Bog: Alex Vanopslagh: “Vejen til ansvar”. Forlaget Grønningen 1. Udkommer 1. juni 2023.

Jon Nedza Alex Vanopslagh

Som Alex Vanopslagh faktisk ‘breakede’ på dontt.dk i februar, udkommer han med en bog. I februar svarede han nemlig sådan på spørgsmålet:

 Skriver du en bog en dag?

“Sjovt, du spørger. Jeg er lige blevet færdig med den. Den er ved forlaget nu og udkommer inden sommer. Bogen forsøger at gå et spadestik dybere i vores liberalistiske ideologi. Jeg går et par skridt tilbage og tænker, hvad der egentlig driver mig politisk. Så bogen handler om værdien af det personlige ansvar. Det var den type tanker, som førte til vores “du kan godt” kampagne. Vi tager livet på os i medgang og modgang. Vi behøver ikke den store stat til at beskytte os. Så det er en bog, der behandler forskellige emner, som tager udgangspunkt i egne oplevelser, eller hvad jeg mener værdimæssigt.”

Og nu er Alex så klar til at løfte sløret for både dato og navn på bogen. Den hedder “Vejen til ansvar” og udkommer d. 1. juni.
Alex fortæller, at den dels handler om hans vej ind i politik, og hvad der har formet ham i hans liv. Men mest af alt handler den om, hvad der driver ham politisk og blæser til borgerlig værdikamp for et samfund med mere personligt ansvar.

"Veloplagt udfordrer han dine faste forestillinger, og du bliver provokeret af denne bog, hvis du føler dig som et offer."

Bogen bliver udgivet fra Forlaget Grønningen. De skriver om bogen:

Den værste fattigdom i Danmark er den åndelige. Og ansvarsfralæggelsen vores største folkesygdom.

De seneste fire år har Alex Vanopslagh sat en ny kurs i liberal politik, som ikke handler om topskat og billige biler. Med udgangspunkt i sit eget liv før og i politik indkredser han i VEJEN TIL ANSVAR sit idégrundlag, der bygger på både Grundtvigs frihedsbegreb og barndommens avisruter i Struer.

Veloplagt udfordrer han dine faste forestillinger, og du bliver provokeret af denne bog, hvis du føler dig som et offer. Til gengæld kan du få et politisk ståsted, der ikke spiller på frygt og krisestemning, men taler til din tro på, at du selv har muligheden for at påvirke dit liv og vores verden til det bedre.

I sin bog fortæller Alex Vanopslagh også om sin bratte ankomst til de politiske indercirkler. I en alder af blot 27 år blev han leder af et parti i krise efter et katastrofalt valgresultat. Han fortæller i denne bog om en vestjysk politikerspire, der overnight blev landskendt, og hvordan han arbejdede solen sort for at genrejse partiet, som var det livet, det gjaldt. Han fortæller åbenhjertigt om stress, lederskab og magtesløshed, og hvordan tre tumultariske år som partileder og folketingsmedlem har udviklet hans syn på ansvar, frihed, omsorg og pligt og åbnet hans øjne for kompleksiteten i det moderne liv.

MENNESKER INSPIRERER MENNESKER MENNESKER INSPIRERER MENNESKER MENNESKER INSPIRERER MENNESKER

OM ALEX VANOPSLAGH:

Født i 1991.
Far til Milton på 6 år.
Cand.scient.pol
Partileder i Liberal Alliance siden 2019.
Tidligere formand for Liberal Alliances Ungdom, Københavns Borgerrepræsentation og konsulent i GRACE PA.
I 2016 vandt han DM i debat på Folkemødet.