Samtale med Simone Holland-Møller om hendes arbejdsliv … og vaner. 

I dette afsnit af “arbejdsvaner” møder du Simone, som leder og driver marketingbureauet So Social. Den 34-årige iværksætter bor til daglig i København, hvor de mange tusinde følgere hun har på Instagram i øvrigt har kunnet følge med i hendes  renoveringsprojekt.

I dag kan du komme tættere på Simone Holland-Møllers arbejdsvaner.

Velkommen til 5. afsnit af serien.


Simone, Hvad har du mest travlt med for tiden? 

“Lige pt. har jeg mest travlt med at udvikle min virksomhed, So Social, der havde rygende fart på i 2021 – det skal gerne fortsætte i ’22. På den ene side er jeg i gang med at udvikle virksomheden internt, så det er et fedt sted at være og udvikle sig for medarbejdere i mange år fremover. På ét år gik vi fra 1 til 7 medarbejdere, så det er en side af min virksomhed, jeg slet ikke turde drømme om allerede at skulle udvikle. På den anden side er jeg i fuld gang med at udvikle vores services i virksomheden. Vi hjælper virksomheder med alt indenfor sociale medier, primært gennem længere samarbejde, hvor vi hjælper med alt fra styring af sociale medier, udvikling af content og influencer samarbejder. På ganske kort tid er mange virksomheder begyndt at kigge mod TikTok, og det er blandt andet et felt, vi er begyndt at ville kunne understøtte.”

Simone Holland-Møller

Hvornår/hvordan er du allermest effektiv foran computeren?

“Som regel når jeg arbejder hjemmefra, hvor jeg har ro og mulighed for at trække mig helt ind i mig selv. I løbet af en dag er der som ofte medarbejdere, der har brug for mit input, eller også er der nogle spændende samtaler om de nyeste Instagram trends eller resultater fra kampagner, som jeg gerne vil være en del af. Det gør, at jeg ikke altid kommer helt ned og kan fordybe mig. Derfor har jeg indført, at dem, der har brug for det, kan tage nogle hjemmearbejdsdage om ugen. Det er nok mest mig, der benytter mig af det, men jeg elsker at alle kan have muligheden.”

Er du “på” mailen om aftenen? 

“Jeg prøver faktisk at lade være. Så hellere sidde en time længere, eller tage det tidligt om morgenen. Både af hensyn til mit eget mentale helbred, men også af hensyn til mine samarbejdspartnere, som helt sikkert heller ikke synes, at det er fedt, at jeg bombarderer dem med mails om aftenen. Den dag, jeg stifter familie, kan tingene måske godt ændre sig, og jeg bliver nødt til at sidde om aftenen. Men lige nu passer denne løsning mig rigtig godt.”

"Jeg ville ønske, at jeg var det der tjekkede A-menneske, der bare stod op med solen og dyrkede yoga med en matcha latte og chiagrød foran mig."

Simone Holland-Møller

Jeg kan slet ikke forstå, hvordan jeg kunne leve uden!

Hvilke tre apps bruger du mest til dit arbejde på din iPhone?  

“Jeg har nok de første 10, jeg kunne nævne som livsnødvendige, når du arbejder med sociale medier og driver et bureau. Men mine foretrukne til sociale medier (foruden Instagram, da den er ‘obvious’) er Capcut, Skedsocial og Notion. Capcut er en videoredigeringsapp, hvor du let kan klippe reels og TikTok videoer sammen. Der er nogle professionelle værktøjer, der gør, at du kan sætte nogle ret komplekse videoer sammen. Skedsocial er det planlægningsværktøj, vi bruger til alle de profiler, vi administrerer. Det er enormt brugervenligt, og vi planlægger sådan set alt fra computeren. Men det er altid rart at have et overblik på telefonen. Notion er min to-do, min kalender, mit virksomhedsoverblik – det rummer det hele! Jeg kan slet ikke forstå, hvordan jeg kunne leve uden notion førhen. Det er et fantastisk værktøj til alle virksomheder.”

Hvordan har du indrettet dit skrivebord?

“Jeg er nok indbegrebet af den forvirrede founder, så selvom jeg virkelig er blevet god til at skabe struktur i min virksomhed (med hjælp fra medarbejdere selvfølgelig), så sejler mit skrivebord ofte. Jeg har alt fra kunders produkter, kameraudstyr, slik og dimser på bordet. Jeg prøver at rydde op hver fredag.”

Hvordan er din morgenrutine?  

“Jeg ville ønske, at jeg var det der tjekkede A-menneske, der bare stod op med solen og dyrkede yoga med en matcha latte og chiagrød foran mig. Jeg ender ofte med at ligge lidt for længe i sengen og læse nyheder, drikke kaffe og besvare e-mails. Jeg elsker faktisk den rutine. Også selvom jeg så ikke har så meget tid foran spejlet.”

Mere?

Vi har tidligere lavet et stort interview med Simone. Det kan du læse her:

 Simone Holland-Møller: Der skulle en identitetskrise til for at tage springet som iværksætter”

Du kan læse flere afsnit af Arbejdsvaner her.
Her fortæller Laudrup, Dylsing og Urkongen om deres arbejdsvaner.


Tilmeld gratis

Continued….

Du kan tilmelde dig vores nyhedsbrev her.
En ugentlig opdatering om kultur, branding, iværksætteri & inspiration.