Af Daniel Johannesen, Indehaver og stifter af Watery.dk
Jeg var bare 15 år, da jeg åbnede min første webshop med en kompagnon fra klassen over mig. Dengang solgte vi importerede mobilholdere fra USA. Allerede dengang var jeg overbevist om at jeg skulle overtage verden, men hurtigt ramte virkeligheden også naive mig – ingen var ligeså begejstrede for disse ”unikke” holdere som mig. Så vi lukkede ned efter 1,5 år med en samlet omsætning omkring 50.000 kr samt et lille tab.
Med det i bagagen åbnede jeg så selv i en alder af 17 år i slutningen af 2016 min nye virksomhed, Watery.dk, hvorpå jeg i dag sælger Danmarks største udvalg af svømmeudstyr og badetøj. Dengang for snart to år siden var jeg stadig midt i gymnasiet, skød 60.000 af mine egne penge fra konfirmation og arbejde og 100.000 lånte kroner fra min far i virksomheden, opbyggede et større lager på mit lille værelse i kælderen derhjemme og svømmede dertil samtidig op mod 8 gange om ugen som elitesvømmer.
På trods og på grund af dette, så står jeg i dag med en virksomhed, der forventer at omsætte for lige over 5 mill. Kr her i 2018 og netop er blevet kåret til ”Årets Ener” og Danmarks 5. Bedste nye e-handelsvirksomhed i dansk internethandel.
Du har formentligt allerede hørt den del af historien før? Det ville ikke undre mig i så fald, for gennem de sidste to år har jeg vel været i alle tænkelige større medier for at fortælle om min hurtige ”succes” i sådan en ung alder.
Problemet er bare at jeg ikke får lov til at fortælle om de mindre sjove ting som selvfølgelig gemmer sig bagved ligesom mine store nedture, som alle iværksættere inkl. mig har undervejs, heller ikke bliver citeret med.
Og det mener jeg ganske grundlæggende bare ikke er fair overfor de mange kommende, unge iværksættere landet over, der ser op til unge folk som mig, der begærer sig i medierne. De får et helt, helt forkert syn og virkelighed på livet som iværksætter. Lidt ligesom jeg havde det dengang, da jeg startede min første mobilholder webshop og brændte nogle dumme penge af på en forkert indstilling.
Men det laver vi om på i dag, hvor jeg vil forsøge at fortælle min og Watery.dk´s historie gennem nogle udslagsgivende sejre og nederlag de første to år.
Nederlag – At være umyndig virksomhedsejer: Selvom Danmark grundlæggende har været et fantastisk land at drive virksomhed i, så har det været et helvede at stifte virksomhed i. I hvert fald for en umyndig under 18 år som mig. Man må nemlig ikke stifte virksomhed i den alder (hvorfor forstår jeg i øvrigt heller ikke stadig), men er i stedet nødt til at ansøge om tilladelse hos statsforvaltningen. Noget jeg gjorde i Marts 2016, og efter adskillige rykkere fik vi et afslag i Juni. Grunden? Jeg havde skrevet i min medsendte forretningsplan, at jeg ville have livechat 08-21 og prismatch. Noget jeg lynhurtigt kunne fjerne igen jo, men noget så ”ligegyldigt” spændte ben for min drøm. Vi klagede, men fik igen afslag i September. På det tidspunkt havde jeg allerede købt varer hjem for 100.000 og givet 25.000 for min webshiop, så min far endte med at stifte det ”for mig” i hans navn, så jeg alligevel kunne komme i gang. Men jeg ved dette tager cirkus tager lysten fra mange andre unge.
Sejr – At se sit eget vokse dag til dag: Allerede i den første weekend efter jeg lancerede 1. Oktober 2016 solgte jeg for 10.000 kroner. Kæmpe, kæmpe, kæmpe sejr. Selvfølgelig var størstedelen mine svømmekammerater, men der var enkelte jeg slet ikke kendte. Dét var for fedt! Selvom salget selvfølgelig hurtigt faldt igen , da hypen først havde lagt sig, så kan jeg huske jeg havde mega optur da jeg efter ca. en måned havde haft mindst en ordre hver dag i en hel uge. På det tidspunkt kunne jeg også se hvordan besøgstallet nærmest dag for dag steg – så følte man virkelig at det man lavede gav rigtig god mening
Nederlag – At blive sagsøgt af konkurrent som 19 årig: Ja, det kom også som et chok for mig. Men når man igennem 2017 havde vækstet fra at sælge for omkring 40.000 om måneden i januar til 350.000 i December, så forstår jeg egentligt godt at ens største konkurrent finder den mindste mulighed for at gøre lidt ondt på en. Det skete nemlig i Marts 2018, hvor der pludselig tikkede en mail ind fra konkurrentens advokat. De mente meget tydeligt at jeg havde brudt loven ved at annoncere på deres navn i Google samt havde lavet en sammenligningsside mellem Watery og dem. Hvordan tackler man lige den som en uforstående 19-årig gymnasiedreng, der aldrig havde gjort en hjort fortræd? Jeg ringede til 5 advokater i mit netværk, som egentligt alle var enige i mig om at jeg ikke havde gjort noget forkert, men valgte til sidst at indvillige i konkurrentens krav for at undgå en længere retssag, som jeg på det tidspunkt med 3.G eksamener og en virksomhed der aldrig havde vækstet hurtigere slet ikke havde overskud til også at sætte mig ind. Men ja, så har jeg også prøvet det.
Daniel Johannesen, 19 år, e-købmand fra Horsens.
Sejr – ”Årets ener” og Danmarks 5. Bedste nye webshop: Den aften var nok den bedste i mit liv hidtil. At jeg som bare 19 årig i Maj 2018 vinder en så eftertragtet pris efter at over 800 af de bedste indenfor e-handelsbranchen har stemt på en, det var og er fandme stadig vildt. Så mange timers hårdt arbejde kulminerede på en eller anden måde lige der i Øksnehallen foran mine største idoler. For mens jeg bare havde min far med (op på scenen), så havde alle de andre alle deres medarbejdere og jeg ved ikke hvad med. Måske var det også derfor jeg som den eneste fik folk op at klappe. I hvert fald gav den aften det sygeste motivationsboost til at fortsætte her henover sommeren. Og ikke mindst en masse telefonsælgere fra diverse firmaer umiddelbart efter, som lige pludselig ville hjælpe mig med alt muligt.
Nederlag – Hårdt, vedholdende arbejde giver resultater: Okay, det her er slet ikke et nederlag, men det er den bagside af medaljen du og andre er nødt til at være bevidst om. For det er det der har banet hele vejen for mig. Jeg kan ikke tælle på 20 hænder hvor mange gange jeg har siddet oppe hele natten til en 4-5-6 stykker for at arbejde på min virksomhed. Eller hvor mange timer i gymnasiet jeg har misset, fordi jeg havde konferencer og møder her og der og i hele landet. Eller hvor meget dette har kostet i samvær med familien, hvor jeg har været nødt til at arbejde ovre på kontoret. Og sådan har det stået på i 2 år nu, og det ser ikke ud til at stoppe lige foreløbig. Men det er sku prisen, og den tager jeg og min familie med glæde med – ganske enkelt fordi jeg elsker det og stadig syntes det er fantastisk sjovt. Samtidig med at jeg udlever min store drøm.
På den måde er vi i dag kommet dertil, hvor jeg netop d. 13 August 2018 har haft min første arbejdsdag som fuldtidsiværksætter efter færdiggørelsen af gymnasiet. En ret mærkelig følelse, men også utroligt befriende. Nu står verden endelig på vid gab. Jeg glæder mig meget – med de sejre og nederlag der helt naturligt kommer.
Tak for ordet,
Daniel Johannesen
Redaktion: Efter denne artikel blev produceret, har Daniel “vundet” investering i Løvens Hule, populært program på DR1. Foran 1 million+ danskere investerede Christian Stadil og Jesper Buch. De har hver betalt 250.000 kr. for otte procent af Watery.dk.