Af Thomas Lytzen
“Jeg vil gerne afkræfte en myte. Myten om at det kun er svært højreorienterede mennesker, der er diskriminerende. Jeg har mødt to mennesker, der begge havde et “jeg-barberer-mig-kun-når-jeg-har-fået-ny-fisse-skæg” og Norse-kasketter. Arketypen på det forvirrede menneske der prøver at fange essensen af Foucault, fordi ex-kæresten har fattet ham for længst. Never-the-less, så skulle d’herrer diskutere om jeg lignede Mr. Myagi eller ”ham-fra-Banjos-Likørstue” lige foran mig. Jeg har aldrig mødt dem før. Og min forbrydelse var at jeg bevægede mig i nærheden af dem. De var sjove, syntes de selv.
Sådan stod det skrevet i den Facebook-post, der mødte mig da jeg en fredag nat kom hjem fra byen og lige skulle opdateres inden jeg væltede bagover i seng. Bag ordene stod en god bekendt, Martin. Han havde været til Trailerpark Festival samme aften. Godt nok kan man se, at det ikke er Harald Blåtands blod som flyder i hans årer, men jeg kender ham nu en gang kun som en fodbold- og generelt livskyndig bornholmer nu i eksil på Østerbro.
Det var som sagt sent, men jeg følte mig alligevel kaldet til at skrive noget. Det blev en halvsløj kommentarer om, at Foucault jo selv anviser nogle passende straffe man kunne udsætte de to fjolser for (i indledningen til Overvågning og Straf beskrives det hvordan henrettelsen af en dødsdømt der blandt meget andet skulle sønderdeles levende af fire heste, går lettere skævt). Og så fik jeg selvfølgelig lige blæret mig med at jeg skam har læst Foucault.
Martins ord blev dog hængende den efterfølgende morgen og har hængt ved lige siden. Det er nemt nok at blive enige om, at de to fra Trailerpark Festival er nogle fjolser, der taler før de tænker. Men hvordan står det egentlig til med dig selv, tænkte jeg. Og er her tanken lige så interessant som talen? For hvordan er det lige man tænker, når man møder noget anderledes, uvant eller helt fremmed?
Jeg bor selv på den såkaldt ‘hårde’ del af Vesterbro og ser derfor mange skæbner dagligt – lykkelige og elendige. Både de pisseirriterende turister, der ikke fatter en brik, og som jeg derfor konstant er ved at pløje ned på min cykel (hvis ikke de selv har lånt en cykel og er at ved at pløje mig ned), de f#cking junkier og drankere der sviner overalt, og romaerne der stjæler. Ikke at forglemme luderne og de dovne strissere. Og…. Næh hov, hvad var nu det?! Det var det ikke særlig pænt tænkt, det er faktisk ret fordomsfuldt og ondt. Vi burde netop ikke tænke sådan, og vi burde slet ikke ytre det.
Vi ændrer intet ved at se ned på misbrugere, vi gør København til et mere provinsielt sted ved ikke at tage imod turister med åbne arme og hjælpe dem, problemerne med prostitution bliver ikke mindre, desto mere vi ringeagter ofrene for trafficking, og ingen af os bliver bedre mennesker af at gøre grin med andres afstemning eller udseende. Det betyder selvfølgelig ikke, at du ikke kan trække på smilebåndet, når en italiensk turist står paralyseret på cykelstien som et andet rådyr, der stirrer febrilsk ind i lyskeglen fra en bil, som hastigt nærmer sig. Eller du kan se og diskutere de problemer narko og prostitution skaber i byen, eller at du har en holdning til udlændingepolitikken. Du skal bare huske at ingen nogensinde er blevet større ved at træde på andre.
Så hvis du keder dig en dag, så tag en tur med linje 5A (og nej, det er hverken afghanerekspressen eller pøbelcontaineren som nogle af mine meget liberale forstadsvenner siger) og nyd din by. Sæt pris på, at den og vi alle er forskellige. Tænk dét. Sig dét!
/Thomas Lytzen