Af Sebastian Dorset
Timing er altafgørende. Ikke mindst hvis overskriften på denne Dontt bliver råbt efter en. Jeg indrømmer at det er mere logisk at råbe det efter mig, der postulerer at være stand-up komiker, end det ville være hvis man råbte det af sin låsesmed eller VVS-mand.
Det er fristende at bede en, der gerne vil være sjov, om at bevise det, men det er klart fedest hvis man siger det inden et show begynder, og ikke en 20-25 minutter inde i det. Og det er klart mærkeligst at høre kravet henover køledisken i et supermarked, hvor jeg åbenbart forventes at tage kampen op med ”kundeservice”-højtaleren og butikslarmen i øvrigt.
Jeg brokker mig ikke – på ingen måde! Det er en logisk følge af at man stiller sig frem og ligefrem propper ordet ”komiker” ind i sin titel. Faktisk er den optimisme der ligger i opfordringen ”Sig noget sjovt!” langt at foretrække frem for det mere opgivende ”du er ikke sjov!” (Hvilket man i parentes bemærket sjældent er, når man køber ind).
Det må man sådan set også gerne sige og mene. Jeg er vant til at når man på ubeskeden vis påstår, man er morsom også må forvente at ikke alle er enige. Der findes jo stort set ikke folk, der ikke har en holdning til humor og mener at deres egen er et upåklageligt og fejlfrit komisk kompas der enevældigt afgør hvad der er sjovt og ikke sjovt. Jo, jeg havde en underviser på Journalisthøjskolen engang, der selv påpegede at hun ikke havde humor og derfor godt ville have, vi understregede når vi forsøgte os med genren, så hun var klar over at det var sådan noget, vi var ude i. Det er det smukkeste eksempel på selverkendelse, jeg har oplevet, og jeg vil altid huske og hylde hende for det.
Kort sagt: Stand-up komik handler om at have humor og hakke løs til højre og venstre, og så må man selv have humor og tage et par hak. Til gengæld forstår jeg ikke, lærerne skal finde sig i behandlingen. Jeg tror logikken er lidt den samme, som komikere er ude for fra alle dem med den perfekte humor: Jeg har selv gået i skole, så derfor ved jeg alt om lærergerningen og dens vilkår. På samme måde som jeg er udlært VVS-mand fordi jeg har været så meget på toilettet?
Det er skræmmende at følge, hvordan mange folk føler, de har ret til at svine lærerne til, baseret på deres egne fordomme eller en til lejligheden opdigtet ”en, de kender”. De færreste folkeskolelærere har jo gjort sig skyldige i andet end at passe folks dumme børn og forsøge at lære dem bare en lille. Alligevel er debatten fuld af folk der beskylder skolelærerne for at være dovne, dumme og løgnagtige. Uden at udføre konfliktramt arbejde ved at undervise i Kristendomskundskab så står der noget i biblen om at lade den, som er ren, kaste den første sten. Hvor mange af de utroligt harme herrer (af begge køn) ville bryde sig om at lade en flok lærere følge dem i arbejdsdagen og efterfølgende evaluere deres indsats: Og endnu mindre: Hvor mange af dem ville være villige til at bytte? Og så til den løn!
Det som de sure folk ikke fatter er netop at lærerne gider kæmpe med den håbløse opgave at få folks forkælede møgunger til at forstå bare lidt. Når der nu hverken følger prestige eller penge med opgaven. Det virker på mig som om nogle folk tror, der er et ”trick” et sted. Som om lærerne i hemmelighed har fantastiske vilkår, når de gider gå på job for den løn. Og derfor digter de nogle uendelige ferier og fede vilkår som alle, der gider, lynhurtigt kan researche sig frem til ikke findes. Måske er ”kritikerne” (et alt for pænt ord for mange af de hadefulde gnomer, det dækker over) selv sådan nogle, der er drevet af en overtro om at mennesker gør alt af økonomiske årsager? Hvilket alle kan sige sig selv er forkert. Så skulle man for eksempel undlade at få børn. Jeg har hørt at sådan nogle er pissedyre! Og man risikerer selv at skulle tage sig af dem, hvis lærerne får nok. Så tal ordentligt. Sig hellere noget sjovt!
//Sebastian Dorset