Samtale med Vasilij Brandt, Co-Founder og CMO hos Blazar.
De seneste par år har Blazar bygget en imponerende portefølje af ambitiøse DTC-brands op. Bag selskabet er Christian Arnstedt, Pascar Sivam, Michael Thomsen og Vasilij Brandt. I ejerkredsen har de blandt andet Chr. Augustinus Fabrikker. Her har de udviklet succesfulde brands både nationalt og internationalt.
Men for første gang nogensinde, så har de netop foretaget en større repositionering af virksomheden, som ligeledes har resulteret I en re-branding af hele identiteten. Det overordnede fokus, samt det visuelle og det kommunikative har fået en større overhaling. Det indebærer blandt andet, at man vil satse endnu mere på store personligheder, også refereret til som ’talents’ i industrien, i opbygning af nye brands.
I den forbindelse tog vi en snak med Vasilij Brandt om Blazar, den nye satsning og det nye brand.
Vasilij Brandt, Co-Founder og CMO hos Blazar.
Vasilij, Allerførst. Hvis der skulle være en enkel eller 2 af vores læsere, som ikke kender Blazar. Hvad er det I laver?
“Blazar er en brand incubator som fokuserer på consumer goods samt e-commerce teknologiplatforme. Dvs. vi vil rigtig gerne være med til at bygge selskaber fra bunden af og være medejere fra start. Sådan har det været siden vi startede i 2017. Det gør vi typisk sammen med medstiftere, som oftest er med fra start af. Den første virksomhed vi “byggede” var Nordgreen. (Red. Ur brand) Senere var det eyewear brandet MessyWeekend, hvor vi har 2 founders, der har drevet firmaet siden begyndelsen. Vi har Scandinavian Biolabs, som også er startet i huset og også stadig er en del af vores porteføje, som rummer over 20 virksomheder. Nogen ejer vi 100% og andre en mindre minoritet.
Chamberlain Coffee er en anden type case, og et godt eksempel på det vi skal tale om senere. Der havde Emma Chamberlain, som er en stor amerikansk mediepersonlighed med 15+ mio. følgere på Instagram, startet det her kaffebrand. De var interesseret i at få en kommerciel partner på, og efter en lang dialog, blev vi medejere af virksomheden. Sammen startede vi nærmest forfra og stiftede virksomheden med hende, som vi kender den i dag.
Derudover er Blazar en del af e-commerce bureauet Mercive og så ejer vi 100% af Dreaminfluence, som er en platform for influencere.”
"Vi er den her aktive medspiller, og det skal vores identitet naturligvis bære præg af nu".
Så der må være nok at se til med alle de virksomheder. Hvordan strukturerer du din hverdag? Hvor er dit fokus?
“I Blazer er vi 3 partnere, hvor vi har fordelt vores roller ret tydeligt. Christian (Arnstedt) er vores CEO. I korte overskrifter sidder han med strategi, finansering og fundraising. Michael (Thomsen) er vores CFO og har dermed vores finasielle overblik. Pascar (Sivam) er COO, så han har det fulde operationelle overblik. Jeg er CMO og sidder primært med marketing/e-commerce delen. For mit vedkommende går hverdagen med ugentlige møder med flere af vores brands samt centrale projekter. Selvom alle brands kører 100% selvstændigt, så gør vi os umage med altid at være tilgængelige og aldrig være “flaskehals” på projekter. Vi er en slags spillende trænere, kan du sige. Det gælder for både Christian, Pascar og jeg.
Men jeg bruger også meget tid på vores nye projekter, når vi går i gang med at etablere et brand. Pt. sidder jeg med en ny case i USA.”
Og ja, det kommer vi tilbage til. Men I har lige lavet en større visuel repositionering af Blazar. Hvad er tankerne bag?
“Historisk har vores positionering og branding været af finansiel/investor karakter. Mange af dem, som kender til os, tror at vi er en almen venture investor, men det har egentlig aldrig været tilfældet. Vi har siden dag ét været en inkubator, hvor det primære fokus har været at bygge brands fra bunden af.
Nu har vi så ændret vores fokus yderligere, til primært at bygge brands i samarbejde med store personligheder (ligesom med Chamberlain Coffee). Det har vi prøvet at manifestere gennem en ny identitet, der skal gøre det tydeligere, hvem vi er, og hvad vi nøjagtigt laver. For at være ærlig, så har brandingen af Blazar ikke haft vores store prioritet tidligere. Vi har brugt al vores energi på vores brands og projekter.
Men vi er jo meget mere end nogle investorer. Vi er den her aktive medspiller, og det skal vores identitet naturligvis bære præg af nu. Det har samtidig givet mulighed for nogle gode interne snakke I Blazar om vores strategi og muligheder. Det er blandt andet i de snakke, at vi har besluttet at satse endnu mere på “talents” i opbygningen af nye virksomheder.”
Udvalgte brands som Blazer er en del af
Kan du ikke fortælle hvad det betyder mere præcis?
“Kort fortalt handler det om at skabe virksomheder med store personligheder. Her tænker jeg ikke på sponsorerede partnerskaber eller forskellige ambassadører for brands. Det kan helt sikkert også noget, og gør vi selv i vores respektive brands. Men her handler det om at personligheden bliver co-founder og altså har en stor del af ejerskabet med os i Blazar.”
Kan du uddybe lidt mere omkring motivet til den beslutning?
“Virksomheder har altid brugt personligheder til markedsføring af produkter, men vores mission er at skabe det i fællesskab og ikke bare i en begrænset periode. Personligheden skal have virksomheden som et af sine absolut vigtigste arbejdsopgaver, og personen skal I realiteten være kernen i virksomhedens brand.
Consumer Goods virksomheder har historisk benyttet traditionelle medier til at bygge deres brands op. Det gælder alle former for kanaler, fra aviser og fysiske billboards i starten af 1900 tallet, til brugen af radio annoncer, TV, og senere diverse online medier. Konkurrencen idag er dog signifikant, og omkostningerne forbundet med at markedsføre sig på diverse medier er gået markant op de seneste år, så en alternativ måde at bygge et brand på, er at gøre det med en personlighed som har et stort reach, og dermed på en måde er sit eget medie. At bruge store personligheder i sin markedsføring er som nævnt på ingen måder et nyt fænomen, men at gøre det gennem deres egne kanaler, og med deres egen personlighed som værende brandet, er noget man kun har set over de seneste år.
Det er tydeligt at se, at brands som er bygget af store personligheder, ofte har et markant større engagement og community, sammenlignet med brands som ikke har en stor personlighed bag. Og det giver jo et eller andet sted god mening – det er markant mere naturligt at have en relation til en “person” som har et produkt, end et brand som ikke har en personificering.”
"Alle brands har opnået en milliardstatus på blot få år, og deres hype er markant højere end samtlige af deres konkurrenter som er bygget op som almene brands."
“Bare se Logan Paul’s PRIME Drinks, og sammenlign det med Gatorade. Gatorade er en markant større virksomhed, med produkter som forbrugerne rigtig godt kan lide, men deres brand engagement og hype er ikke I nærheden af det som PRIME har opnået på blot to år. Det samme kan ses I mange andre kategorier, og gode eksempler her er Festables som MrBeast har udviklet, Florence By Mills af Mille Bobby Brown, samt SKIMS af Kim Kardashian. Alle brands har opnået en milliard status på blot få år, og deres hype er markant højere end samtlige af deres konkurrenter, som er bygget op som almene brands. Som Marc Andreeseen sagde I en podcast for nylig, så kunne vi stå over for en megabølge, hvor vi om 10-20 år primært vil se store brands, som er skabt af store personligheder. De vil dermed have en “personificering” andre brands ikke kan konkurrere med.
Så vi ser det som en naturlig udvikling. Både i forhold til at have en stor følgerskare fra start, men også for at skabe endnu stærkere produkter, som deres fans kan relatere sig til. Det har vi set med Chamberlain Coffee, og med den case har vi en stærk opskrift på at skabe et stort globalt customer brand.”
“Det er vigtigt at sige, at de her talents/personligheder kan være alt fra atleter, musikere, skuespillere, kokke, iværksættere osv. Det er alle, der har et stort reach, samt et højt engagement på de sociale medier”.
"Vi lancerer 2 nye virksomheder i år."
Og hvordan går det så? Har I nogle virksomheder på vej, hvor en personlighed er med som co-founder?
“Vi er i fuld gang. Vi er pt. langt med 2 projekter. Jeg kan ikke sige så meget endnu, men de bliver begge lanceret i år. Den ene før sommerferien. Så det glæder vi os helt vildt til at løfte sløret for. Det er en virksomhed i Danmark og en i USA. Begge med fokus på at blive opbygget omkring større personligheder”.
Hvad er jeres forventninger til de personligheder, I laver aftaler med?
“Det skal være en produktkategori, som vi også selv tror på. Vi har løbende fået nogle vilde ideer, fra blandt andre amerikanske superstjerner. Men her skal det give mening.
“Derudover skal der være en autencitet mellem produktet og personligheden. Der er en væsentlig forskel på at lave reklame for et brand og selv være brandet. De er med i projekterne som medstiftere, og er ansigtet udadtil. De er ikke bare en reklamesøjle. De har etableret virksomheden med os, og det er derfor afgørende, at de har en oprigtig stor passion og interesse omkring projektet, og det produkt, der skal realiseres. Hvis ikke der er en stærk forbindelse mellem produktet og personligheden, samt produktet og personlighedens publikum, så har vi svært ved at se os selv som værende en del af projektet”.
Hvordan har Blazar skabt det netværk i USA? Det er de færreste danske selskaber, der har de adgange, som I har derovre.
“Hårdt arbejde. Især Christian (Arnstedt) tog enormt mange gange til USA på “de bagerste sæder” i de tidlige “Blazar-år”. Her blev der skabt et stærkt netværk, som betyder meget. Det kender du alt til selv. Derudover har vores case med Emma Chamberlain åbnet en masse døre. Så vi har ikke haft nogen “genveje” eller kontakter på forhånd. Det var og er hårdt arbejde, som så meget andet som iværksættere.”
dontt.dk følger op med en en “creator-samtale” med Blazar senere på året.
Founder-holdet bag Blazar: Pascar Sivam, Christian Arnstedt & Vasilij Brandt.
Bliv opdateret på 5 min - hver uge!
Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København.