Historien om Rasmus Ankersen begynder i Herning, men den er alt andet end  “typisk dansk”. I hele Rasmus Ankersens karriere har der været internationalt perspektiv og ambitioner om aldrig, at stoppe med at udvikle sig. Han blev bestryrelsesformand for FC Midtjylland som 30-årig og samtidig med det Sportsdirektør i Brentford. Men det stopper slet ikke der. Mød Rasmus Ankersen i dagens dontt!

Rasmus, Hvem er Rasmus Ankersen egentlig?
Den korte historie er, at jeg er født og opvokset i Herning. Faktisk var jeg anfører på det første FC Midtjylland ynglingehold tilbage i 99/00, hvor fusionen mellem Ikast og Herning blev en realitet. Desværre smadrede jeg mit højre knæ i min første seniorkamp, en reserveholdskamp oppe i Nordjylland et sted, og så blev jeg som så mange andre skadede spillere med uforløste ambitioner træner i stedet for. Mens jeg trænede et junior-mesterhold i Ikast, var jeg med til at starte en avis i Herning sammen med en lokal entreprenør. Magasinet Midtjylland, hed den. Vi startede lidt en aviskrig i Herning mod den store veletablerede Herning Folkeblad. Blandt andet lavede vi et samarbejde med MetroXpress, hvor vi begyndte at dele gratisaviser ud om morgenen i gaderne. Herning Folkeblad allierede sig med Urban, og pludselig var der røde og grønne avisuddelere overalt i gaderne i Herning. Det var ret sjovt at være en del af. På et tidspunkt besluttede jeg at søge ind på Medievidenskab på universitetet i Aarhus. Jeg kom ind, men der gik ikke mere end et par dage, hvor jeg havde haft et par lektioner i videnskabsteori, før det gik op for mig, at jeg skulle ud igen hurtigst muligt. Og så var det, at Claus Steinlein, der dengang var akademichef, ringede til mig og tilbød mig jobbet som cheftræner for U19 holdet. Jeg var 22 år gammel, og på det tidspunkt var der ikke mange fuldtidsstillinger i dansk fodbold, så jeg droppede ud af universitetet igen, nærmest før jeg var kommet i gang.

Claus Steinlein om hvorfor han ansatte Rasmus Ankersen som kun 22 årig:

 

"Jeg så ham ikke som en 22 årig, da jeg ansatte han. Men jeg så på hans kvaliteter. Vi kan lide folk, som kan og vil gøre en forskel. Det gjorde og gør Rasmus."

Mens jeg var træner, begyndte jeg at tænke en del over, hvorfor vi aldrig trænede de mentale færdigheder lige så systematisk, som vi trænede de fysiske færdigheder. Long story short, så ledte det til, at jeg besluttede at skrive en bog, “En Vinders DNA”, hvor jeg forsøgte gennem interviews med landets bedste sportsfolk at kortlægge, hvilke mentale vaner de besad. Et års tid senere besluttede jeg at flytte til København, da bogen blev udgivet, og det kickstartede ligesom mit arbejde som konsulent og foredragsholder i virksomheder. Jeg var ret optaget af, hvordan nogle af de ting, jeg havde fundet frem til, kunne omsættes i virksomheder i det private erhvervsliv. Siden skrev jeg et par stykker mere, og efter at have udgivet ”Guldminerne” flyttede jeg til London med ambitionen om at få den udgivet internationalt. Det lykkedes mig gennem Small World (et online community) at finde en bogagent, som efter 15 afslag endte med at finde et lille forlag i Nord London, som ville udgive min bog. Det gik bedre end både de og jeg havde forventet, og i dag er den udgivet i det meste af verden

I London mødte jeg, gennem en introduktion fra en fælles kontakt, Matthew Benham.

"Fint nok at du har gjort det i Danmark, men kan du gøre det på den store scene?"

Rasmus Ankersen

Rasmus Ankersen om sit første møde med Matthew Benham:
Jeg fik en besked på Linkedin fra en, der hed Julie. Hun kendte en, som havde hørt et af mine foredrag. Julie skrev, at hun gerne ville introducere mig til en af sine gamle universitetsvenner, som nu var involveret i en fodboldklub. Han hed Matthew. Og det var så et par uger senere, at jeg første gang mødte Matthew på Brentfords træningsanlæg. Det gik ret hurtigt på for os, at vi delte mange ideer om, hvordan en fodboldklub kunne blive drevet på en ny måde, og han hyrede mig som konsulent i Brentford. En dag under en frokost på en restaurant i Soho fortalte han mig, at han havde tænkt på at købe en klub mere, og det var så der, at jeg for første gang nævner FC Midtjylland for ham. På det tidspunkt var klubben i store økonomiske vanskeligheder, og ugen efter rejste vi til Danmark for at besøge FCM, og the rest is history.

Hvordan ser din hverdag ud?
Jeg er lige flyttet til Battersea på den anden side af Themsen med min familie (kæreste og datter på 2 år), og det har vist sig at være lidt af et håndværkertilbud, så det tager en del af min tid pt. Det er mit niende år i London, og jeg elsker byen. Min hverdag er alt andet end rutiner. Ingen uger ligner hinanden. Selvom det er i en meget mindre skala end hidtil, holder jeg stadig nogle foredrag. I sidste uge var jeg i Schweiz for at holde foredrag for Credit Suisses og ugen før det i Chicago. Jeg er lige nu i gang med at producere en TV dokumentar om Herning Ishockey Klub faktisk, der er den klub i verden, som over de sidste 10 år har produceret fleste NHL spillere. I Brentford er jeg i gang med at sælge navnerettighederne til vores nye stadion, og så arbejder jeg på en 2029 strategiplan for FC Midtjylland.

Din karrierevej er udefra set meget internationalt rettet. Har det været bevidst?
Faktisk har jeg aldrig haft en karriereplan. Jeg tror ikke på den slags. Hvis du hele tiden tænker på, at jeg skal have det job, fordi så har jeg en større chance for at få det job osv. osv., så er du aldrig til stede i det, du gør. Jeg tror på, at man skal være meget mere opgaveambitiøs end karriereambitiøs. Kend din retning, men fokuser på at løse den opgave foran dig så godt som muligt, og så skal mulighederne nok komme. For mig selv er mine muligheder kommet ret tilfældigt, ikke som en konsekvens af, at jeg har haft en plan. Og så har jeg forsøgt hele tiden at udfordre mig selv. Jeg kunne sagtens have fortsat min foredrags- og konsulentforretning i Danmark, men jeg flyttede til London, hvor jeg ingen kendte og ingen kendte mig, fordi jeg ville teste om mine ideer kunne få impact i en international kontekst. Jeg tror på, at man skal turde tage den slags valg, man skal turde at være en lille fisk i en stor dam for at udvikle sig.

“Man overvurderer tit, hvad man kan på et år, og undervurderer hvad man laver om 10 år? Hvad laver du om 10 år?
Jeg har været heldig og privilegeret i form af, at jeg har mødt nogle mennesker, der har turdet give mig en chance, som jeg – hvis man kiggede på mit CV – ikke havde fortjent. Lige fra den lokale entreprenør i Herning, der gav mig muligheden for at bygge en avis, til Matthew, som gjorde mig til bestyrelsesformand i FCM.

Thomas Refdahl, CEO hos ARKK Copenhagen:

"For os handler det om at sikre, at alle medarbejdere er med på rejsen og er villige til at give sit ypperste for at nå tættere på målet. Derfor får alle nyansatte også bogen ’Sult i Paradis’ af Rasmus Ankersen. En bog, der handler om at sikre, at man ikke hviler på laurbærrene, men altid er sulten efter at blive bedre.

”Vi vil kun det bedste, og det skal alle i organisationen forstå. Måske er det lidt anti-dansk. Forstå mig ret, vi er ydmyge, men vi gider ikke middelmådighed. Alt hvad vi gør, skal være fantastisk"

I 2014 skrev du “Sult i Paradis”. Et bud fra dig på, hvordan man gør op med magelighed i succesfulde organisationer/virksomheder. Er der for meget magelighed i Danmark?

Det ved jeg ikke, om der er, men jeg tror, det er en udfordring for mange vestlige samfund, at de ligesom har tabt den kollektive hukommelse fra den tid, hvor tingene ikke gik så godt. Og så begynder man let at tro på, at det man har er en menneskeret, og at det automatisk fortsætter sådan. Det er derfor, at økonomer taler om ”the third generation curse”; at i familieejede virksomheder er det ofte tredje generation, der ødelægger det hele. Første generation fik det til at ske, anden generation har set, hvordan succesen blev skabt, men tredje generation er født ind i det hele og har ikke forbindelse til, hvad det egentligt krævede at skabe det, de har.

Claus Steinlein (adm direktør i FC Midtjylland) og jeg taler tit om, hvordan vi undgår den ”third generation curse”, for selvom mange af dem, som stiftede og byggede FCM, stadig er en del af klubben, så får vi også flere og flere medarbejdere, der aldrig har set ret meget andet end succes i FC Midtjylland. Claus (Steinlein) plejer at fortælle historien om en dag, han sad og spiste morgenmad med sin datter under mesterskabsspillet sidste år, hvor hun sagde: “Har Brøndby egentligt nogensinde vundet mesterskabet?” Hun har jo aldrig set dem vinde det, og hun har nærmest kun set Midtjylland som et tophold. Og den historieløshed kan hurtigt blive en trussel for os. Altså, hvordan holder vi historien om, hvordan FCMs succes blev skabt og hvad det krævede, i live? Hvordan undgår vi, at folk begynder at hvile på laurbærerne, fordi de har mistet forbindelsen til de dyder, der skabte succesen?

Man snakker tit om “mod”. Modet til at udvikle, modet til at gøre en forskel. Hvordan har du selv fundet “modet” ?
Jeg hørte et godt citat for nylig: “The Secure Way Is The Insecure Way”, og det synes jeg var vildt godt. Hvis du forfølger din passion, så kan du ikke tabe, uanset hvordan det går. Det kræver jo tit et stort mod at blive succesfuld, og ingen kan jo garantere, at du lykkes, men hvis du framer det på den måde (the secure way is the insecure way), så har du vundet i kraft af handlingen om at forfølge noget du tror på og brænder for.

"Succes må aldrig gøre, at vi ikke stiller nok spørgsmål"

Rasmus Ankersen

KULTUR!

FCM skal være et verdensbrand. Hvad betyder det mere præcist?
Når vi præsenterer vores 2029 plan, kommer der en uddybning af det, men jeg mener jo ikke, at du skal kunne stoppe hvilken som helst person på gaden i hele verden, og så skal vedkommende kende FC Midtjylland med samme selvfølgelighed, som de kender Apple. Det jeg mener er, at vi har internationale ambitioner, og at vi inden for vores felt – at udvikle menneskers potentiale – skal skabe noget, som bliver anerkendt i en international skala. Det handler ikke kun om sportslige resultater, men også om vores sociale arbejde i vores region og vores udviklingsmiljø, der allerede har vist, at det kan udvikle internationale topspillere. Både anføreren på det danske herrelandshold (Simon Kjær) og kvindelandshold (Pernille Harder) kommer jo i dag fra vores elitemiljø i Ikast.

I åbnede ikke noget “sponsorkontor” op i København, den her gang I blev mestre! Hvorfor ikke?
Stort smil 🙂 Der var jo nogen, der rev vores banner ”Nu har København fået en mesterklub igen” ned sidste gang.

Status for dansk fodbold? 2 store. En stor sub-top og “elevatorhold”
Jeg synes, at dansk fodbold er et godt sted lige nu. I FC København og FC Midtjylland har vi to hold på et meget højt niveau, og jeg er optimistisk på vegne af dansk fodbold, for der er flere klubber, der viser den nødvendige investeringslyst, der skal til for at flytte os til det næste niveau.