I dag udkommer Søs Marie Serups nye bog, Vind eller forsvind – kampen om Venstre. Bogen går bag om de blodige magtkampe, der har splittet partiet i vindere, tabere og nye stærke konkurrenter.
Med sit indgående kendskab til Venstre, både som tidligere pressechef, rådgiver for Lars Løkke Rasmussen og som politisk kommentator, åbner Søs døren til magtens inderste rum og de dramatiske opgør, der har præget partiet de senere år. Historien fortæller også om et samfundsbærende parti, der nu forsøger at samle stumperne og finde vejen tilbage til blå blok.
Bogen bygger på et væld af kilder, fra lokale formænd til centrale ministre.
Dagen før udgivelsen, tog vi en snak med Søs Marie Serup.
"Man skal kunne holde til utroligt meget og kunne æde nogle ydmygelser, for de kommer undervejs"


Søs Marie Serup
Søs, tillykke med bogen! Hvad fik dig til at skrive Vind eller forsvind – kampen om Venstre netop nu?
“Det var faktisk Politikens Forlag, der havde idéen – at historien om Venstre på en eller anden måde skulle fortælles. Da jeg fik tilbuddet, var jeg egentlig fast besluttet på, at jeg ikke skulle skrive den. Men jeg fik aldrig sagt klart nej tak, og jeg kunne ikke slippe idéen i det halve år, jeg overvejede det.
Da jeg så besluttede mig for at sige ja, gik der yderligere et halvt år, hvor jeg overvejede, hvordan jeg skulle gribe det an. Der er så meget, der skal med, og det var svært for mig at skære det ned. Men i et sommerhus i Hvide Sande skete det ligesom. Jeg vågnede en nat og følte, jeg havde det hele i hovedet, og så begyndte jeg at skrive strukturen ned. Efterfølgende rådede en god veninde mig til at starte med at ‘tømme mit eget hoved’ og tage det derfra. Men der var godt nok meget
Så jeg ser tilbage på en rigtig god proces, og jeg er vildt glad for det færdige resultat.”
"Bogen er jo også smertefuld læsning for Lars Løkke Rasmussen, så det spiller muligvis også ind"
Bogen er meget detaljeret, og det er tydeligt, at du har et stort netværk i og omkring Venstre. Mange af partiets profiler har selv bidraget. Men én nøgleperson valgte at stå udenfor: Lars Løkke. Hvorfor tror du, han valgte ikke at deltage?
“I virkeligheden skal du nok spørge ham om det. Men nu når du spørger mig, gætter jeg på, at det hænger sammen med de mange bøger, der udkom om Moderaterne i samme periode, som jeg henvendte mig. Bogen er jo også smertefuld læsning for Lars Løkke Rasmussen, så det spiller muligvis også ind.
Jeg tror, det ville have gavnet ham selv at komme med sine refleksioner, som man ser hos en række af de andre Venstre-profiler, der har deltaget. Men jeg synes ikke, bogen mangler Lars Løkke Rasmussen.”
Er der historier, du måtte udelade i bogen?
“Lad mig sige det sådan: Der var materiale nok til flere bøger, og jeg er helt sikker på, at mange af historierne ville have været elsket af ‘Christiansborg-journalisterne’. Men her må jeg rose min redaktør, som hele tiden holdt mig på sporet. Vi satte vores fokus på, hvorfor tingene er gået, som de er gået.”
Hvis du skulle pege på én afgørende faktor for at ‘overleve’ som profil i Venstre, hvad ville det være?
“Det gælder nok politik generelt, ikke kun Venstre. Man skal kunne holde til utroligt meget og kunne æde nogle ydmygelser, for de kommer undervejs. Man vil blive trådt på. I Venstre skal man samtidig have styr på det liberale. Rødderne skal stikke helt ned til den liberale kilde.
Det kan man gøre på mange måder, men jeg ved ikke, om det gøres tilstrækkeligt nu. Derfor oplever mange vælgere, at eksempelvis Liberal Alliance virker langt mere liberale end Venstre. Her ligger en stor opgave for partiet.”
Bogen handler grundlæggende om de mange magtkampe, som både giver vindere og tabere. Hvem er den store vinder i partiet anno 2026?
“Jeg synes, det er rigtig svært. I virkeligheden er der rigtig mange tabere, så det må fremtiden vise. Jeg har talt med en del Venstre-folk, som optræder i bogen, og det har været nogle rørende snakke. De mange slagsmål har uden tvivl kostet dyrt.”
Dontt.dk anmelder: 5 stjerner
“Et høvdingeparti,” siger flere om Venstre, og det er tydeligt, når Søs Marie Serup fortæller om interne magtkampe, tabere og vindere.
Venstre har gennem årtier været et stort og betydningsfuldt parti i dansk politik, og man mærker, hvorfor det har haft så stor indflydelse, og hvorfor interne opgør kan ramme hårdt.
Og man kommer tæt på! Troels Lund minder om, hvordan Jakob Ellemann var et frisk pust, mens Inger Støjbergs voksende støtte skabte store rystelser, noget Lars Løkke (ret overraskende) gav plads til. Og det er bare nogle få af de mange eksempler, der viser, hvor tæt på man kommer som læser.
Bogen er fyldt med menneskelige historier og detaljerede analyser, og man mærker Søs’ tætte netværk og hendes evne til at skelne mellem fakta og fortolkning. En fascinerende fortælling, der kombinerer indsigt og nærvær, så både politik-nørder og almindelige læsere kan følge med.
5/5 stjerner fra dontt.dk
Vind eller forsvind – Kampen om Venstre af Søs Marie Serup. Politikens Forlag Udkommer idag – 8. Jan 2026.
Flere artikler som denne?
Hold dig opdateret på de mest spændende historier, tips og interviews.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få det hele direkte i inboxen.
Allerede 60.000+ på listen. Vi sender ud 1 gang om ugen!


