I 2001 tog Sofie Schnoor sin konfirmationsopsparing og en lille opsparing og brugte pengene på at starte sit eget modebrand. Få uger senere blev den første kollektion leveret til butikkerne – kort før 11. september satte verden på pause.
Siden har SOFIE SCHNOOR været igennem finanskrise, corona og flere andre svære perioder. Alligevel står brandet 25 år senere stadig på egne ben som en familieejet og uafhængig virksomhed.
I dag driver Sofie Schnoor virksomheden sammen med sin mand Christian, og ambitionen er stadig den samme: at skabe noget med en stærk identitet.
I anledning af jubilæet har vi talt med Sofie Schnoor om rejsen, udfordringerne og de næste 25 år.
"Jeg elsker at skabe noget, og især at få noget til at ske ud af næsten ingenting"

Sofie Schnoor
Sofie, først og fremmest et stort tillykke. Det er en stor præstation. Lad os starte med den oplagte: Hvad er du mest stolt af, når du ser tilbage på de 25 år?
“Jeg er først og fremmest stolt af, hvor vi står i dag, når jeg tænker på, hvor det hele begyndte.
Jeg startede med min konfirmationsopsparing, som jeg havde gemt, og en lille opsparing. Jeg vidste faktisk ret tidligt, at jeg en dag gerne ville være selvstændig. Jeg har nok altid haft en lille entreprenør i maven. Jeg elsker at skabe noget, og især at få noget til at ske ud af næsten ingenting.
Min første kollektion blev leveret til butikkerne få uger før 11. september 2001, så man kan godt sige, at jeg startede i lidt af en nedgangstid og skulle få noget ret umuligt til at lykkes. Jeg havde ikke en stor kapital eller investorer i ryggen. Vi har bygget virksomheden organisk op og har hele vejen været meget bevidste om at have en sund og stabil forretning.”
"Vi er stadig familieejede, stadig uafhængige og stadig meget tro mod vores DNA"
“Siden har vi været igennem både finanskrisen, corona og flere andre svære perioder. Selvfølgelig har det været hårdt til tider. Når man selv har bygget virksomheden op og har hånden på kogepladen, mærker man selvfølgelig ansvaret meget direkte. Der er et stort ansvar, og i svære perioder kræver det, at man hele tiden er klar til at træffe beslutninger og finde nye veje.
Men det er også noget af det, jeg elsker ved det. At finde en vej, når man ikke nødvendigvis har alle svarene. Det er her, man bliver kreativ og skal tænke skarpt.
Og så er jeg selvfølgelig utrolig stolt af de mennesker, der er kommet til undervejs, og af alle dem, der gennem årene har været med til at forme virksomheden.”
Men måske er det, jeg er allermest stolt af, at vi gennem alle årene har formået at udvikle os uden at miste det, der gjorde, at jeg startede. Vi er stadig familieejede, stadig uafhængige og stadig meget tro mod vores DNA.
Jeg startede virksomheden, men min mand Christian kom hurtigt med. Vi har hver vores styrker og supplerer hinanden rigtig godt, og det tror jeg også har været en vigtig del af, at vi er nået dertil, hvor vi er i dag.”

"Fremtidens forbruger vil søge autenticitet og kvalitet i en verden, hvor der hele tiden kommer billigere og hurtigere alternativer"
Kan du huske, hvad ambitionen var for 25 år siden, da I startede? Og hvor meget har den ændret sig undervejs?
“Jeg havde en meget klar idé om, hvad jeg gerne ville skabe, men jeg havde ikke en stor forretningsplan eller en ambition om, at det skulle blive en virksomhed, som 25 år senere stod, hvor vi står i dag.
Jeg ville skabe et brand med personlighed. Noget, hvor det feminine kunne møde det rå, og hvor kvalitet, design og attitude var vigtigt.
I starten handlede ambitionen først og fremmest om at få det til at fungere. At få næste kollektion produceret, få den solgt og kunne betale de næste regninger. 🙂 Det er det vilkår, man har, når man starter uden videre kapital.
Men ambitionen om at skabe noget med en stærk identitet har aldrig ændret sig. Den er faktisk blevet endnu tydeligere med årene.
I dag handler det om at vokse på den rigtige måde. Vi vil hellere blive skarpere end bare større. Vi arbejder meget med kvaliteter, pasformer og vores grund-DNA, fordi jeg tror på, at fremtidens forbruger vil søge autenticitet og kvalitet i en verden, hvor der hele tiden kommer billigere og hurtigere alternativer.
Det er klart, at der stadig ligger et stort vækstpotentiale foran os. Vi har altid været bevidste om ikke at vokse for enhver pris. Det ligger dybt i både Christian og mig, men handler også om, at vi gerne vil skabe en sund og stabil virksomhed med en tryg hverdag for vores medarbejdere og et solidt fundament for den videre vækst.”

Hvad var den største udfordring ved at bygge et modebrand i de første år?
“At få det hele til at hænge sammen. 🙂
Der var ikke nogen stor økonomisk buffer. Vi startede med min meget lille opsparing, så hver eneste krone blev vendt. Jeg kan stadig huske, hvor stort det føltes, da jeg havde råd til en all-in-one-printer til 2.150 kroner, eller da vi fik råd til en bil. Før lånte vi en bil, når vi skulle ud og besøge kunder.
Men det svære var også alt det, man ikke kan se udefra. De lange dage, de bekymrede nætter og alle de beslutninger, hvor man ikke ved, om det hele kommer til at lykkes.
Man ved ikke, om der er penge nok næste måned. Man ved ikke, om næste kollektion bliver den succes, man håber på. Og samtidig skal man hele tiden turde investere videre.
Det har nok lært mig, at man ikke altid behøver at kende hele vejen. Man skal bare vide, hvad det næste rigtige skridt er. Og tro på det.
Jeg er selv vokset op i en familie af selvstændige og kender næsten ikke til andet. Jeg ved, at det er benhårdt arbejde, og at der følger mange tanker og bekymringer med. Det kræver en god portion robusthed og vilje at blive ved.”
"Vi har de seneste år arbejdet endnu mere med at komme hjem til kernen og være meget bevidste om kvaliteter, pasformer og de styles, vi sender ud"
Hvad er gået igen gennem alle årene? Hvilke værdier, principper eller dele af brandets DNA har I holdt fast i?
“Det rå og det feminine. Det har været en del af SOFIE SCHNOOR fra begyndelsen.
Jeg har altid været inspireret af musik, subkulturer og den attitude, der lå i slutningen af 80’erne og begyndelsen af 90’erne. Den følelse af, at personlig stil var vigtigere end at følge alle trends.
Men også kvalitet. Vi har de seneste år arbejdet endnu mere med at komme hjem til kernen og være meget bevidste om kvaliteter, pasformer og de styles, vi sender ud.
Jeg vil gerne have, at der er en tanke bag hver eneste style. Den skal ikke bare være der for at fylde en kollektion. Den skal føles rigtig. Det må ikke føles ligegyldigt.
Det er også derfor, jeg ikke synes, at vi skal forsøge at være alt for alle. For mig er en stærk identitet vigtigere end at følge hver eneste trend.”

SOFIE SCHNOOR er stadig et familieejet brand. Hvad betyder det for dig, at virksomheden ikke er blevet en del af en større koncern?
“Det betyder rigtig meget.
Der er en særlig frihed i at være familieejet. Det har givet os mulighed for selv at sætte retningen og tænke langsigtet.
Men det er også et stort ansvar. Min mand har været en kæmpe del af rejsen. Han er CEO, jeg er Creative Director, og vi har meget forskellige styrker. Han er fantastisk til at få ting til at fungere og løse problemer, mens jeg har et meget stort skabergen og hele tiden får nye idéer. Jeg har en udpræget entreprenørånd og kan godt lide at være med i maskinrummet og få det til at ske. Vi giver hinanden plads til vores forskellige styrker, og han er min største sparringspartner.
Jeg tror også, at en af styrkerne ved at være familieejet er, at vi kan tænke langsigtet og samtidig handle hurtigt. Vi har korte beslutningsveje og går efter den bedste idé – frem for hvem der lige fik den. Vi har den langsigtede retning i baghovedet, men er gode til at agere hurtigt, når tingene ændrer sig. Og det gør de hele tiden i modebranchen. Gennem årene tror jeg, at vores evne til hurtigt at tilpasse os og reagere på forandringer har været en af vores store styrker.
Det betyder selvfølgelig ikke, at vi altid har ret. Men efter 25 år i branchen har vi en stærk erfaring at trække på, og vi tør stole på vores mavefornemmelse og tage ansvar for de valg, vi træffer.”
Veneda Carter er nøje udvalgt som ansigt for kampagnen: "Hun er et ikon"
25 år er en milepæl. Hvordan skal det fejres? Og hvad kan du fortælle om “25 YEARS | 25 ICONS”-kollektionen?
“Vi havde lyst til at skabe noget, der både kiggede tilbage og samtidig føltes meget SOFIE SCHNOOR i dag.
Derfor har vi skabt ICON Collection, 25 styles, som hver især trækker på elementer fra vores historie og det DNA, der har defineret brandet gennem årene.
Det er ikke en nostalgisk kollektion. Vi har taget de referencer, kvaliteter, silhuetter og attituder, vi elsker, og fortolket dem på en nutidig måde.
Vi har også valgt Veneda Carter som ansigt for kampagnen. For mig er hun virkelig et ikon for den nye generation. Hun har en helt særlig personlig stil, masser af attitude og en evne til at være både rå og feminin. Hun følger ikke bare trends – hun er med til at skabe dem. Det føltes meget rigtigt for ICON.
Og så skal jubilæet selvfølgelig fejres sammen med de mennesker, der har været en del af rejsen.
Det vigtigste for mig er egentlig, at det ikke føles som et punktum. Det er en mulighed for at stoppe op, være taknemmelig for de første 25 år – og så glæde sig til det næste kapitel.
Tager du 25 år mere?
Haha. Det er måske lidt farligt at love! 🙂
Men jeg har stadig masser af energi og idéer, så jeg har bestemt ikke planer om at stoppe lige foreløbig. Jeg tror ikke, jeg tænker så meget i 25 år ad gangen. Jeg elsker stadig at skabe, udvikle og finde ud af, hvad det næste kan være.
Så hvis jeg om 25 år stadig sidder og diskuterer en pasform, en kvalitet eller en ny idé med mit team, så er jeg nok meget glad.

Flere artikler som denne?
Hold dig opdateret på de mest spændende historier, tips og interviews.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få det hele direkte i inboxen.
Allerede 60.500+ på listen. Vi sender ud 1 gang om ugen!


