Den danske sportskanal Viaplay Sport News leverer både vækst og sorte tal mindre end et år efter lanceringen.

I fjerde kvartal sidste år steg kanalens commercial share of view (CSOV) med 89 procent, og i årets første syv uger er seerandelen vokset yderligere 20 procent. Samtidig lykkedes det kanalen at levere driftsoverskud efter lidt over seks måneder.

Det fortæller Lars Bo Jeppesen, landechef for Viaplay Group i Danmark, i et interview med MediaWatch.

Lars Bo Jeppesen

Lars Bo Jeppesen, landechef for Viaplay Group i Danmark


Lars Bo Jeppesen uddyber:

“Når man starter en tv-kanal, kommer man selvfølgelig fra et lavt udgangspunkt. Men i fjerde kvartal sidste år oplevede vi en vækst på 89 procent i commercial share of view,” siger Lars Bo Jeppesen til mediet.

CSOV dækker over den kommercielle seerandel, altså hvor stor en del af dem, der ser tv, der vælger en bestemt kanal.

I dag ligger seerandelen for Viaplay Sport News på omkring 0,5 procent, hvilket fortsat er et stykke fra koncernens større kanaler som TV3 og TV3+.

Alligevel er ambitionen klar.

“Det er den eneste danske sportsnyhedskanal, der findes, og vi vil gerne, at sportskanalen bliver danskernes wallpaper inden for sport, selv om vi i dag er langt fra det mål,” siger Lars Bo Jeppesen.

Kanalen blev lanceret i august 2024 og sender i dag omkring 50 timers live sportsnyheder om ugen samt magasinprogrammer om blandt andet Superliga, Premier League og Formel 1.

Vigtig del af fastholdelsestrategi

Ifølge landechefen spiller kanalen også en rolle i at fastholde koncernens tv- og streamingkunder.

“Hvis vores egne kunder venter en, to, fire eller syv måneder længere med at churne, fordi kunderne har oparbejdet en glæde ved Sport News, så har det også en stor økonomisk betydning for os,” siger Lars Bo Jeppesen.

Samtidig bliver indholdet fra Viaplay Sport News også brugt uden for selve tv-kanalen, hvor klip blandt andet deles på sociale medier og hos samarbejdspartnere som Ekstra Bladet og B.T..

Jon Nedza Lars Bo Jeppesen

Foto: Fra et tidligere interview med Lars Bo Jeppesen, da han var nordisk chef for Snapchat.


Flere artikler som denne?

Hold dig opdateret på de mest spændende historier, tips og interviews.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få det hele direkte i inboxen.

Allerede 60.500+ på listen. Vi sender ud 1 gang om ugen!

Privacy Preference Center