Tivoli går ind i årets julesæson med medvind på flere fronter. Den 183 år gamle forlystelseshave har for første gang placeret sig i top ti over Danmarks mest velansete virksomheder, hvor Tivoli indtager en syvendeplads side om side med nogle af landets mest markante erhvervsnavne som LEGO, Danfoss, Mærsk og Carlsberg.
Samtidig har Tivoli netop opjusteret forventningerne til årets resultat efter en historisk Halloween-sæson, som alene blev besøgt af mere end 600.000 gæster. Det har været med til at sende forventningerne til både omsætning og indtjening op.
Tivoli forventer nu en omsætning på 1.425 mio. kr. og et resultat før skat på 160 mio. kr. Det er en opjustering fra de tidligere forventninger på henholdsvis 1.400 mio. kr. og 145 mio. kr. Samtidig peger forventningerne på et resultat, der overgår rekordåret 2025, hvor Tivoli leverede en omsætning på 1.345 mio. kr. og et resultat før skat på 156 mio. kr.
Bag udviklingen står blandt andre Tivolis administrerende direktør, Susanne Mørch Koch, som tidligere har fortalt dontt.dk om visionerne for den ikoniske forlystelseshave. Nu venter julesæsonen.
"Vi investerer hvert år i at videreudvikle sæsonen med respekt for det, gæsterne holder af, samtidig med at vi giver dem noget nyt"

Tivolis administrerende direktør, Susanne Mørch Koch
Millioner af lys og nye oplevelser
Susanne Mørch Koch:
”Vi er glade for den store opbakning til Halloween i Tivoli. Nu glæder vi os til at tænde julelysene i Haven og byde gæsterne velkommen til Jul i Tivoli, der åbner fredag den 13. november”
Jul i Tivoli har siden premieren i 1994 udviklet sig til en af Københavns store juletraditioner. I år er der igen lagt op til en sæson med klassiske juleoplevelser, nye tiltag og et julemarked, der tiltrækker gæster fra både ind- og udland.
Susanne Mørch Koch fortsætter:
”Vi er stolte af, at vores julemarked ofte omtales blandt verdens bedste. Tivolis historiske omgivelser, danske juletraditioner og kulturprogram skaber tilsammen noget særligt i København. Julesæsonen samler generationer og er blevet en tradition for både danske og internationale gæster. Vi investerer hvert år i at videreudvikle sæsonen med respekt for det, gæsterne holder af, samtidig med at vi giver dem noget nyt, der kan begejstre. Sæsonen bidrager også til at styrke København som rejsedestination og tiltrækker mange besøgende ind i det nye år.”
På blot 12 dage er Halloween-universet blevet forvandlet til klassisk jul, og der er investeret millioner i nye scenografier og udsmykning. Haven bliver oplyst af mere end en million lyspunkter, mens over tusind juletræer, kilometerlange granguirlander og det 13 meter høje juletræ igen sætter scenen. Sidstnævnte er pyntet med hele 47.000 LED-lys.

Mere end 50 kilometer lyskæder lyser juletræerne op
Jul i Tivoli i tal
Jul i Tivoli er efterhånden en fast del af danskernes juletraditioner. Men hvor meget kræver det egentlig at skabe julestemningen i Tivoli? Her er nogle af tallene bag årets julesæson.
Jul i Tivoli åbnede første gang i 1994.
Omkring 80.000 julekugler hænges op i Haven.
Det største juletræ er 13 meter højt og pyntet med 47.000 LED-lys.
3.800 meter granguirlander pryder haveanlægget.
Mere end 50 kilometer lyskæder lyser juletræerne op.
I alt 1.011 juletræer placeres rundt i forlystelseshaven.
10 tons gran bruges til juleudsmykningen.
12.800 duftende hyacinter bidrager til sanseoplevelsen.
53.000 børn og barnlige sjæle besøger hvert år Julemanden.
45.000 flæskestegssandwich spises på Plænen.
110.000 æbleskiver serveres i løbet af sæsonen.
57.000 kopper varm kakao drikkes under Jul i Tivoli.

Flere artikler som denne?
Hold dig opdateret på de mest spændende historier, tips og interviews.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få det hele direkte i inboxen.
Allerede 60.500+ på listen. Vi sender ud 1 gang om ugen!


