indstillet på at få det bedste ud af alle situationer. Så jeg havde nogle gode samtaler med min fysioterapeut. Vi talte selvfølgelig meget om skader, men vi havde også en undren over, at der var lavet fodboldstøvler af alverdens slags, som passede til foden og belastningen. Men der var ingen særlig fodboldstrømpe. Det gik vi i gang med at tale med vores netværk om, som jo netop bestod af en masse fodboldspillere. Så allerede før, at der var noget, der hed liiteGuard, fik jeg mulighed for at bringe min uddannelse i spil ved at indsamle data, statistik og tænke de første tanker om markedsføring og branding.”
Så I fik udviklet et produkt ud fra det?
“Det gyldne svar finder vi i alt det strømpetape, som fodboldspillere brugte dengang. Det kender du helt sikkert selv til. Det lukker for blodet og gør intet godt – andet end at din benskinne sidder fast. Vi fik udviklet den her perfekte fodboldstrømpe og lancerede den i 2017.
Man kan derfor roligt sige, at afslutningen på min fodboldkarriere blev startskuddet på liiteGuard.”
(Den fysioterapeut, som Christopher Geertsen omtaler, er Nicklas Falkesgaard, som både har sin egen klinik, har været tillknyttet FC Midtjylland og er medejer af liiteGuard.)
Men hvornår vidste du så, at det kunne blive en god forretning?
“Vi har løbende fået nogle meget dygtige investorer med ombord. De har på hver sin måde været med til at sige “god” for liiteGuard. Men hvis jeg skal nævne en enkelt ting, var det kort tid efter, at vi havde udviklet fodboldstrømpen. Her fik vi Jacob Poulsen, som både var en stor profil for FC Midtjylland og spillede på landsholdet, til at prøve den. Hans feedback var, at han simpelthen var nødt til at investere i os. Så god synes han, at den strømpe var. Det var før, vi overhovedet havde et navn. Men der vidste jeg, at vi var i gang med noget rigtigt. Et andet eksempel er, at vores produkt har så høj en grad af innovation, at vi får patent på det. Det er sjældent, at man ser det i fodboldverdenen og giver naturligvis en stor værdi til selskabet og vores investorer.”
"Det var vores løbetights, der åbnede løbemarkedet for os. Det sagde virkelig småkage”
Men der sker et skifte på et tidspunkt! For fodbold er jo ikke jeres hovedfokus i dag?
“Vi sælger stadig mange fodboldstrømper, men du har ret i, at liiteGuard i dag er meget mere. Skiftet sker omkring ved corona. Det skal lige siges, at vi tror, vi skal sælge rent online via egne kanaler. Vi tænker simpelthen, at det sælger sig selv. Men vi undervurderer dels, at man som onlinebrand skal bruge en del penge til annoncering, men også at fodboldmarkedet, hvor giganter som Adidas og Nike støvsuger markedet, binder de absolutte topspillere op på kontrakter, hvor de ikke må bruge andre produkter. Derfor er vi nødsaget til at få flere salgsled på, og jeg går i gang med at lave en B2B strategi (I dag sælges liiteGuard ved store spillere som Sport24, Unisport og Stadium med flere).
I forhold til at lave andre produkter, starter det faktisk ved, at vi begynder at få en del henvendelser fra løbere. Vi udvikler ikke noget, hvis vi ikke har en årsag. Men vi fandt ud af, at vores teknologi kunne bruges til løbetøj. Når vi så både havde kundepotentialet og evnerne, var det en let beslutning at gøre til virkelighed. Men det var omkring corona, hvor vi skiftede fokus. Fodboldmarkedet er ikke blevet nemmere, og der var et kæmpe opsving i at komme ud at løbe.”
Men for os dødelige. Hvordan mærker man jeres teknologi?
“Vores løbetøj er udviklet i nogle yderst svedtransporterende materialer, som samtidig indeholder firevejs-stræk, så du kan holde dig varm, mens du bevæger dig. Men samtidig hjælper det dig på en række områder. Hvis du bruger vores løbetights, vil du mærke, at den stabiliserer dine hofter, og dermed mindsker risikoen for smerter og skader. Samtidig er der en række funktionelle ting, som lommer på hvert lår til nøgler, iPhone eller hvad du skal have med, når du løber.
Det var vores løbetights, der åbnede løbemarkedet for os. Det sagde virkelig småkage”.
"Jeg har ingen exit-plan"
I jeres kommunikation bruger I tit udtrykket “MORE SPORT, MORE JOY IN LIFE”. Hvad dækker det over?
“Det er evidensbaseret, at sport giver mere glæde. Så let kan det siges. Man får energi af at bevæge sig. En ting er at ville. En anden ting er at kunne. VI brænder for at hjælpe alle med at komme i gang. Derfor er vores tøj og produkter lavet til alle. Det er ikke kun til eliten. Det er bare testet og godkendt af dem.”
Hvor meget af jeres marked er i Danmark?
“Vi har stadig 80 % af vores salg i Danmark. Men efter vi har vundet “ISPO Awarden”, får vi virkelig mange henvendelser fra hele verden. Vi vandt for det mest innovative produkt i vores kategori. Uden at lyde for selvtilfreds med det danske marked, arbejder jeg enormt meget på vores eksport for tiden. Der skal tages de rigtige beslutninger.”
Tør du sige, hvor I er om 3 eller 5 år?
“Her er Danmark ikke længere vores største marked, på trods af at vi stadig vokser herhjemme.”
Har du selv en Exit-plan?
“Nej, slet ikke. Jeg nyder min hverdag og har ikke tænkt 1 sekund over at skulle lave et exit med liiteGuard. Det kan jeg slet ikke forestille mig.”
Om ISPO Award
*Citeret fra ISPO selv; “The best products of the sports world. With the ISPO Award, the leading global sports platform ISPO honors the most innovative products and services in the sports industry and offers brands, consumers, media, and retailers an overview of the most exciting products the sports world currently has to offer.”
"Jeg synes, jeg har mange inspirationskilder"
Hvordan ser din egen hverdag ud?
“For bare et halvt år siden berørte jeg rigtig mange dele af virksomheden. Sådan er start-up livet. Men i takt med at vi har fået nogle dygtige ansatte ind, bruger jeg min tid på at produktudvikle og skabe vækst i virksomheden. Jeg er drevet af at tale med mennesker, fortælle historien om liiteGuard og være ude i markedet sammen med vores sælgere. Jeg elsker det. Det er også her, jeg får ideer til at produktudvikle.”
Hvem er du selv inspireret af?
“Jeg synes, at jeg har mange inspirationskilder. Bogen “Shoe Dog” af Phil Knight er enorm inspirerende. Jeg nyder at følge personer som Andreas von der Heide fra Les Deux og Christian Stadil. Jeg synes, at Shaping New Tomorrow har gjort det enormt godt. Deres tilgang til markedsføring og salgskanaler kan man kun have kæmpe respekt for. Men der er rigtig mange, som vi kan lære af, og som er med til at sætte ambitionsniveauet højt hos os andre.”
Vi glæder os til at følge Christopher og liiteGuards videre færd. Følg med her på dontt.dk
Tilmeld gratis
Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København.
Dontt.dk er opkaldt efter ordsproget “dagens dontt.”
Det er et gammelt dansk udtryk, som betyder “at man havde en opgave som skulle løses / gøres”.
Dontt udtales “don-tt” på klingende rigsdansk.