Han er formentlig den flinkeste mand, jeg ikke kender. Hus forbi-sælgeren der står ved Brugsen på Halmtorvet i København. Det eneste jeg ved om ham er, at han må være hjemløs, og så er han vist også nordmand, men han er først og fremmest rar som dagen er lang.
Og så er han selvfølgelig en doven nasserøv, der bare skulle finde sig et arbede. Det er i hvert fald hvad store dele af det politiske Danmark vil bilde mig ind. Og regnen af påstande er ikke længere kun forbeholdt tordenskyerne fra Liberal Alliance. Selv beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) har haft pligt på repeat i et lammetæveindbydende loop.
Her er det vigtigt straks at slå fast: Der findes ingen fattige i Danmark. Punktum. Det er der i hvert fald ingen, der tør sige højt længere. Ikke efter Dovne Robert og Fattig-Carina. Koret af politikere og deslige, der råber op om det modsatte er vokset til gengæld. Det er ynk og forkælethed alt sammen. Fattigdom, det er sådan noget de har i Afrika. At påstå andet er tåbeligt.
Jeg synes, det er mærkeligt, hvordan de kan være så sikre i deres sag; også selvom vi nu langt om længe har fået en officiel fattigdomsgrænse i Danmark, der betyder, at 42.200 personer har papir på at kunne kalde sig fattige. Et stykke papir, der ikke stopper visse politikere fra at blive ved med at sparke nedad.
“Man kan være rig på andet end penge.” Ja da. Det er min gode mand ved Brugsen et godt eksempel på. Men det gode humør alene betaler ikke for mad eller en knækket kindtand.
Næh du, vil du være rig – så tag til Congo.
//Sofie Rye