I fredags kunne selskabet Parken Sport og Entertainment meddele markedet, at de kom ud af 2023 med et overskud på imponerende 430,5 mio. kr. Det er faktisk koncernens bedste regnskab nogensinde. Markante sportslige og kommercielle resultater samt overnatningsrekord i feriehusene ved Lalandia er de overvejende grunde til det flotte resultat. Men traditionen tro, så er vi gået lidt ned i “mellemregningerne” af den kommercielle fremgang. Her har der de seneste år “gemt” sig en interessant fremgang. F.C. Københavns merchandisesalg brager nemlig afsted. Det sker efter man lagde strategien om, og begyndte at lave flere kvalitetsvarer og samarbejder med anerkendte brands som f.eks. tøjbrandet Les Deux.
I 2020 lød det samlede merchandisesalg på 16,2 mio. I 2021 steg det til 26,7 mio. Så steg det med hele 35% til 41,6 mio. Og det fortsætter.
For i 2023 solgte F.C. København merchandise for 59,3 mio. kr.
Foto: Frederik Valentin
Det handler om livsstil
Grunden til, at merchandisesalget er ekstra interessant, er, at væksten blev kickstartet, da man tog et strategisk tilvalg om flere produkt-partnerskaber med f.eks. Adidas og Les Deux og en række andre brands, som kunne levere kvalitetsprodukter. Dermed har man produkter, der ikke “blot” er kampdagsprodukter, men mere livsstilspræget.
Netop Les Deux-samarbejdet har været enormt populært og trukket godt op. Derudover har man lavet kvalitets merchandise/produkter med Carlsberg, MESSYWEEKEND, Pantone, Velorbis, Copenhagen Distillery og Soundboks. Topscoreren er dog stadig spillertrøjen og dermed Adidas, der står som det enkeltstående brand, der trækker mest op i salget. Det samarbejde blev fornyelig forlænget, hvor FCK rykker en kategori op i Adidas prioritering. Så forventninger må være markant større for det salg i 2024 og fremadrettet.
Dengang forklarede F.C. Københavns merchandise-chef Martin Nøhr den overordnede strategi med:
”Vi tænker F.C. København som mere og andet end en fodboldklub, for det er så meget mere for os fans. Derfor er det også vigtigt, at vores tankegang er, at det handler om livsstil, og at vi har nogle produkter, der afspejler det.”
Direktør Jacob Lauesen fortalte om salget tidligere i år til Berlingske:
“Væksten på merchandise er drevet af, at vi sælger flere trøjer end tidligere, men særligt af at vi har iværksat en masse partnerskaber med primært københavnske brands – Les Deux og Copenhagen Distillery for at nævne to. Kvaliteten har fået et skub, og det er ikke længere sådan nogle Kina-produkter, vi sælger.”
"Adidas ved godt, at København er verdens fedeste by"
FCK-direktør: “På det kommercielle område er vi blevet en hybrid mellem fodboldklub, en tv-kanal og et reklamebureau.”
Har du læst vores store interview med den succesfulde FCK-direktør Jacob Lauesen. Her fortæller han blandt andet om det nye Adidas-samarbejde.
Bliv opdateret på 5 min - hver uge!
Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København.