Den københavnske pitakæde Garbanzo har skiftet navn til Banzo efter flere års vækst og nu fem restauranter i byen.

Bag kæden står William Jansen og Simon Jensen, som med rebrandingen vil markere starten på en ny fase.

Navnet Garbanzo blev udtalt på utallige måder og begrænsede identiteten. Banzo er kortere, tydeligere og giver frihed til at udvikle konceptet.

Samtidig har teamet genbesøgt værdierne og sat fokus på kvalitet og håndværk. Med fem restauranter i dag handler ambitionen først om at gøre det eksisterende endnu bedre, men drømmene rækker længere.

Vi har talt med William Jansen og Simon Jensen fra Banzo om, hvad det betyder for konceptet og fremtiden.

"Madniveauet i København er ekstremt højt, og det har helt sikkert gjort os mere kompromisløse"

William Jansen & Simon Jensen, Banzo


Lad os starte med det oplagte. Hvorfor skulle I skifte navn?

William:

“Det ærlige svar er, at vi har været igennem nogle ret udfordrende år på den anden side af corona. Vi har åbnet alle vores restauranter under pandemien, og vi gjorde det med præcis det samme brand og den samme tilgang, som da vi åbnede tilbage i 2019. På et tidspunkt begyndte vi at kigge mere kritisk på os selv, og vi måtte erkende, at vores visuelle identitet og vores navn ikke levede op til den kvalitet og de ambitioner, vi hele tiden har haft for Banzo.

Sidste år gik vi så i gang med at arbejde på vores brandstrategi sammen med et brandingbureau, N96. Vi ville sikre os, at fundamentet var rigtigt, og at vi ikke stod stille i en naiv tro om, at vi bare var mega fede.

Ikke så lang tid inde i første “session” blev vi spurgt: “Har I overvejet at skifte navn?” Og vi synes hurtigt, at det gav rigtig god mening at overveje. “Garbanzo” var tre stavelser, “Banzo” er to. Logoet kunne være svært at tyde, og navnet blev ofte udtalt som “Gazbanzo” eller “Ga-Banzo”.

Så vi er virkelig glade for skiftet. Vi synes, at vi nu har fået et navn og en visuel identitet, der arbejder med os, ikke imod os.”

"Vi synes, at vi nu har fået et navn og en visuel identitet, der arbejder med os, ikke imod os."

I er gået fra én restaurant til fem i København. Hvilke værdier har I haft med jer fra start? 

Simon :

“Jamen, det er faktisk lidt sjovt, fordi selvom vi har skiftet vores navn og genbesøgt vores værdier og identitet, så er vi kun blevet bekræftet i det, vi er og hele tiden har været. Fra dag ét har det handlet om at tage det simple og gøre det bedre. Idéen – dengang Banzo startede, var at lave det bedste pitabrød i København, helt anderledes end noget, vi havde set før i byen. For os handlede det om at lave tingene fra bunden snarere end at lave noget gastronomisk komplekst.

Det der med at lave maden fra bunden og give det ens eget twist er helt sikkert noget, vi altid vil holde fast i – men det kræver faktisk en del at holde fast i og ikke lade gå på kompromis med kvaliteten, når man vokser.

Vores værdier har hele vejen været: ærlighed i produktet, kompromisløs kvalitet og en tro på, at man ikke behøver at overdrive for at gøre noget helt exceptionelt. Vores pitabrød er økologisk surdej, bagt hver dag i hver restaurant. Vores dressinger er hjemmelavet. Vores protein er tilberedt friskt. Vores salater er tilberedte og smager af mere, end det er. Det er ikke hokus pokus, det er bare en masse hårdt arbejde, og det kan man smage.”


"Når du er omgivet af verdens bedste brødfolk, så skruer man ikke ned, man skruer op."

BANZO
BANZO

Hvordan har København som by formet Banzo?

William:

København er en lille by. Det tror jeg nemt, at man glemmer. I en by af den her størrelse og i vores segment, hvor leverings tjenester har gjort afstande nærmest ligegyldige, skal man virkelig kunne noget særligt for at folk gider komme til dig. Man skal være en destination, ikke bare en mulighed.

Dét har formet os. Det har tvunget os til at tænke over, hvad det er vi tilbyder, udover maden, hvad er det for en oplevelse, en stemning, et samlingspunkt? Og så er der kvaliteten. Madniveauet i København er ekstremt højt, og det har helt sikkert gjort os mere kompromisløse. Når du er omgivet af verdens bedste brødfolk, så skruer man ikke ned, man skruer op.”

Hvad er jeres ambitioner på kort sigt?

Simon:

Lige nu handler det ikke om at åbne flere restauranter, det handler om at gøre de fem, vi har, endnu bedre. Endnu bedre mad, endnu bedre service og endnu bedre oplevelser.

Vi er i gang med at renovere vores eksisterende lokationer, så de hver især kan noget unikt, og passer til de rammer, som de er i. Banzo på Nørrebro skal kunne noget anderledes end Banzo i Nordhavn, fordi nabolagene er forskellige. Det er vigtigt for os ikke bare at copy-paste os selv.

Men når det er sagt, så er der selvfølgelig plads til flere Banzo’er i København, også selvom det er en lille by.”

"ªVi kigger faktisk meget til udlandet"

Har I ambitioner internationalt? 

William:

Fokus er 100% på Danmark. Men det er da ingen hemmelighed, at vi drømmer om, at vores pitas en dag er noget, man også kan få i storbyer rundt omkring. Vi tror på, at konceptet; simpel, ærlig mad af rigtig høj kvalitet, serveret hurtigt, det er universelt.

Vi er bare ekstremt privilegerede i København at have så meget af det. Sådan er det altså ikke, når man kommer til større byer, og det vil vi selvfølgelig gerne bidrage til at lave om på.”

Hvem er I selv inspireret af?

Simon:

“Vi kigger faktisk meget til udlandet. To koncepter, vi er særligt inspireret af, er begge australske.

Det ene er Fishbowl, et salat koncept fra Sydney, som jeg synes er virkelig cool i deres branding. Vi deler en filosofi om at bevare det ægte i maden og lave tingene selv. De har formået at bygge et brand omkring noget, der i sin essens er simpelt, men som føles gennemtænkt og kvalitetsbevidst hele vejen igennem. Det kan jeg godt genkende os i.

Det andet er Very Good Falafel, også fra Australien. Jeg har ikke besøgt dem selv endnu, men jeg følger med på Instagram og har alle deres kogebøger. De er vanvittigt dygtige til at udvikle gode salatopskrifter og der er en ærlighed og et nørderi i det, de laver, som taler meget til mig.

Derudover er vi ret fascinerede af samlebånd og koordination. Der findes ikke noget federe end at komme ind et sted, hvor der er travlt med totalt styr på tingene, fordi der er denne her indøvede koordination og funktion til hver person på holdet.”


Flere artikler som denne?

Hold dig opdateret på de mest spændende historier, tips og interviews.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få det hele direkte i inboxen.

Allerede 60.500+ på listen. Vi sender ud 1 gang om ugen!

Privacy Preference Center